Prøv avisen
Zimbabwe efter Mugabe

100 dage efter Mugabes afgang er festen slut

En ung kvinde sælger majsgrød på torvet i slumkvarteret Mufakose i Harare. Hun er en af de mange zimbabwere, som forsøger at tjene til dagen og vejen i den uformelle sektor. – Foto: Yilmaz Polat

I dag er det 100 dage siden, at Emmerson Mnangagwa afløste Robert Mugabe som Zimbabwes præsident. Under jublende tilråb lovede han at sikre frie, demokratiske valg. Lokale civilsamfundsaktører ser dog allerede nu tegn på, at det ikke kommer til at gå som lovet, når der til sommer skal være præsidentvalg

Det var et højst usædvanligt syn, der mødte tv-seere i hele verden den 18. november sidste år. Bare få uger forinden ville de billeder, som rullede over skærmen, have været utænkelige: Titusindvis af mennesker var gået på gaden i Zimbabwes hovedstad, Harare, i en euforisk og uhindret demonstration for at kræve Robert Mugabes afgang. Og for at fejre, at denne nok allerede var en realitet.

For selvom Mugabe af nogle blev udråbt til at være Zimbabwes svar på Nelson Mandela, da han blev præsident efter afslutningen på det hvide mindretalsstyre i 1980, skabte han et regime, som holdt magten på få hænder, og som med vold og magt slog ned på politiske modstandere. Men da Mugabe sidste år fyrede sin vicepræsident, Emmerson Mnangagwa, udløste det et internt opgør i regeringspartiet Zanu-PF. Kort tid efter tog militæret kontrol over landet, og efter stort pres trådte Mugabe tilbage. Mnangagwa afløste ham både som præsident og partiformand, og da han den 24. november holdt sin tiltrædelsestale på et stadion i Harare, blev han mødt af tusindvis af jublende tilhørere. Håbet om et mere frit, demokratisk samfund var født.

Nu, 100 dage senere, er det for længst blevet hverdag igen for Zimbabwes 16 millioner indbyggere. For 37 års Mugabe-styre har sat dybe spor.

”Ingen jobs, ingen jobs,” udbryder en ung mand og slår frustreret ud i luften med sin ene arm.

På den anden arm ligger et spædbarn og slumrer i eftermiddagssolen. Det er mandag i Mufakose, et tætbefolket kvarter i det sydvestlige Harare. Den unge mand og hans venner har fundet en græsplet langs den smalle hovedgade, hvor de tilbringer dagen. En gang imellem må de flytte sig for en bus, som skramler forbi på vejen, der efterhånden er mere huller end asfalt. Her sad de også i går og i forgårs. Og de er ikke alene. De er alle vegne, grupperne af unge mænd. Nogle hænger op ad murene langs de små, tætplacerede huse og ryger hash. Andre drikker øl af plasticdunke på byens torv, hvor man om dagen kan købe alt fra sim-kort til tomater for et par dollars. Om aftenen kan man købe en kvinde for omtrent det samme. Småbørn leger i affaldet, som har hobet sig op alle vegne, mens deres større søskende er på vej hjem fra skole i skoleuniformer, som er forbavsende hvide.

Mufakose afspejler på mange måder et helt land i dyb social og økonomisk krise. Mukafose står som store dele af landet ofte uden strøm og rindende vand. 72 procent lever under fattigdomsgrænsen. En tårnhøj inflation gør, at meterlange køer foran bankerne ikke er et usædvanligt syn, fordi myndighederne forsøger at begrænse mængden af penge i omløb.

Og på trods af et rimeligt velfungerende uddannelsesystem er op mod 90 procent af befolkningen arbejdsløse. I hvert fald har kun 10 procent en indtægt, de betaler skat af. Især de unge opgiver at skabe sig en tilværelse i Zimbabwe. I tusindvis strømmer de til Sydafrika for at finde arbejde og sende penge hjem til familien. En af dem er den 25-årige Tobias Ndlovu. For tre år siden rejste han fra familien i Bulawayo, Zimbabwes næststørste by, for at prøve lykken i nabolandet.

”Jeg blev træt af at være hjemme hele dagen og lave ingenting. Jeg er uddannet tømrer, men jeg kunne ikke finde noget job. Mine forældre arbejdede heller ikke, og vi begyndte at gå hinanden på nerverne derhjemme, fordi vi hele tiden manglede penge. Men det var ikke så let, som jeg troede. Jeg kendte ingen i Sydafrika, og det blev for hårdt. Så ville jeg hellere lide herhjemme,” fortæller Tobias Ndlovu, som nu forsøger at klare sig som selvstændig tømrer.

Men ifølge lokale civilsamfundsaktører er det ikke kun den økonomiske og socialt belastede hverdag, som Zimbabwes befolkning er vendt tilbage til efter magtovertagelsen i november, der af iagttagere betragtes som et regulært militærkup. Man frygter også, at den brutale kurs over for politiske modstandere føres videre af den nye præsident, som hørte til Mugabes inderkreds i årtier. Politisk motiveret vold er meget udbredt i Zimbabwe, særligt i forbindelse med valghandlinger. Forud for præsidentvalget i 2008 blev over 100 mennesker dræbt og tusinder såret. Regeringspartiet Zanu-PF angreb jævnligt oppositionspartiet MDC-T, og politiet terroriserede ifølge menneskerettighedsaktivister alle, der ytrede deres støtte til oppositionen.

Til sommer skal der igen være præsidentvalg i Zimbabwe. Men selvom Mnan-gagwa i sin indsættelstale proklamerede, at ”fred og harmoni skal karakterisere den måde, vi omgås hinanden på både før, under og efter det demokratiske, harmoniske valg i 2018”, er der allerede nu tegn på, at det ikke kommer til at forløbe helt sådan.

Det vurderer blandt andet organisationen ZLHR, Zimbabwe-Advokater for Menneskerettigheder, som arbejder for at fremme menneskerettigheder fra en hemmelig adresse i Harare. Her har man ikke fået mindre travlt siden magtskiftet i november, fortæller Rose Hanzi, direktør i ZLHR.

”Vi er meget bekymrede for den magt, som militæret har fået siden kuppet. Tidligere var det politiet, som arresterede folk, men nu henter militæret dem. Vi har været i kontakt med flere, som er blevet udsat for tortur. Sådan var det også før. Vi er gået fra at leve i en politistat til en de facto-militærstat, hvor der kun er sket en kosmetisk ændring af den politik, som altid er blevet ført af Zanu-PF,” siger Rose Hanzi.

Og selvom Mnangagwa har inviteret internationale valgobservatører fra både FN og EU til at overvære valget til sommer, tror Rose Hanzi ikke, det vil have den store effekt. Præsidenten kontrollerer de statsejede medier, og det vil koste uafhængige udenlandske journalister store summer penge at få lov at rejse ind i landet for at dække valget. Og allerede nu vurderer organisationen, at der er en intensiv skræmmekampagne i gang for at få befolkningen til at sætte kryds ved Mnangagawa og Zanu-PF.

”Præsidenten er desperat for at opnå legitimitet. Men omverdenen skal vide, at oppositionspolitikere stadig angribes. Det er blot af militæret og ikke af politiet,” siger Rose Hanzi og fortsætter:

”Det mest bekymrende er, at militærpersoner og personer med tilknytning til Zanu-PF er begyndt at opholde sig foran de kontorer, hvor folk kommer for at registrere sig som vælgere. Her tvinger de alle til at fremvise deres registreringsdokumentation, enten ved hjælp af trusler om vold eller ved at bestikke dem med mad. Og så bilder de dem ind, at de vil holde øje med, at de stemmer på det rigtige parti. Det tror jeg reelt ikke, at de kan, men det er nok, at frygten spredes.”

På Folkekirkens Nødhjælps kontor i Harare kan landedirektør Mads Schack Linde-gaard genkende billedet. Den danske ngo står bag en ny rundspørge, som kunne tyde på, at skræmmekampagnen virker. Den viser nemlig, at 49 procent af zimbabwerne frygter at tilkendegive deres partipolitiske ståsted. Blandt andet derfor ser Mads Schack Lindegaard heller ikke optimistisk på mulighederne for, at det kommende valg vil foregå så frit som lovet.

”I løbet af de seneste 37 år er offentlige myndigheder og regeringspartiet Zanu-PF smeltet fuldstændig sammen. Så selvom Mnangagwa virkelig ønsker sig et frit demokratisk valg, vil han få meget svært ved at gennemføre det. Der har i så mange år været en kultur for, at staten dikterer, hvad folk skal stemme, og samtidig at det kan koste én alt fra dødsstraf og tæsk til dårligere adgang til nødhjælp, hvis man ikke adlyder. Så uanset præsidentens intentioner tror jeg, det kommer til at tage mange valgperioder at ændre på,” siger han.

Kristeligt Dagblad var inviteret til Zimbabwe af Folkekirkens Nødhjælp i anledning af organisationens sogneindsamling den 11. marts.

25-årige Tobias Ndlovu fra Zimbabwes næststørste by, Bulawayo, rejste som mange af sine jævnaldrende til Sydafrika for at finde arbejde. I alt lever fire millioner zimbabwere uden for landets grænser. Men tilværelsen på gaden i et fremmed land blev uudholdelig for Tobias Ndlovu, så han vendte hjem og forsøger nu at klare sig som tømrer. – Begge fotos: Yilmaz Polat.
En gruppe unge mænd fletter en kvindes hår for at få tiden til at gå. De er blandt de 90 procent zimbabwere uden arbejde. – Foto: Yilmaz Polat