Prøv avisen

11 kenyanske "hekse" brændt til døde

11 personer er blevet brændt til døde, fordi der var mistanke om, at de var hekse. - Foto: .

Otte kvinder og tre mænd er blevet brændt ihjel i Kenya, fordi de blev mistænkt for at være hekse

11 mennesker, beskyldt for at være hekse, er blevet brændt til døde i Kenya. De dræbte boede alle i Kisii-distriktet i det vestlige Kenya, hvor der er en udbredt mistro over for hekseri, skriver Reuters.

- Der blev sat ild til deres huse. Otte kvinder og tre mænd, der blev mistænkt for at være hekse, døde, siger en talsmand for det kenyanske politi Charles Owino.

Levende brændt
Beboere i Kisii-distriktet fortæller, hvordan en rasende flok gik rundt fra hus til hus med en liste over mistænkte hekse.

- De brændte dem levende i deres hjem, fortæller en af beboerne, der ønsker at være anonym.

Uroplaget område
De fleste af ofrene var mellem 70 og 90 år, men en var tæt på de 40 oplyser polititalsmanden.

Politiet har sat ekstra styrker ind i området for at forhindre hævnangreb i en region, som allerede er i knæ på grund af uroen efter det kenyanske valg i december sidste år.