Prøv avisen

12 soldater fjernet fra Bidens indsættelse efter tjek

Soldater fra nationalgarden hviler sig udenfor kongresbygningen i USA, dagen inden at Joe Biden og Kamala Harris tages i ed. Foreløbig er 12 af de 25.000 soldater fjernet fra tjeneste efter et baggrundstjek, men det er uklart, om der er konstateret bånd til yderliggående højrefløjsgrupper, eller om det er af andre årsager. Foto: Mike Segar/Reuters

Baggrundstjek sender 12 soldater hjem fra opgaven med at passe på Biden og Harris ved indsættelsen onsdag.

12 soldater i den amerikanske nationalgarde er fjernet fra opgaven med at sikre indsættelsen af Joe Biden som præsident onsdag.

Det meddeler chefen for nationalgarden dagen inden indsættelsen.

Det kommer, efter at der er foretaget baggrundstjek af, om nogle af soldaterne har forbindelse til yderliggående grupper på højrefløjen.

Tirsdag eftermiddag skrev flere amerikanske medier om, at to soldater var fjernet fra tjeneste, fordi de kan have bånd til militante højregrupper.

Det gælder dog ikke dem alle 12, meddeler en talsmand for det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon.

Og det er heller ikke klart, om der er konstateret en sådan forbindelse, understreger nyhedsbureauet AFP.

Forbundspolitiet FBI er i færd med et omfattende baggrundstjek forud for ceremonien i Washington onsdag.

- Vi vil sikre os, at vi har de rigtige mennesker i sikkerhedsboblen, sagde nationalgardens chef i Washington, general William Walker, til Fox News mandag.

Det handler også om andet end eventuelle bånd til yderliggående grupper, siger en talsmand for Pentagon til Reuters tirsdag.

Tirsdag afleverede FBI en liste med navne på soldater, der kan have forbindelse til yderliggående grupper, til nationalgarden.

Der er dog ikke umiddelbart fundet noget, der tyder på, at der er en aktiv trussel mod Biden eller indsættelsesceremonien.

Over 25.000 soldater fra nationalgarden er indkaldt for at sikre indsættelsen af Joe Biden som præsident og Kamala Harris som vicepræsident. Store dele af den amerikanske hovedstad, Washington D.C., er spærret af.

Sikkerheden er skærpet betydeligt på grund af det voldelige angreb mod Kongressen den 6. januar, hvor Trump-tilhængere forsøgte at forhindre den formelle godkendelse af Biden som vinder af præsidentvalget.

FBI forsøger også at finde ud af, om nogle af de uromagere, der trængte ind i Kongressen 6. januar, gør tjeneste i de væbnede styrker.

/ritzau/Reuters