Prøv avisen

13-årig er anholdt i sag om drab på ung kvinde i New York

Studerende ved Barnard College i New York City samledes torsdag for at mindes den 18-årige Tessa Majors, som onsdag blev fundet dræbt af knivstik i en park tæt på uddannelsesstedet. Foto: Jeenah Moon/Ritzau Scanpix

18-årig kvinde, som i år var begyndt på college, blev onsdag dræbt i en park i New York. Teenager er anholdt.

En 13-årig dreng er anholdt og sigtet i forbindelse med et drab på en 18-årig kvinde i en park i New York City onsdag.

Det skriver det amerikanske medie NBC News, som har informationen fra ledende personer i New Yorks Citys politi.

Politiet leder efter yderligere to personer, som menes at have været involveret i drabet.

Den 13-årige formodede gerningsmand blev anholdt torsdag. Hans rolle i overfaldet er endnu ikke klarlagt.

Offeret, den 18-årige Tessa Majors, blev onsdag aften fundet dræbt i Morningside Park.

Parken ligger i nærheden af Barnard College, hvor den unge kvinde var førsteårsstuderende.

Ifølge politiet i New York blev hun overfaldet af en gruppe personer, som røvede hende og derefter stak hende adskillige gange med en kniv.

I et radiointerview fredag sagde borgmesteren i New York City, Bill de Blasio, at "alle individer involveret i dette forfærdelige og grusomme overfald vil blive stillet for retten, og det vil ske hurtigt".

Tessa Majors blev ifølge politiet dræbt kort før klokken syv onsdag aften.

- Under overfaldet trak en af personerne en kniv og stak hende adskillige gange. Hun vaklede op ad gaden. En af sikkerhedsvagterne så hende og ringede 911 (alarmcentralen, red.), sagde efterforskningschef Rodney Harris fra politiet i New York torsdag.

Tessa Majors' liv stod ikke til at redde, og hun blev erklæret død på et hospital i nærheden.

I en udtalelse fredag skriver hendes familie, at "vi er ødelagte af dette meningsløse tab af vores smukke og dygtige Tess. Vi er taknemmelige for den utrolige mængde kærlighed og støtte, der er strømmet ind fra hele landet".

/ritzau/

Artikel fra NBC News