150.000 dræbt af islamistisk terror siden 2001

Tysk avis har publiceret en omfattende liste over alle islamistiske terrorangreb siden angrebet på World Trade Center for 18 år siden. Islamister udgør den største globale terrortrussel, men problemet bliver mindre i Europa og tager til i dårligt regerede områder i Afrika og Asien

Hidtil har der mest været tale om spekulationer og gæt, men den tyske avis Welt am Sonntag har samlet samtlige attentater siden angrebet på amerikanske World Trade Center den 11. september 2001. Ifølge avisens oversigt har ekstremister begået mindst 31.221 terrorangreb globalt, som samlet har kostet mindst 146.811 mennesker livet. Senest tog Islamisk Stat skylden for angrebet på blandt andet tre kirker i Sri Lanka (billedet) den 21. april, som dræbte 253 mennesker.
Hidtil har der mest været tale om spekulationer og gæt, men den tyske avis Welt am Sonntag har samlet samtlige attentater siden angrebet på amerikanske World Trade Center den 11. september 2001. Ifølge avisens oversigt har ekstremister begået mindst 31.221 terrorangreb globalt, som samlet har kostet mindst 146.811 mennesker livet. Senest tog Islamisk Stat skylden for angrebet på blandt andet tre kirker i Sri Lanka (billedet) den 21. april, som dræbte 253 mennesker. Foto: Thomas Peter/Reuters/Ritzau Scanpix.

Islamistiske terrorangreb som attentatet i Sri Lanka påskesøndag skaber jævnligt overskrifter i verdens medier, men hvor mange mennesker er egentlig blevet ofre for de seneste årtiers jihadisme?

Hidtil har der mest været tale om spekulationer og gæt, men den tyske avis Welt am Sonntag har samlet samtlige attentater siden angrebet på amerikanske World Trade Center den 11. september 2001. Ifølge avisens oversigt har ekstremister begået mindst 31.221 terrorangreb globalt, som samlet har kos-tet mindst 146.811 mennesker livet. Senest tog Islamisk Stat skylden for angrebet på blandt andet tre kirker i Sri Lanka den 21. april, som dræbte 253 mennesker.

”Islamistisk terrorisme er bestemt den største udfordring, for så vidt angår ikke-statslig terrorisme i dag,” siger Bernhard Blumenau fra center for studier i terror og politisk vold ved St. Andrews universitetet i Skotland.

Europa har de seneste år været vidne til en række angreb med et højt antal døde, herunder angrebet i Paris i november 2015 med 130 omkomne. Dermed er flere mennesker i Vesteuropa dræbt af jihadister siden 2014 end alle de foregående år tilsammen. Historisk set har Vesteuropa dog tidligere været mere plaget af terror, påpeger Bernhard Blumenau.

”Hvad angår islamistisk terror, er tallene helt sikkert højere end i 1970’erne af den simple grund, at islamistisk terror først virkelig kom til Europa efter 1980’erne. Men hvad angår antallet af ofre som helhed, var 1970’erne og 1980’erne værre,” siger han og henviser blandt andet til, at separatistbevægelser og ekstremistiske grupper fra 1970’erne og frem til begyndelsen af 1990’erne rystede vesteuropæiske samfund med blodige angreb i blandt andet Nordirland og Spanien.

Samtidig udgør højreekstremistisk terror et voksende problem i Vesten.

”Men globalt set tyder meget på, at islamistisk terrorisme er blevet værre i dag,” siger Bernhard Blumenau og påpeger, at de fleste angreb sker uden for Vesten.

Welt am Sonntags liste viser da også, at langt de fleste dræbte i terrorangreb med 12 eller flere døde er muslimer. Det er især i svage stater og dårligt regerede områder i Afrika og Asien, at islamistisk terror de seneste år er taget til. Samme dag som angrebet i Sri Lanka blev 12 soldater eksempelvis dræbt af formodede jihadister i det uroplagede vestafrikanske land Mali.

”Problemet vil ikke gå væk. Den jihadistiske ’ideologi’ er vidt udbredt og har nået et stort antal lande,” siger Jo Jakobsen, forsker i international sikkerhed og professor ved Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet.

”Denne form for terrorisme – som har et mere eller mindre globalt omfang – trives i ustabilitet og dårlig regeringsførelse; det betyder, at svage stater og især stater i krig fortsat vil være forbundet med mange angreb,” siger han.

En vis stabilisering af situationen i Irak og Syrien har ført til en tilbagegang i antallet af angreb. Men samtidig er jihadisme vokset i nye områder, især i det afrikanske Sahel-bælte, som tæller Mali, Burkina Faso og Niger. Det samme gør sig gældende i Sydøstasien, især Filippinerne.

Og Islamisk Stat er fortsat en global trussel trods begrænsede muligheder, sagde den irakiske premierminister Adel Abdul-Mahdi i går ifølge nyhedsbureauet Reuters, efter at IS-leder Abu Bakr al-Baghdadi i mandags for første gang i fem år viste sig for offentligheden i en video.

”Angreb i Europa er faldet de seneste par år, dels på grund af IS’ tab af territorium og dermed kapacitet til at planlægge store angreb, dels på grund af en øget indsats fra det europæiske politi og efterretningstjenester,” siger Jo Jakobsen.

”Men global jihadisme lever videre og har stadig flere hundredtusinder af tilhængere, selvom ikke alle er dedikeret til at dræbe mennesker. De seneste angreb i Sri Lanka er et vidnesbyrd om dette. Den globale idé om jihadisme påvirker et stort antal grupper, for det meste uden for de vestlige stater, hvoraf mange hovedsagelig har lokale mål, selvom de får deres inspiration og undertiden lærer strategier og taktikker af Islamisk Stat, undertiden af al-Qaeda,” siger han.

De 150.000 dræbte på 18 år svarer til cirka 8300 dræbte om året. Til sammenligning bliver cirka 1,35 millioner mennesker årligt dræbt i trafikken ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO). Terrorister lever af angst og social uro, og der er så meget desto mere grund til at besinde sig på problemets omfang og være varsom med at råbe ”kulturkamp” og ”troskrig”, mener den tyske historiker Herfried Münkler.

”Hvis vi handler i overensstemmelse hermed, er der en god chance for, at terroris-terne vil mislykkes, uanset hvor uanstændige og sofistikerede de måtte være,” skriver han i et essay i Welt am Sonntag.