I udkanten af Lissabon står den 21-årige Pedro i nålestribet skjorte og renser tænder i sidespejlet på en varevogn. Det gør Pedro altid, når han har taget heroin, siger sygeplejerske Joana Pires, der netop har hjulpet ham med at finde den bedste åre til indsprøjtningen. Bag den unge mand sidder en halvt afklædt mand, som er kommet for at få udleveret crack-papir, og som nu er i gang med at vaske sig i et glas vand.
Ingen af de to mænd ser, at en motorcykelbetjent triller langsomt forbi varevognen, der er en mobil klinik fra organisationen Medicos do Mundo.
”Vi har et godt samarbejde med det lokale politi. Faktisk er det sådan, at hvis de ser nogen på gaden rundtomkring i de her kvarterer, så henviser de dem til os,” siger Joana Pires fra sidedøren.
For 20 år siden afkriminaliserede Portugal brugen af narkotika og vedtog en lovgivning, der i store vendinger fokuserer på stofmisbrugere som syge mennesker frem for kriminelle. Det er derfor, at den mobile klinik kan køre rundt i Lissabons gader og hjælpe folk med at få en sikker indsprøjtning.
Narkotikaen medbringer misbrugerne selv, og for at være, hvor de er, holder klinikken her til eftermiddag parkeret lige uden for det narkotika-marked, der ligger bag højhusenes afskallede facader i kvarteret Olaias. I halvanden time kommer flere unge mænd – og en enkelt midaldrende kvinde – forbi varevognen for at hente kanyler, sprøjter, sølvpapir og andet udstyr, inden de målrettet går mod det sociale boligbyggeri.
Klinikkens klienter ligner mere triste skæbner end hårde kriminelle, og 70 procent af dem, der får hjælp, er da også hjemløse, fortæller Adriana Curado, der har arbejdet med stofmisbrugere siden 2002.
Hun er klinikkens psykolog og rådgiver om alt fra mulige behandlingstilbud til, hvordan man kan finde en lejlighed.
”I sidste ende kriminaliserer du fattigdom, når du kriminaliserer stoffer. Det er folket på gaden, der bliver hårdest ramt,” siger hun.
Ved årtusindeskiftet så gadebilledet anderledes ud i Portugals store byer. Det anslås, at mellem 0,5 og 1 procent af befolkningen var afhængig af heroin, og det lille land havde Europas højeste rate af hiv-smittede stofmisbrugere.
Mange portugisere kan fortælle historier om døende junkier i gaden, stofmisbrugere med åbne og ubehandlede sår og hele nabolag med narkotika-markeder.
Uanset socialklasse var stort set alle familier i direkte berøring med de triste effekter af de hårde stoffer, husker den pensionerede fysikprofessor Alexandre Quintanilha.
I slutningen af 1990’erne blev han udnævnt som formand for den kommission, der først analyserede problemerne og senere kom med et forslag til en ny lovgivning. Arbejdet blev gjort lettere af, at den portugisiske befolkning placerede narkotika som landets største udfordring.
”Vi lavede store offentlige møder, hvor vi fyldte biografer og sale med folk, som fortalte historier om familiemedlemmer og venner, de havde mistet til stofferne. Det var meget rørende. Folk ville have os til at gøre noget,” husker Alexandre Quintanilha.
Mens portugiserne var klar til en radikal reform, så var stemningen anderledes i det internationale samfund, fortæller han. Internationale konventioner og frygten for et narkotika-paradis i Europa gjorde det svært at afkriminalisere stoffer.
”Mens vi diskuterede loven og frem til, at den blev vedtaget, var Portugal under enormt pres. Særligt fra USA. Det var en kontroversiel lov, og jeg tror kun, at det kunne lykkes for os, fordi vi er så lille et land. Vi fløj lidt under radaren,” siger Alexandre Quintanilha.
Resultatet af arbejdet blev en lovgivning, der gør det nemmere for misbrugerne at søge hjælp uden frygt for at blive stigmatiseret eller måske endda sendt i fængsel. Det er stadig strafbart at producere, importere og sælge stoffer, men stoffer til eget brug kan kun resultere i en såkaldt administrativ straf.
Sådan en straf vil som regel betyde, at stofmisbrugeren skal mødes med en lille komité bestående af en læge, en advokat og en socialarbejder, som forsøger at identificere de bagvedliggende årsager til narkotikamisbruget. Derfra får personen tilbudt forskellige typer af behandlinger.
”Det kan sammenlignes med, at du ikke bruger sikkerhedssele. Måske bliver du stoppet af en betjent, han giver dig en bøde, og han kan sende dig til en køreprøve. Men du bliver ikke stigmatiseret og får det ikke skrevet på din straffeattest, som forfølger dig resten af livet. Og du kommer ikke i fængsel. Det gør forskellen,” forklarer João Goulão, formanden for det organ, der koordinerer Portugals lovgivning på området, ved et online-seminar arrangeret af den amerikanske tænketank The Brookings Institution.
Resultaterne af lovgivningen har overordnet været positive for Portugal de seneste to årtier.
Kort efter vedtagelsen skete et dramatisk fald i antallet af hiv-smittede blandt stofmisbrugerne, og færre dør i dag på grund af overdoser. Således døde 30 af en overdosis i Portugal i 2016 ifølge Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug. Portugal har næsten dobbelt så mange indbyggere som Danmark, hvor mindst 250 stofmisbruger dør af en overdosis om året.
Der er også færre unge, der tager stoffer, og det er ellers dem, der er i størst fare for at udvikle afhængighed.
Generelt er det dog svært at påvise, hvad der er og ikke er direkte effekter af lovgivningen, og ifølge flere portugisiske eksperter, som Kristeligt Dagblad har talt med, bliver tal og statistikker ofte brugt og vredet til at fremme bestemte politiske synspunkter.
Ifølge João Goulão er det vigtigste da også, at stofmisbrugere ikke længere bliver brændemærket, og at de kan søge hjælp uden frygt for repressalier.
Og så er der kritikerne. For mens Portugal ugentligt byder delegationer af interesserede udenlandske eksperter og politikere på besøg, og landet ofte bliver beskrevet i positive vendinger i udenlandske medier, så mener nogle, at succesen har betydet, at udviklingen er gået i stå siden 2001.
En af dem er Luis Mendão, der har arbejdet med stoffer i Portugal siden midten af 1980’erne, og som også deltog i debatterne op til vedtagelse af lovgivningen i 2001. Som leder af hjælpeorganisationen GAT, der hjælper Portugals marginaliserede grupper, herunder især hiv-smittede, får han ofte besøg af udenlandske delegationer. De hører begejstret om de portugisiske erfaringer, diskuterer med ham og tager så hjem, hvorefter der ikke sker mere, som Luis Mendão siger og trækker på skuldrene. Som undtagelse nævner han selv den norske delegation, der kom forbi for noget tid siden, og den borgerlige regering i Norge har nu lagt op til at indføre en ny narkotika-lovgivning efter portugisisk forbillede.
Han ser gerne, at cannabis bliver lovligt, og at Portugal generelt forsøger at gøre noget, så de udsatte ikke skal købe hårde stoffer på markeder som det i nabolaget Olaias. Netop fordi stoffer er farlige og afhængighedsskabende, er det vigtigt, at de bliver reguleret oppefra og ikke styret af det sorte marked, påpeger han.
Udfordringen for Luis Mendão er, at bevidstheden om stoffer og hiv er helt anderledes i befolkningen end for 20-30 år siden.
”Jeg tror, at ændringerne skal komme fra byerne eller måske det internationale samfund. Når stofferne ikke længere berører store dele af befolkningen direkte, er det svært for de nationale politikere at lave store strategiske ændringer,” siger Luis Mendão.