Hvert år forsøger tusindvis af indvandrere at slippe ind på en af de færger, der forbinder den franske by Calais med Dover på den britiske side af Den Engelske Kanal. For især engelsksprogede flygtninge fra både Mellemøsten og Afrika er Storbritannien endemålet for en lang rejse. Men efter at have krydset Middelhavet og det meste af Europa strander mange af dem i Calais eller i en af småbyerne langs kysten.
Nu har Storbritannien og Frankrig indgået en aftale om at forstærke det eksisterende hegn omkring havneområdet, så det bliver vanskeligere for flygtningene at nå frem til færgerne. Omkring 115 millioner kroner, betalt af Storbritannien, vil det koste at bygge et ekstra hegn udstyret med pigtråd over 20 kilometer. De første pæle vil blive rejst i januar, men initiativet kritiseres af hjælpeorganisationer, der forsøger at henlede opmærksomheden på de dramatiske forhold, migranterne lever under.
I et åbent brev til den franske indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, anbefaler lederne af Emmaüs-bevægelsen nu, at FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, opretter en flygtningelejr i Calais. Emmaüs er en organisation, som tager sig af hjemløse. Den blev grundlagt i Frankrig i 1949 af præsten Abbé Pierre.
”Hvis de europæiske lande ikke selv er i stand til at klare situationen, må de bede om hjælp fra UNHCR, som man gør i landene på den sydlige halvkugle. Situationen er dramatisk. Vi har i de seneste måneder sendt konvojer med nødhjælp til Calais flere gange om måneden, men det er ikke nok,” siger lederen af Emmaüs Frankrig, Thierry Kuhn, til det franske dagblad Le Monde.
Sammen med Lampedusa i Italien og den spanske enklave Melilla i Marokko er Calais blevet et symbol på konflikten mellem humanitære hensyn og indvandringskontrol. Flere migranter er omkommet i forsøg på at hægte sig på lastvogne, der kører om bord på færgerne. Alene i Calais lever 2500 mennesker i improviserede slumlejre, såkaldte jungler, som findes langs store dele af den franske nordkyst omkring Calais, fortæller Sylvie Desjonqure, leder af Emmaüs-fællesskabet i byen Dunkerque.
”Vi har i byen to 'jungler' med hver 100 personer. Der er i stigende grad tale om hele familier med børn, der lever i telte eller under træpaller, uden vand og uden el og er henvist til at lave mad på bål. Vi deler tæpper ud, men med det klima, vi har her, er tæpper slet ikke nok. Forholdet til lokalbefolkningen er meget anspændt. Calais er i forvejen en af Frankrigs fattigste byer. For nylig satte en caféejer et skilt op med påskriften 'Forbudt for hunde og migranter',” siger hun.
Et modtagecentre for asylsøgere vil blive oprettet i Calais, men flygtningene fortsætter med at strømme til, ikke for at søge asyl i Frankrig, men for at komme til Storbritannien.
”Mange af dem taler sproget og har slægtninge i Storbritannien, hvor de regner med at kunne finde arbejde,” siger Sylvie Desjonqure.
”Den britiske premierminister, David Cameron, bliver nødt til at komme til Calais og fortælle indvandrerne, at de ikke har nogen fremtid i Storbritannien,” har Calais' borgmester Natacha Bouchard tidligere udtalt til britiske medier.
Den britiske regerings svar er i første omgang meddelelsen om forstærkningen af hegnet, som før jul udløste demonstrationer i Calais.
”Siden Berlinmurens fald er der rejst den ene mur efter den anden for at holde indvandrerne ude. De europæiske lande bliver nødt til at samarbejde om en fælles politik i stedet for,” siger Thierry Kuhn fra Emmaüs.