Prøv avisen

En hovedstad og den usynlige kommunisme

Turister, der går rundt i Tjekkiets hovedstad, her er det Karlsbroen til venstre i billedet, skal lede godt og grundigt efter spor fra kommunisttiden. -- Foto: Scanpix.

Med trompeter i hænderne og trommer ved hofterne marcherer et militærorkester i stive grønne uniformer hen over Den Gamle Rådhusplads. Det er tidlig morgen i den tjekkiske hovedstad, og caféer og avisboder åbner, mens flere og flere turister med højlydte guides i spidsen strømmer til pladsen. Vi fisker kameraerne frem og må op på tæerne for at få det helt rigtige billede af paraden.

Mængden kan dog ikke måle sig med den hær af bevæbnede arbejdermilitser, som i 1948 stod samlet på samme sted med ansigtet rettet mod det sandfarvede rokoko-palæ på den modsatte side af rådhuset.

Fra palæets balkon tordnede den kommunistiske regeringschef Klement Gottwald frem om, at socialdemokraterne og de borgerlige, som havde dannet regering med kommunisterne efter krigen, var i færd med at lave kontrarevolution.

Forud for talen havde socialdemokraterne og de borgerlige krævet et nyt valg i den tro, at kommunisterne ville miste stemmer. De var nemlig foruroligede over, at kommunisterne sad tungere og tungere på den politiske magt.

Tjekkoslovakiets præsident, Edward Benes, var i syv sind efter talen. Udskrev han et nyt valg, ville der opstå borgerkrig.

Det endte med et kommunistisk statskup uden blods-udgydelse. Men siden kom Klement Gottwald til at stå i spidsen for en række blodige skueprocesser.

Leder man efter spor fra den berømte eller berygtede tale, kommer man dog til at lede længe. Den mindeplade, som tidligere hang på palæet, blev nemlig fjernet efter Berlinmurens fald i 1989.

-- Det er en begivenhed, tjekkerne ikke længere er så stolte af, bemærker vores guide, historielektor Otto Rühl, som besøgte Prag før Murens fald og ved, hvor de gamle fortællinger gemmer sig.

-- Mange nulevende tjekkere støttede kommunisterne og var involveret i det kommunistiske styre. Mange af dem sidder stadig i toppen, og der er derfor ikke interesse for at tale om den tid, siger han.

Vi manøvrerer os gennem smalle smøger tætpakket med turister, stativer med skrigende postkort og tjekkere, som falbyder alskens tryksager, og ender ved en stor bygning på en mennesketom gade. Frem til Murens fald kunne man her besøge Klement Gottwald Museet og se billeder af den tjekkoslovakiske leder i broderlig omfavnelse med forbilledet fra Sovjet Josef Stalin.

Selvom heltedyrkelsen af Stalin svandt i løbet af 1950'erne, var Sovjet stadig det store forbillede, også selvom det satte en klods om benet på Tjekkoslovakiets udvikling.

-- I Sovjet brugte man stadig kuglerammer, mens tjekkoslovakkerne var langt fremme i industrialiseringen og brugte regnemaskiner. Men hvis det var godt nok for russerne, var det også godt nok for tjekkerne, mente man, og derfor blev de tjekkoslovakiske studerende og økonomer udstyret med kuglerammer, fortæller Otto Rühl.

Kuglerammer og Stalinbilleder finder vi i Det Kommunistiske Museum, som ligger indeklemt mellem et kasino og et teater på byens travleste gågade. Et billede af en russisk babuska-dukke med onde øjne og hugtænder byder velkommen, og indenfor kan man købe sovjetiske plakater med spydige kommentarer på engelsk om den armod, tjekkerne oplevede under kommunismen.

For enden af udstillingen brydes den dæmpede snak fra de besøgende af sørgmodig tjekkisk folkemusik. Tonerne kommer fra en videofilm, som dokumenterer, at de anti-kommunistiske demonstrationer og folkets sammenstød med politiet ikke var et sjældent fænomen op gennem 1970'erne og 1980'erne. En af de vigtigste anledninger til folkelig opstand inden Sovjets kollaps var mindedagen for den tjekkiske student Jan Palachs død i 1969. Året før hans død blev censuren ophævet under den reformvenlige partileder Alexander Dubcek, som ville skabe en mere menneskelig socialisme.

Men Sovjet ønskede stramninger og invaderede Tjekkoslovakiet.

Og som reaktion på invasionen og de tjekkoslovakiske lederes eftergivenhed over for besættelsesmagten hældte Jan Palach benzin ud over sig selv og satte ild til midt på den centrale Wenzelsplads. Hans død blev en af landets vigtigste protestmanifestationer før Murens fald. I dag kan man finde en mindeplade gemt mellem buske og blomsterbede midt på pladsen som et sidste levn fra en tilsyneladende glemt tid.

I stedet har spanske turister travlt med at slikke forårssol på fortovscafeerne, mens børnefamilier og velklædte unge mennesker myldrer under lindetræerne langs den lange plads.

Men det er mindre end 20 år siden, at tjekkiske studerende fór paniske omkring på den samme plads med blødende næser og brækkede knogler efter politiets brutale opløsning af en fredelig demonstration mod det kommunistiske styre.

Det var i november 1989 og blev kulminationen på den folkelige modstand. I den efterfølgende måned samledes flere hundredtusinde tjekkere på Wenzelspladsen for at lytte til taler af kirkelige overhoveder, anti-kommunistiske politikere og optræden af populære tjekkiske sangere.

Derfra var der ikke langt til, at lederne af det tjekkoslovakiske kommunistparti trak sig, og magten siden blev overtaget af den demokratiske opposition.

Der vil dog gå mange år, før det tjekkiske folk er klar til at se historiens kendsgerninger i øjnene, mener Otto Rühl.

-- Den generation, som ikke var involveret i kommunismen, vil begynde at spørge, men i dag kan mange af lærerne på uddannelsesstederne stadig være de samme som dengang, så der kan gå meget længe, siger han og henviser til, hvor sent man i Danmark erkendte den store tilslutning til nazisternes kampe under Anden Verdenskrig.

-- I Danmark var det først i 90'erne, at der for alvor kom opmærksomhed på, hvor mange danskere, der kæmpede som frivillige på østfronten, siger han, inden vi igen slutter os til mængden af tjekkere og turister, som tydeligvis er mere interesserede i Prags mørke øl og middelalderkirker end fyrre år med lukkede grænser og blodige skueprocesser.

johansen@kristeligt-dagblad.dk