HAR DEN VIND I sejlene længe nok, vil ateismen udvikle sig fra at være blot kritik af religion til at danne sit eget system som alle livsanskuelser gør det. Det er ved at ske for den ateisme, som de seneste årtier har sat en dagsorden i de akademiske miljøer, især i Storbritannien og USA.
Den er hørt op med kun at handle om ikke at tro på Gud og forkynder nu moralske regelsæt for, hvordan man bør opføre sig som sekulær humanist. Den danner humanistiske fællesskaber og tilbyder egne rationelle værdisæt.
Imidlertid er den på det allerseneste også begyndt at vise tegn på, at den allerede er ved at have udtømt sine spinkle arsenaler af positive udsagn. Det dæmrer efterhånden for stedse flere ateister, at moral faktisk har religiøse rødder, hvordan man end vender og drejer det.
Denne konstatering fremsætter den britiske teolog og forfatter Theo Hobson i en artikel i The Spectator under titlen Gud vender tilbage: ateismens troskrise.
Kristeligt Dagblad bragte et større interview med Theo Hobson den 2. maj sidste år.
LÆS OGSÅ: Flinke ateister: Den rå neo-ateisme er gået af mode
Nutidens ateister har hidtil ikke villet medgive, at moralen har religiøse rødder. Ateismens godfather Friedrich Nietzsche var for 130 år siden overhovedet ikke i tvivl herom, og han havde hæderligheden til at indrømme det. Han drog så den dramatiske konsekvens, at man af netop denne grund måtte skrotte ikke kun religionen, men også al moral. Deraf det radikale ved Nietzsche. Modigt så han intetheden i øjnene idet han dog pegede på en ny etos til erstatning af den kristne, nemlig en hedensk dyrkelse af den ubarmhjertige vilje til magt.
SÅDAN EN ÆRLIGHED leder man for-gæves efter i nutidens bløde velfærds-ateisme, påpeger Theo Hobson. Den viger ængsteligt tilbage fra gudløshedens konsekvenser og vælger at reparere på tomheden ved en biologisk idé om, at vi fra naturens hånd er udstyret med smuk moral.
Faktisk kommer evnen til at skelne mellem godt og ondt først rigtig frem, når religiøse forestillinger skrælles af, mener moderne neoateisme. Hobson skriver ironisk om dens menneskebillede, hvor etisk skelneevne bare bobler op, den er instinktiv, ikke indlært som del af en kulturel tradition.
Biologen Richard Dawkins, neoateismens lokale geni, mener således at kunne forklare moralens opkomst med darwinismen. Den anser moralen som en praktisk egenskab, der opstod, for at der kunne drages omsorg for vore gener. Dem ønsker naturen nemlig transporteret videre frem gennem generationerne.
Men i sidste ende indrømmer Dawkins, at der ikke kan siges noget sikkert om moralens fundering i evolutionen. Han slår bare om sig med sin ekspertise frem for seriøst at bringe den i anvendelse på emnet, skriver Hobson.
Den slags er kun biologiske spekulationer, der ikke tør se tingene i øjnene, som de gamle ateister gjorde. Men disse forsøg på lappeløsninger blotlægger i det mindste et problem, som skærper opmærksomheden hos de fornuftige blandt de sekulære. Terry Eagleton er den nok mest fremtrædende venstreorienterede akademiker i Storbritannien, og han føler sig provokeret af de klodsede darwinistiske begrundelser af menneskets moralske kompas. I sin nyeste bog, Fornuft, tro og revolution: reflektioner over debatten om Gud, slår Eagleton fast, at den nøgterne rationalisme, han bekender sig til, oplagt har sine historiske rødder i protestantismen og dens kampagner mod overtro og magi. Og han medgiver at hans egen socialisme faktisk er en form for tro og endda af en type, som er vokset ud af en jødisk-kristen tradition.
LÆS OGSÅ: Hvor rationel er ateismen egentlig?
DEN BIOLOGISKE forklaringsmodel på etik og moral sætter selvsagt også tanker i gang hos forfattere i den kristne lejr. Hobson nævner flere eksempler, heriblandt den amerikanske forfatter Marilynne Robinson, der for nylig bemærkede om Den Amerikanske Uafhængighederklærings åndelige rødder: Skulle det være selvindlysende, at alle er skabt lige? De er det kun inden for en religiøs forståelsesramme.
Ufrivilligt fremprovokerer ateisterne altså gode overvejelser over religionens vitale rolle i værdiernes historie, siger Hobson. Og det ikke kun i fortiden, dengang for eksempel Jefferson skrev Den Amerikanske Uafhængighedserklæring, men stadigvæk:
Den amerikanske borgerrettighedsbevægelse er et levende eksempel. Sidste år svømmede de progressive medier hen over Martin Luther Kings berømte tale, som man fejrede 50-året for. Samtidig ignorerede de komplet, hvor direkte religiøs den er, bemærker Hobson.
Han er imidlertid overbevist om, at stadig flere nu får øjnene op for den dimension. Ja, Hobson betragter nærmest neoateismen som en gavnlig feberkrise.
Anders Raahauge er kulturjournalist