Valgkampen er blevet mere europæisk

Gældskrisen har skabt større debat om det europæiske projekt end ved tidligere valg. Men krisen har især skærpet polariseringen mellem tilhængere og EU-skeptikere, og det demokratiske underskud er endnu ikke overvundet, mener Sara Hagemann, politisk forsker ved London School of Economics

Lead European election candidate for the Spanish Socialist Party, Elena Valenciano, waves to supporters during an event marking the launch of the French Socialist Party (PS) campaign for the upcoming European parliament elections, on April 17, 2014, in Paris. The European elections will be taking place on May 22 and 25.  AFP PHOTO / JACQUES DEMARTHON
Lead European election candidate for the Spanish Socialist Party, Elena Valenciano, waves to supporters during an event marking the launch of the French Socialist Party (PS) campaign for the upcoming European parliament elections, on April 17, 2014, in Paris. The European elections will be taking place on May 22 and 25. AFP PHOTO / JACQUES DEMARTHON. Foto: Jacque Demarthon/AFP/.

Det europæiske demokrati rører på sig. Sådan kunne man resumere de foreløbige erfaringer fra valgkampen frem mod valget til Europa-Parlamentet den 22.-25. maj. Et valg, som de europæiske institutioner måske lidt overmodigt promoverer som et historisk vendepunkt, hvor vælgerne for alvor får indflydelse på beslutningsprocessen i EU og derfor stemmer ud fra de europæiske partiprogrammer snarere end nationale problemstillinger.

Så langt er vi næppe, mener Sara Hagemann. Men alligevel er valgkampen i 2014 et skridt i den retning, vurderer den danskfødte politiske forsker ved London School of Economics og leder af VoteWatch, som hun grundlagde sammen den ansete britiske politolog og Europa-ekspert Simon Hix.

Sædvanligvis er et EU-valg en slags nationalt midtvejsvalg, hvor partierne tester deres vælgeropbakning forud for nationale valg, og hvor vælgerne forholdsvis omkostningsløst kan straffe eller belønne partierne på baggrund af rent nationale spørgsmål.

Sådan er det også i nogen grad ved dette valg, for regeringspartierne står til at få smæk, uanset om de er til højre eller centrum-venstre. Men EU-spørgsmål fylder mere i debatten, og vælgerne viser større interesse for EU end ved tidligere valg til Europa-Parlamentet. Det er en positiv udvikling. EU og Europa er på dagsordenen i den nationale valgkamp, ganske vist i varierende grad i de enkelte lande. I Holland er det for eksempel tydeligt i gadebilledet, at der er valg, og at partierne har taget stilling til, hvad det er for et EU-projekt, man argumenterer for. EU er for alvor blevet italesat som valgtema for første gang i en europæisk valgkamp, siger Sara Hagemann.

Men samtidig finder denne udvikling sted på baggrund af en meget kompliceret økonomisk situation i Europa.

Det er den økonomiske krise, som har sat EU på dagsordenen i den offentlige debat. En del af befolkningerne i Europa synes pludselig, at EU står for arbejdsløshed og krise i stedet for et løfte om velstand og økonomisk fremgang. Men det betyder også, at valget i stigende grad er relateret til, hvor partierne står i eurodebatten. Grækerne, som har været udsat for en barsk sparepolitik, skælder ud på tyskerne, der opleves som strammerne i kravet om fortsat budgetdisciplin. Omvendt er der i Nordeuropa reaktioner i forhold til Sydeuropa, der har fået økonomisk støtte og opleves som mindre ansvarlige. Det er alt sammen med til at sætte Europa i centrum af valgkampen snarere end rent nationale dagsordener, påpeger Sara Hagemann.

Betyder det, at valgkampen i stigende grad vil blive en traditionel, ideologisk valgkamp med en højre-venstre-kløft ligesom ved nationale valg? I nogen grad ja, svarer Sara Hagemann. Men også kun i nogen grad.

Man kan spore en ansats til en ideologisk debat om, hvilket Europa vi vil have. Gældskrisen og den høje ledighed er blevet emner, der rører befolkningerne på tværs af grænserne, og disse problematikker spiller ind i en traditionel højre-venstre-kløft. Vi har allerede set, hvordan Frankrig, omend uden det store held, har forsøgt at repræsentere et alternativ til den tyske linje om streng budgetdisciplin, der også forsvares af Den Europæiske Centralbank. Det afspejler i nogen grad en traditionel højre-venstre-kløft mellem udbuds- og efterspørgselsdrevne politikker. Det afspejler sig også i de europæiske partiers fælles valgprogrammer og partimanifester, som i højere grad end tidligere bærer præg af, at der skal være en synlig forskel mellem højre og venstre, pointererer Sara Hagemann.

LÆS OGSÅ: Krisen får os til at tænke europæisk ved EU-valget

Europa-Parlamentets to største partisammenslutninger, det konservative og kristeligt-demokratiske Europæisk Folkeparti, EPP, og Europæisk Socialistparti, EPS, giver begge den ideologiske bold op i meget enkle vendinger.

De socialistiske partier har en fejlagtig tilgang til økonomiske reformer. De tror at udgifter skaber vækst, hedder det hos EPP. Og EPS skriver lige så forenklet, at hver vælger skal vælge mellem vores Europa, fremskridtets Europa, og højrefløjens Europa, hvor vore landes og medborgeres skæbne overlades til markedskræfterne.

Nogle politikområder er særligt genstand for ideologiske skel. Det gælder miljø og landbrug, hvor der hurtigt opstår højre-vestre-skillelinjer på tværs af landene. Og selvom der kan være forskel på, hvilke debatter der optager vælgerne i forskellige lande, er der også spørgsmål, som nu går igen i alle lande. Et eksempel er EUs rolle i indvandring og flygtningepolitik, som er blevet et fælles emne i valgkampen i flere lande, siger Sara Hagemann.

For at det europæiske demokrati for alvor kan leve, forudsætter det et offentligt rum med en fælles debat. De europæiske spidskandidater, der repræsenterer partisammenslutningerne på tværs af landegrænserne og samtidig er partiernes kandidater til posten som kommissionsformand, er et skridt i denne retning. Tv-debatterne mellem spidskandidaterne på tv-kanalen Euronews, der transmitteres på en række nationale kanaler, er en ansats til dette offentlige rum. Og til en europæisering af det politiske spil, hvor nationalitet betyder mindre end politisk observans.

Ganske vist ser vi, at Angela Merkel ikke uden videre vil acceptere Jean-Claude Juncker, selvom han er den konservative kandidat. Men udviklingen er ikke desto mindre markant. Tidligere ville Merkel have foreslået en tysk kandidat til posten som kommissionsformand. Det ville sandsynligvis have været en konservativ kandidat, men nationaliteten ville have været det væsentligste argument. Nu er det partifarven, der er i fokus, siger Sara Hagemann.

Hun forventer ikke, at de europæiske spidskandidater vil få afgørende betydning for valgresultatet, selvom de har ført kampagne for deres partier i langt de fleste medlemslande. Til gengæld har de en betydelig symbolværdi som tegn på Europa-Parlamentets voksende indflydelse på den politiske proces i Europa i kraft af Lissabon-traktaten, som har givet EU-parlamentarikerne magt til at blokere direktivforslag og andre lovgivningsinitativer.

Spidskandidaterne er ikke afgørende for, om folk stemmer eller ej. Men for Parlamentets videre rolle og de videre perspektiver i det europæiske demokrati er det en væsentlige udvikling. Ifølge Lissabon-traktaten skal stats- og regeringscheferne i Det Europæiske Råd tage hensyn til valgresultatet, når de udpeger kommissionsformanden. Og selvom det endelige valg er deres, og de i teorien helt kan ignorere valgresultatet, er det politisk vanskeligt helt at sidde vælgerne overhørig. Omvendt ved regeringslederne også, at hvis de bare følger Europa-Parlamentets indstilling, vil det danne præcedens for udnævnelsen af kommissionsformanden og for, hvor stor indflydelse Parlamentet vil få på EU-Kommissionens arbejde. Det vil regeringscheferne have i baghovedet. De vil formentlig vise en gestus, vise at de lytter til befolkningerne, men uden at binde sig selv på hænder og fødder, mener Sara Hagemann.

Bag denne magtkamp ligger også en strid om den demokratiske model for EU. Det Europæiske Råd og Europa-Parlamentet repræsenterer forskellige svar på, hvor demokratiet skal forankres: i det mellemstatslige samarbejde og den nationale suverænitet eller i et føderalt Europa, hvor de nationale grænser har mindre betydning.

Parlamentet er en demokratisk valgt institution, som faktisk har stor magt i forhold til lovgivningsarbejdet på EU-niveau. Parlamentet ønsker i stigende grad at påvirke dette lovgivningsarbejde og påvirke Kommissionens arbejde. Men vi ser også, at nogle politikområder, som er blevet særligt følsomme på grund af gældskrisen, er blevet hentet tilbage i det mellemstatslige regi. Det gælder finanspolitik, eurozonens samarbejde og bankunionen. Det er spørgsmål, som Rådet varetager helt selv med meget begrænset indflydelse fra Parlamentet, og som er så vigtige, at regeringerne selv vil sætte dagsordenen. Disse sager går direkte til kernen i landenes identitet som stater. Det er selve suveræniteten, der er på spil. Hvor det tidligere blev løst af arbejdsgrupper eller af de faste ambassadører, vil regeringerne nu selv have hånd i hanke.

Men endemålet kan sagtens blive øget føderalisme og øget integration alligevel. Vi ser netop skridt henimod øget integration i vigtige finansspørgsmål. Hvordan det præcist vil blive udmøntet, kan man endnu ikke sige. Men integrationsprocessen er ikke stoppet. Der er kræfter som gerne vil skubbe integrationen endnu længere. Men der er også andre, både stater og partier, som ønsker øget statslig kontrol, for eksempel med indvandring, siger Sara Hagemann.

Det forestående valg er derfor også i højere grad end tidligere blevet til et valg for og imod denne voksende integration, som er fulgt i kølvandet på gældskrisen.

De euroskeptiske partier står til at gå markant frem i det nye parlament. For eksempel forventes det nationalistiske britiske parti, UKIP, at få flere stemmer end det liberale parti, og de konservative står til en tredjeplads efter UKIP og Labour. Tendensen er, at det er midterholdningerne og midterpartierne, der bliver udfordret fra yderfløjene. Derfor bliver det også mindre et valg mellem højre og venstre, men snarere mellem midten og yderfløjene. Det har også den konsekvens, at det tvinger de store traditionelle og EU-venlige partier til at insistere mere præcist på, hvad de vil med EU, siger Sara Hagemann.

Er vi på vej ud af demokratiunderskuddet?

Ikke nødvendigvis, svarer den danske politolog.

Der er dem, der mener, at vi ikke har noget demokratiunderskud. Parlamentet er direkte valgt, og i Rådet er det folkevalgte regeringer, der træffer beslutningerne. Det andet synspunkt er, at europæisk politik er for langt fra den daglige debat, og at borgerne ikke kan følge med i, hvad der foregår og ikke kan påvirke beslutningerne. Hvis vi får en lav valgdeltagelse som de foregående år, må vi konstatere, at vi stadig har e demokratisk underskud.