Da Alam Begum mødte sin fremtidige kone, var det som taget ud af en bengalsk kærlighedsroman. Han var på vej hjem en tidlig aften efter at have arbejdet i marken hele dagen i det sydlige Bangladesh. Og da han passerede et af husene i landsbyen, stod hun der. De fik øjenkontakt. Blikkene mødtes længe nok til, at Alam vidste, at det var Beauty, han ville have. I et land, hvor kærlighedsægteskaber hører til sjældenheder, og hvor giftermål er noget, der bliver arrangeret af familien, måtte han gå via Beautys familie for at sikre sig hendes hånd. Familien sagde ja.
Efter de var blevet gift, var de lykkelige og forelskede, husker Alam. De fik hurtigt første og andet barn. To døtre, de kaldte Farzana og Afsana. Det var svært for familien at klare sig i landsbyen, så de besluttede sig for, præcis som tusinder af andre bangla-deshere fra landet, at prøve lykken i hovedstaden, Dhaka. Her fik de deres tredje barn, en søn ved navn Abdullah. Beauty og Alam drømte stort på deres børns vegne. Pigerne skulle have lov til at gøre så meget skolegang færdig som muligt, før de skulle giftes, og Abdullah skulle have en rigtig uddannelse. Han kunne måske endda blive ingeniør, tænkte Alam. Hans børn skulle have alle de muligheder, han ikke selv havde haft.
Hvis Alam og Beautys børn skulle gå i skole, og mindst ét af dem have en uddannelse, betød det, at der måtte flere penge ind i husholdningen. Alams indtægt ved at køre varer ud og tage forskellige andre småjobs, der bød sig, kunne forsørge familien, men kun lige akkurat.
I Bangladesh er mere end 4,2 millioner mennesker ansat i tekstilindustrien. Siden 1980erne er den del af tekstilindustrien i Bangladesh, der producerer tøj til firmaer i Vesten, eksploderet. På blot et par årtier er Bangladesh blevet verdens næststørste eksportør af tøj til vestlige butikker, kun overgået af Kina. Og i takt med at omkostningerne til løn stiger i Kina, flytter flere og flere internationale mærker deres produktion til Bangladesh. Her er arbejdskraften billig i tekstilproduktionen, fordi den hovedsageligt består af u-uddannede kvinder fra landdistrikterne. Kvinder som Beauty.
LÆS OGSÅ: Globale tøjfirmaer tager ansvar i Bangladesh
I 2012 fik Beauty arbejde på en tekstilfabrik, der lå i en ni etager høj bygning i bydelen Savar, nord for Bangladeshs hovedstad, Dhaka. Fordelt på de ni etager var fem tekstilfabrikker, der alle producerede tøj til kunder i Europa og USA. Beauty og de andre arbejdere gik hver morgen i snorlige, farverige rækker gennem gaderne i det omkringliggende kvarter, hvor de alle boede med deres familier. De fleste af kvinderne var iklædt shalwar kameez. En klædedragt, der består af bukser, en lang skjorte og et tørklæde, der er svøbt løst omkring hovedet og håret. På fabrikken var det noget helt andet tøj, de syede. Beauty og de andre kvinder syede blandt andet farverige hotpants til at sælge til britiske teenagere i Primarks butikker i England, børnetøj til Wallmarts butikker i USA og herreskjorter til danske Tøjeksperten. Og der var nok at lave. Ordrerne fra kæderne i Vesten strømmede ind, og selvom kvinderne ifølge loven kun måtte arbejde otte timer om dagen, arbejdede de for det meste meget mere og fik sjældent nogen overtidsbetaling. Men de havde et job, og med det håbet om at kunne løfte sig selv og deres børn ud af fattigdommen.
I et år gik alt godt for familien. På en måned tjente Alam hvad der svarer til 1000-1200 danske kroner. Det beløb var nok til at betale alt det nødvendige til familien; husleje, mad, afdrag på lån, tøj og andre udgifter. Det var de cirka 250 kroner om måneden, Beauty tjente på at sy tøj på fabrikken i Rana Plaza, der gjorde, at familiens levestandard blev forbedret markant. De havde råd til bedre mad, skolegang til alle tre børn, og skuret med bliktaget blev byttet ud med en rigtig lejlighed i en tre-etagers bygning i Savar tæt på Beatuys arbejdsplads.
Den 23. april 2013 blev der fundet store sprækker i murværket på Rana Plaza. Myndighederne besluttede sig at beordre Beauty og de andre arbejdere hjem, da de anså bygningen for at være farlig at befinde sig i. Allerede samme aften fik arbejderne besked om, at de skulle vende tilbage til arbejdet næste morgen, bygningen var alligevel sikker nok, havde nogen konstateret.
Præcis som alle andre morgener bevægede lange kolonner af kvinder sig af sted gennem små støvede gyder for at gå på arbejde. Klokken var omkring 7.45. Et kvarter senere var de alle sammen være på plads ved symaskinerne.
Noget var alligevel anderledes om morgenen den 24. april. Beauty vrissede ad Alam, mens han gjorde børnene klar til at skulle i skole, og hun tilberedte deres morgenmad. Hun kritiserede ham for, at hans indkomst var for lav, og at han havde lovet at finde et job, der gav flere penge, så familien kunne klare sig bedre. Alam undrede sig over Beautys humør, og da han spurgte hende om, hvad der var galt, undskyldte hun sin opførsel. Kort efter var både hun og børnene ude af døren, og Alam var selv på vej på arbejde.
Lidt i ni befandt Alam sig i kort afstand fra Rana Plaza, og pludselig så han en mand, der var dækket af et tykt lag gråt støv komme løbende. Manden råbte, at Rana Plaza var styrtet sammen, og at der var brug for hjælp. Sammen med en gruppe af andre mænd løb Alam mod Rana Plaza, der var et stort kaos. Den ni etager høje bygning, der lå mellem to andre etagebyggerier, var kollapset næsten totalt. Det eneste, Alam kunne fokusere på, var at finde sin kone, men alt var et stort kaos af døde kroppe, levende, der var stærkt forkomne, og ingen kunne se, hvem der var hvem.
Alam og de andre mænd begyndte at bjærge både døde og overlevende ud af den sammenstyrtede bygning, men ingen af dem var Beauty. Alam husker, at han på et tidspunkt blev så desperat for at finde sin kone, at de andre mænd trak ham væk fra bygningen, fordi de mente, at han var ved at blive sindssyg og var til fare for sig selv og de andre.
I dagene efter sammenstyrtningen søgte Alam videre; i murbrokkerne, på hospitaler, klinikker og andre steder, men der var intet spor af Beauty.
LÆS OGSÅ: Ofrene for tøjfabrikkens kollaps kæmper stadig
Rana Plaza kom straks øverst på den internationale nyhedsdagsorden. Hvem havde ansvaret for ulykken? Var det ejeren af Rana Plaza? Var det Wallmart, Benetton, Mango, Primark og andre mærker og kæder? Var det ineffektive og korrupte bangladeshiske myndigheder? Var det regeringen? Eller lå ansvaret hos forbrugerne i Danmark og andre lande, der forlangte stadigt billigere tøj? Ingen var i stand til at svare på de spørgsmål, men det stod klart, at ingen var interesseret i en forbrugerboykot af bangladeshisk produceret tøj mindst af alt arbejderne, hvis fremtid afhang af, at produktionen af sweatere, hotpants og jeans til for eksempel H&M forblev i Bangladesh. Den svenske tøjkæde får omkring 80 procent af deres tøj produceret i Bangladesh.
En uge efter sammenstyrtningen var alt igen normalt. I Savar gik folk igen på arbejde. Der var ikke længere politiske demonstrationer i hverken Bangladesh eller foran Primarks butikker i England. De vestlige firmaer, der havde haft produktion i Rana Plaza, planlagde at gå sammen om at få forbedret arbejdsvilkårene i Bangladesh, men under alle omstændigheder var alle enige om, at det var uden for deres kontrol at forhindre et nyt kollaps i at ske. At det ikke var de vestlige firmaers ansvar at tjekke bygningers sikkerhed, men de bangladeshiske myndigheders ansvar.
Det er et år siden, Rana Plaza styrtede sammen. Når Alam og hans tre børn går i seng om aftenen, ligger de alle fire i samme seng på et tykt rødt tæppe. Alam ligger og lytter til, at børnenes åndedræt bliver tungt og roligt, og at de til sidst er faldet i søvn. Selv har han svært ved at falde til ro. Han tænker på Beauty. Kvinden, som var hans allernærmeste, hans elskede, og som han delte alt med.
Når hans tanker er sortest, tænker han på, at det er hans skyld, at børnene ikke længere har nogen mor. Hvis han havde tjent flere penge, havde Beauty aldrig behøvet at arbejde, og så havde hun stadig været i live. Beautys lig er aldrig blevet identificeret, og bliver det formentlig heller ikke. I de kaotiske døgn efter sammenstyrtningen begravede myndighederne hundredvis af døde, før de var blevet identificeret. Præcis som de fleste andre pårørende har Alam ikke fået udbetalt nogen økonomisk kompensation efter hans kones død, og fordi hun aldrig er blevet identificeret, er det usikkert, om en kompensation nogensinde bliver udbetalt til ham.
Alam er ikke grådig, siger han. Han ønsker ikke at blive en rig mand, fordi hans kone er død. Men hans håb er, at han, hvis han nogensinde får udbetalt en økonomisk erstatning, kan fuldføre den plan, han og Beauty lagde for år tilbage. At Farzana og Af-sana kan fortsætte i skole, og at lille Abdullah en dag skal læse i udlandet og blive ingeniør.