Irak-krigens glemte ofre

I mere end 10 år er irakerne flygtet fra krig, død og kaos i hjemlandet. Netop nu flygter de igen fra eskalerende vold, men i nabolandet Jordan svinder hjælpen ind på grund af massive flygtningestrømme fra Syrien

Iraqi refugee children read in their room  Many Iraqi refugees have settled in Amman, Jordan because of the ongoing violence in their own country
Iraqi refugee children read in their room Many Iraqi refugees have settled in Amman, Jordan because of the ongoing violence in their own country. Foto: Ton Koene/AGE/.

I en smal opgang i et fattigt kvarter af Amman, hovedstaden i Jordan, halter Zaid op ad en trappe.

Hans ene ben er stift. Han har været i Amman siden juli sidste år. Da han når op i sin slidte lejlighed med tæpper på gulvet, sætter han sig med besvær. Han trækker et stykke papir ud fra en lille stak. Papiret viser en håndfuld billeder af hans krop. Den krop, som man ikke behøver et stykke papir for at se ikke er, som den skal være.

Hans højre hånd har fire fingerstumper. Underarmens hud er krøllet på grund af et net af ar. Og så er der det højre ben. Et dybt ar skærer sig fra toppen af hans kraftige lår til under knæet. Det skete en solbeskinnet novemberdag i Bagdad, Iraks hovedstad, i 2005.

Zaid var på vej gennem et af byens mange sønderbombede kvarterer. Amerikanske soldater kæmpede med irakiske militser om kontrollen over området, men Zaid ville besøge sin ven, som netop var blevet far. Pludselig brød skudsalver løs, og han smed sig på jorden. Kort derfra råbte en mand om hjælp til sin livløse kone. Zaid løb derhen for at hjælpe manden med at få sin kone op, og så eksploderede granaten. Det næste, Zaid husker, er, at han vågnede i en hospitalsseng.

LÆS OGSÅ: Irakerne går til valg midt i voldsbølge

Den 33-årige Zaids historie er lang, grusom og ufattelig. Siden den amerikanskledede invasion af Irak i 2003 har han mistet sin lillebror, sin svoger og sin svigerfar. Alle myrdet af militser, blandt andet af den frygtede, shiitiske Muqtada al-Sadr-milits. Selvsamme milits som for et år siden uddelte løbesedler i det Bagdad-kvarter, hvor Zaid levede. Han er sunnimuslim, og løbesedlerne havde en klar besked til kvarterets sunnimuslimske mænd. Zaid fisker løbesedlen ud fra stakken af papirer.

Forlad området med din familie. Prøv ikke på at flytte rundt i området. Forlad det for altid. Forlad det i skam inden for 48 timer. Vi kender alle i din familie, står der.

Derfor lever Zaid nu i Amman med sin kone og parrets fire børn.

Jeg prøvede at blive boende i Irak efter truslen, som var den sidste af mange. Men min kone sagde: Jeg har mistet min far og min bror. Jeg kan ikke acceptere også at miste dig.

Men hvorfor flygtede han ikke fra sit krigshærgede hjemland noget før? Zaid svarer med et spørgsmål, mens han holder øjenkontakten.

Danmark er dit hjemland, ikke? Ville du bare forlade det?.

Zaid er en blandt tusinder af nye irakiske flygtninge i Jordan. 2013 var med omkring 9000 dræbte irakere det blodigste år siden 2008, og den britiske organisation Iraq Body Count forventer, at i år bliver værre.

De seneste måneder har bilbombe- og selvmordsangreb dræbt hundredvis af irakere, og som følge af volden registrerede FNs flygtningehøjkommissariat, UNHCR, allerede i december mere end 1300 irakere, som flygtede til Jordan. I hele 2012 var tallet 4200. UNHCR vurderer, at flygtningetallet vil stige yderligere, og fra hjælpeorganisationen Care Jordan, som har den mest omfattende indsats over for irakiske flygtninge, siger direktør Salam Kanaan:

De irakiske flygtninge er blevet glemt på grund af det massive antal syriske flygtninge, som krydser grænsen til Jordan. Tidligere kunne irakerne få gratis hospitalshjælp, men det er skåret væk nu. Fokus er ganske enkelt skiftet fra irakiske flygtninge til syriske flygtninge.

Det anslås, at omkring 30.000 irakere i øjeblikket lever som flygtninge i Jordan, mens flere hundredtusinde irakere lever permanent i landet, særligt i Ammans Al Rabiah-bydel. Bydelen er et velhaverkvarter for mange af de økonomisk velpolstrede irakere, som kørte over grænsen til Jordan, da bomberne begyndte at falde over Bagdad og Irak fra 2003. På et poleret kontor hos Iraqi Airways i Al-Rabiah sammenfatter direktør Aida Alqudsi irakernes tilstedeværelse i Jordan:

Irakerne er enten fattige eller rige. De, der bor her i Al-Rabiah, har mange penge.

Zaid er ikke en af de velhavende irakere. I hvert fald ikke længere. I Irak var han tømrer og møbelsnedker og ejede sit eget hus. Med til Jordan havde han sin kone og børn, lidt tøj, og hvad der svarer til 8000 danske kroner. Han håber at få opholdstilladelse i Jordan, for han ryster på hovedet og smiler ad muligheden for at vende tilbage til Irak.

Jeg vil tilbage, hvis situationen bliver bedre men det gør den ikke. Siden jeg blev ramt af granaten i 2005, har jeg hele tiden troet på, at det ville blive bedre i Irak, men jeg tror ikke på det længere. Civile i fredelige demonstrationer bliver dræbt af hæren, og efterhånden håber irakerne bare på at være i live én dag mere.

Ikke langt fra Zaids lejlighed deler den 60-årige Abdel Hassan skepsissen. Han kom til Amman fra den irakiske by Basra for et år siden. Hans 14-årige datter fremviser et langt ar på underarmen. Muqtada al-Sadr-militsen skamferede hende, da Abdel Hassan ikke ville forlade sin guldsmedebutik frivilligt.

Det er ligegyldigt, om jeg ønsker at tage tilbage eller ej. Jeg kan ikke, for vi ville blive dræbt. Under Saddam (Hussein, Iraks tidligere diktator, red.) var der i det mindste sikkerhed, men nu vil militserne og grupperne fortsætte med at bekæmpe hinanden, siger han.

Imens flygter irakerne i skyggen af flygtningestrømmene fra Syrien. Men allerede inden krigen i Syrien var irakerne på vej i den internationale glemmebog, mener Musa Shteiwi, leder af Center for Strategic Studies ved University of Jordan.

Da USA begyndte at trække sig ud af Irak, forsvandt interessen. Den seneste tid er situationen i Irak gået fra slem til værre, myrderierne eskalerer, men ingen gør noget ved det. Og tilgiv mig for at være kynisk, men irakernes liv er den mindste bekymring for både internationale og regionale aktører. Det handler om politiske interesserer og sikkerhedsspørgsmål frem for om irakiske liv.

Zaid er et opdigtet navn. Af frygt for at militser i Irak skal skade hans familie i hjemlandet eller ham selv ønsker han ikke at stå frem med navn eller ansigt. Redaktionen kender hans identitet.