Stuepige: Hitler havde en sød tand

89-årig står frem og fortæller om jobbet som stuepige hos nazilederen

- -Illustration til RB historie 281530- - A contemporary postcard shows Adolf HItler on the terrace of his house on the Obersalzberg in Austria next to a blonde girl, who eats cherries. The caption reads: "The Content Girl". Date unknown. Photo: Berliner Verlag/Archiv
- -Illustration til RB historie 281530- - A contemporary postcard shows Adolf HItler on the terrace of his house on the Obersalzberg in Austria next to a blonde girl, who eats cherries. The caption reads: "The Content Girl". Date unknown. Photo: Berliner Verlag/Archiv. Foto: Berliner Verlag/Archiv/ Denmark.

Adolf Hitler, Nazitysklands diktator fra 1933 til 1945, førte verden ud i en krig med millioner af dødsofre og lemlæstede mennesker. Han var ansvarlig for forbrydelserne i koncentrationslejrene.

Men under vanviddet havde han svagheder som andre. Han kunne lide at sove længe, og det skete, at hans trang til søde og måske forbudte sager tog overhånd.

Så måtte han ud i køkkenet for at finde lidt trøst.

Det fortæller i hvert fald den nu 89-årige Elisabeth Kalhammer i et interview med den østrigske avis Salzburger Nachrichten.

Hun har været tavs i årtier om begivenhederne i sin ungdom. Om da hun havde sit ungpigenavn, Marchtrenkerin, og da hun i 1943 svarede på en jobannonce om et stuepigejob. Hun fik jobbet. Ifølge hendes egne oplysninger var det først da, at det gik op for hende, at hun skulle være stuepige hos Tysklands diktator, Adolf Hitler, på Berghof, Hitlers store ejendom i Obersalzberg i Bayern.

Her blev hun en af 22 stuepiger, der passede Berghof, mens Hitler førte krig.

Vi måtte tænke, men vi måtte ikke sige noget, husker hun.

På Berghof vaskede hun tøj og gjorde rent, men hun begyndte også at lære noget om Hitlers døgnrytme og arbejde. Der blev spist sent om aftenen og arbejdet til ud på morgenen. Hitler var sjældent ude af sengen før klokken 14.

Elisabeth Kalhammer fortæller også til avisen, at hendes familie dengang ikke havde meget at spise. Det var lige omvendt med hende. Hun fik god mad på Berghof og endda æblejuice, og hun mener selv, at det skyldtes Eva Braun, Hitlers kæreste, som han først giftede sig med kort før parrets selvmord i det sønderbombede Berlin i 1945.

Eva Braun var ifølge Elisabeth en elegant kvinde, der gik i den nyeste mode.

Diktator-kæresten havde ansvaret for, at huset fungerede. Mens Hitler blev hilst med Heil Hitler, blev hun hilst med Heil gnädiges Fräulein.

Heldigvis hilste jeg aldrig på Hitler og blev aldrig nødt til at tale med ham, fortæller Elisabeth Kalhammer.

Faktisk havde hun og de andre stuepiger også forbud mod at se på ham, iagttage diktatoren.

Men stuepigerne havde ikke forbud mod at sladre. Elisabeth Kalhammer kan bekræfte, at Hitler havde specielle spisevaner. Han holdt sig til en streng diæt, og han var ikke særlig munter, når det kom til drikkelse. Han drak mest lunkent vand.

Men så var det, at han engang imellem sent om aftenen eller om natten lige kom forbi køkkenet og skulle have noget, der ikke stod i diæten.

Derfor skulle personalet altid have Führerkuchen klar, nemlig en særlig sød æblekage med nødder og rosiner.