Prøv avisen

Britisk protestparti buldrer frem

UK Independence Party (UKIP) leader Nigel Farage listens to a question as he addresses a press conference at Portsmouth's Guildhall in southern England on April 28, 2014. Farage visited Portsmouth on a campaign tour ahead of the European elections in May. AFP PHOTO / ADRIAN DENNIS Foto: Adrian Dennis/AFP/.

Uafhængighedspartiet UKIP står til at blive det største parti ved valget til Europa-Parlamentet næste måned

De etablerede partier står til en gevaldig vælgerlussing, når briterne den 22. maj skal stemme til Europa-Parlamentet. Seneste meningsmåling viser, at uafhængighedspartiet UKIP, som vil have Storbritannien ud af EU, står til at blive det største parti med 31 procent af stemmerne. Dermed har de overhalet Labour, som står til 28 procent, mens De Konservative er helt nede på 19 procent.

Det vil i givet fald være første gang siden Anden Verdenskrig, at det ikke er enten Labour eller De Konservative, der er det største parti.

Ved det seneste valg i 2009 var De Konservative størst med 27,7 procent af stemmerne. UKIP blev nummer to med 16,5 procent af stemmerne, mens Labour under en upopulær Gordon Brown blot fik 15,7 procent af stemmerne.

LÆS OGSÅ: Protest mod bogforbud til indsatte

Men hvor det længe har været kendt, at UKIP under den karismatiske bulderbasse Nigel Farage hentede stemmer fra EU-skeptiske konservative, når han og partiet nu endnu længere ud.

Valgkampen føres med store kampagner, som fortæller, hvordan immigranter fra særligt Østeuropa tager jobs fra hårdtarbejdende briter. Og end ikke det pinlige faktum, at manden med selvlysende vest og sikkerhedshjelm på plakaten viser sig at være en skuespiller fra Irland, kan vælte stemningen.

Mange briter køber budskabet om, at udlændinge tager deres jobs, og UKIP har intensiveret kampagnen i Midt- og Nordengland.

Nogle af de områder i landet, som er mest modtagelige for Nigel Farage og UKIP, er faktisk ikke på konservative hænder, de er i hænderne på Labour, siger Matthew Goodwin til nyhedsbureauet Reuters. Han er medforfatter til en bog om UKIP, Revolt on the Right (Oprøret på højrefløjen), og er tilknyttet universitetet i Nottingham.

UKIP går på strandhugst blandt dem, som man groft sagt kan sige er overladt til sig selv. Arbejderklasse, dårligt uddannede og med finansielle problemer. Mange af dem, som støtter UKIP, føler ikke, at andre politikere deler deres holdninger, siger Matthew Goodwin med henvisning til, at det nu kun er fire procent af de folkevalgte, der har erfaring med manuelt arbejde. Endnu i 1980erne var det 16 procent.

UKIP har altid været et skandaleramt parti med store interne uroligheder. Partileder Nigel Farage er under anklage for at snyde med de midler, han får til at drive kontor for, samtidig med at partiet kritiserer fråseriet i Bruxelles. Rigmanden, som betaler antiimmigrationskampagnen, har selv mange østeuropæere ansat, og en lokal kandidat har kritiseret den sorte skuespiller Lenny Henry, som har efterlyst flere roller til sorte skuespillere. Kandidaten skrev således på Twitter, at hvis Lenny Henry ville være omgivet af flere sorte, skulle han flytte til et sort land.

Den konservative sundhedsminister Jeremy Hunt har i stærke vendinger kritiseret retorikken fra UKIP.

De slår på, at de er et patriotisk parti. De klister flaget på deres brochurer, men jeg mener rent faktisk, at det er meget ubritisk at bruge den slags sprog, siger Jeremy Hunt til BBC.

Men problemet for ham og de etablerede partier er, at vælgerne lytter til det sprog.