Under folkemordet i Rwanda. Også Afrika så væk

Godt afrikansk naboskab indebærer en moralsk forpligtelse til at stille op og tilbyde hjælp, hvis ulykken banker på naboens dør

Det magiske hotel i et helved på jord-Se Ritzau PLUS-Arkivfoto: Rwandan Hutu refugees stand in line at the Mukungwa transit camp waiting for transport to Kigali in this November 19, 1996 file photo. April 7, 2014 marks the 20th anniversary of the Rwanda genocide which killed 800, 000 people. The three-month killing spree in 1994 by Hutu extremists targeted ethnic Tutsis, but moderate Hutus were also caught in the wave of violence that followed the fatal downing of a plane carrying Rwandan President Juvenal Habyarimana. REUTERS/Stringer/Files (RWANDA - Tags: CIVIL UNREST ANNIVERSARY POLITICS) Foto: STRINGER/ Denmark

Men naboskabet spillede totalt fallit, ifølge lederskribenten i den førende kenyanske avis The Daily Nation, da folkemordet hærgede Rwanda for 20 år siden.

I lighed med resten af verden foretrak Afrika at se den anden vej, mens en morderisk etnisk udrensning, der dræbte næsten en million mennesker på 100 dage, blev søsat, lyder det i forbindelse med den afrikanske selvransagelse, der løbende finder sted i Rwandas nabolande som følge af, at det i disse måneder er 20 år siden, at folkemordet fandt sted.

Lederskribenten er ikke ene om at mene, at resten af Afrika svigtede Rwanda. Ved mindehøjtidelighederne for nyligt i Rwandas hovedstad, Kigali, gav Kenyas præsident Uhuru Kenyatta en officiel undskyldning på vegne af Østafrika, fordi regionen ikke greb ind og forsøgte at dæmme op for katastrofen, der udspillede sig lige op ad Kenyas grænser.

LÆS OGSÅ: Fremskridt midt i Rwandas sorg

Vores region trådte også tilbage, og for det skylder vi den dybeste undskyldning til Rwandas befolkning, udtalte præsidenten.

Efter folkemordet svor et samlet Afrika, at katastrofen aldrig måtte få lov til at gentage sig. Løftet har blandt andet ført til, at den kenyanske kommission for menneskerettigheder styrkede sin forebyggende kapacitet og sine beføjelser til at gribe ind og beskytte en befolkning i et lignende akut tilfælde af brud på menneskerettigheder, konstaterer Muthoni Wanyeki, direktør for Amnesty Internationals regionale kontor i Østafrika, i en offentlig kommentar.

Begivenhederne i Rwanda førte også til, at Den Afrikanske Union indførte et tidlig varsling-system til at opfange faresignaler og sætte unionen i stand til at gribe tidligere ind i en varslet krise. På papiret ser det meste bedre ud, end det gjorde i 1994.

Spørgsmålet er, hvad de nye normative og institutionelle forpligtelser betyder i praksis, understreger Muthoni Wanyeki. Hun sætter et stort spørgsmålstegn ved, om Afrikas politiske ledere for alvor er parate til at lade handling følge ord, når de hævder, at der aldrig må finde et lignende folkemord sted?

Vi behøver blot at tænke på Den Centralafrikanske Republik og Sydsudan for at kunne svare nej til (...) de spørgsmål. I begge tilfælde fortsætter ulovlige henrettelser, voldtægt og andre former for tortur, der er etnisk og religiøst målrettet, i højt tempo, konstaterer hun.

Andre er mere optimistiske. Generalsekretær for den sydafrikanske kommission for menneskerettigheder, Lawrence Mushwana, mener, at Afrika har lært sin lektie og husker den.

Det, der skete, var forfærdeligt, men helingsprocessen vil lykkes. Folkemordet i Rwanda var kulmination på en historisk ophobning af problemer, der ikke var blevet taget hånd om. Der er liv efter folkemordet, og historien gentager sig forhåbentlig aldrig. Sydafrika vil altid hjælpe, lover han over for det sydafrikanske nyheds-bureau Media Club South Africa.

Det politiske lederskab og indsatsen for at sikre menneskerettighederne i Afrika lader stadig for meget tilbage at ønske, til at Muthoni Wanyeki kan udelukke endnu et tilfælde af afrikansk ikke-handling.

Den Afrikanske Union er ikke god nok endnu. Og vores politiske lederskab er i særdeleshed ikke godt nok, mener hun.