Prøv avisen

Putins Ukraine-fokus kan være godt for Syrien

Russian President Vladimir Putin takes part in a meeting of leaders of the Collective Security Treaty Organisation (CSTO) in Sochi September 23, 2013. Putin warned ex-Soviet allies on Monday that Islamist militancy fuelling the war in Syria could reach their countries, some of which have Muslim majorities. REUTERS/Alexey Druzhinin/RIA Novosti/Kremlin (RUSSIA - Tags: POLITICS) ATTENTION EDITORS - THIS IMAGE HAS BEEN SUPPLIED BY A THIRD PARTY. IT IS DISTRIBUTED, EXACTLY AS RECEIVED BY REUTERS, AS A SERVICE TO CLIENTS Foto: RIA NOVOSTI/ Denmark

Efter at Rusland har fået travlt med at koncentrere sig om Ukraine, er landets interesse for Syrien trådt væsentligt i baggrunden. Det kan med tiden være Syriens vej ud af Assads jerngreb

udlandskommentar

Ukraine er nok den vigtigste udfordring, som Rusland har måttet forholde sig til siden Sovjetunionens kollaps. Det har medført, at Ruslands opmærksomhed på Mellemøsten for tiden er nærmest ikke-eksisterende. Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, har de seneste måneder brugt megen tid og energi på at få styr på situationen i Ukraine, og det er blandt andet gået ud over Ruslands ellers meget stærke engagement i Syrien.

FNs Syrien-udsending Lakdar Ibrahimi meddelte i sidste uge, at Rusland på nuværende tidspunkt ikke vil bruge tid og energi på at genoptage Genève II-forhandlingerne. Det var ellers oprindeligt netop Ruslands idé at igangsætte freds-forhandlingerne om Syrien i december sidste år. En idé, de fik amerikanerne med på. Russerne var ligeledes med til at initiere, at de kemiske våben kom ud af Syrien, så en international intervention blev forhindret.

Eksemplerne på russisk indflydelse i Mellemøsten i de senere år er utallige, og landet er så tilstedeværende i området, at de sågar har lavet en russisk 24-timers nyhedskanal, hvor der bliver talt arabisk.

Rusland stærkeste fingeraftryk på det seneste har været at give præsident Bashar al-Assad en afgørende hjælpende hånd i den syriske konflikt. Assad ville have været historie uden den støtte.

Man kan undre sig over hvorfor, men den gængse teori er, at Rusland og præsident Vladimir Putin i løbet af de senere år af magtbegærlige grunde har prøvet at vinde sympati og indflydelse i områder, hvor Vesten ikke har formået at træde i karakter. Ellers er der ikke nogen åbenlys grund til, at Rusland skulle involvere sig i konflikten i Syrien, for landet har ingen strategisk betydning for Rusland.

I modsætning til den amerikanske præsident, Barack Obama, har Putin haft en klar Mellemøsten-strategi, der i al sin enkelthed går ud på at sætte ind der, hvor Vesten er passiv. Han har siddet på lur og slået til hver gang, der har været et område, hvor Vesten ikke har vist den store interesse. I visse tilfælde er han sågar gået direkte imod Vestens udenrigspolitiske beslutninger, for på den måde at sætte sig selv i spil på den internationale scene. Da amerikanerne for eksempel i forbindelse med militærkuppet truede Egypten med sanktioner, trådte Putin til og lovede, at han ville erstatte alt det, som landet eventuelt ville tabe.

LÆS OGSÅ:
Russisk-ortodoks kirke: Vi blander os ikke

Efter konflikten i Ukraine har Rusland ironisk nok stræbt efter Mellemøstens støtte eller i det mindste neutralitet i forhold til de uenigheder, som landet har med Vesten i forbindelse med konflikten. De ønsker med andre ord, at Mellemøsten er på deres side i denne sag. I den forbindelse var det også en overraskelse, da Putin forleden sagde, at han håbede Golf-landene ikke ville sætte oliepriserne ned. Golf-landene har ikke umiddelbart noget ønske om at sætte oliepriserne ned, men det er ikke for Putins skyld.

Putin har rigtig mange fjender i Golf-landene, især fordi han aktivt har støttet Assad med våben og penge. De mener, at Rusland har en direkte andel i, at så mange uskyldige syrere har måttet lade livet. Og de er vrede over, at Rusland oven i købet har gjort brug af sin vetoret i FN, så det syriske regime har kunnet skjule deres forbrydelser.

Som svar på dette had fastholder Rusland dog sin begrundelse for, at dets indblanding i den syriske konflikt ene og alene sker, fordi de vil bremse de islamistiske terrorgrupper, som kæmper i Syrien. Men Putin ved godt, at det er Assad selv, som har gødet jorden for disse grupper, så de har kunnet terrorisere den syriske befolkning og intimidere Vesten. Samtidig har den seku-lære Frie Syriske Hær (FSA) vist, at de intet har med de islamistiske terrorgrupper at gøre ved at foreslå Rusland at samarbejde om at kæmpe mod diverse al-Qaeda-grupper. Så Ruslands begrundelse for at blande sig holder ikke vand. Men hvorom alting er, så er Syrien nu blevet en biting for Rusland, efter at Ukraine-krisen kræver landets fulde opmærksomhed.

Det afgørende spørgsmål er nu, om den syriske opposition får gavn af Ruslands fravær. Det kan godt se sådan ud, men hvis det sker, sker det ikke med det samme. Det er trods alt Iran, som bærer den største økonomiske byrde i den syriske krig, og de ser ikke ud til at ville stoppe deres støtte foreløbig.

Den iransk støttede Hizbollah-milits er stadig dybt involveret i den syriske borgerkrig på Assads side. Dog skal det siges, at Irans midler langsomt vil blive udtømte uden den russiske støtte. Det vil være økonomisk hårdt for landet alene at blive ved med at poste så mange midler i den konflikt, som et flertal af iranerne er imod. Et tegn på, at dette allerede er en realitet, er, at den iranske regering for første gang i årtier har måttet hæve priserne på brændstof. Det er her værd at nævne, at det har været en næsten umærkelig lindring, da USA slækkede på sin boykot til gengæld for Irans dialog om Irans atomprogram.

Mange af Irans nuværende økonomiske problemer skyldes landets involvering i den dyre syriske krig, og kommer det til at gå ud over energipriserne, vil det uvilkårligt medføre større vrede i den iranske befolkning.

Der har i forvejen eksisteret spændinger i landet siden Den Grønne Revolution. Begrundelserne for den iranske involvering i den syriske krig, bider ikke længere på befolkningen. Den iranske propaganda er blevet virkningsløs, og en stigende kritik fra Irans gader er ved at nå parlamentarikernes ører.

Med andre ord: Ruslands travlhed med den ukrainske konflikt og dermed mindre involvering i den syriske konflikt går i første omgang ud over Iran, og derefter vil det ramme Assads regime.

At den ukrainske konflikt har vippet den syriske konflikt af mediernes dagsorden, kan på den lange bane vise sig at være en fordel for Assads modstandere.

Arabiske medier er begyndt at tale om Putins manglende fokus på Mellemøsten. Det gør Putins allierede i Mellemøsten meget nervøse og med god grund.

For når de ikke har Putins opmærksomhed, mister de magt.

Naser Khader er senior fellow ved Hudson Institute i Washington. Han er mellemøstekspert, samfundsdebattør, foredragsholder og forfatter med syrisk baggrund.