De ni magiske måneder er forbi.
Tidsrammen, USA afsatte til at nå en af-tale mellem Israel og palæstinenserne, er udløbet. I stedet spænder parterne ben for hinanden, skændes og gør sig umage for at vise, at det er de andre, der bærer ansvaret for manglende aftale.
Den israelske regering, der har bygget 14.000 nye boligenheder på den besatte vestbred under forhandlingerne, blev taget på sengen for nylig. Den palæstinensiske ledelse smed en taktisk trumf på bordet og annoncerede en forsoningsaftale med Hamas-bevægelsen i Gaza. For Israels vedkommende betyder det, at en fredsaftale er umulig, da Hamas ikke forventes at anerkende Israel. Slet ikke som en jødisk stat.
Den havde Israel ikke set komme, og som modsvar vil Israels premierminister nu lovfæste Israel som en jødisk stat. Et skridt, der fra palæstinensisk side, allerede kaldes for sidste søm i to-statsløsningens kiste. Den palæstinensiske logik er enkel. Hvis Israel lovfæster sig som en jødisk stat, vil en aftale være en kniv i ryggen på den arabiske befolkning i Israel og et signal om, at man allerede på forhånd giver afkald på de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage. Det vil selv den stærkeste palæstinensiske leder ikke risikere. Og slet ikke præsident Mahmoud Abbas, der i forvejen står svagt.
LÆS OGSÅ: Israel presser danske evangelister ud
Derfor synes parterne, ni måneder efter forhandlingernes begyndelse, begge at tage skridt væk fra en fredsaftale, samtidig med at den amerikanske mægler, udenrigsminister John Kerry, i frustration har meddelt, at han tager et par måneders pause. Men hvorfor gik det så galt?
Israels tilgang til forhandlingerne har på den ene side været oprigtig. Justitsminister Tzipi Livni har repræsenteret regeringen i forhandlingerne og har brugt al sin energi på at nå til enighed om de væsentlige stridspunkter.
Men den israelske regering har også et andet ansigt. En del, der ikke ønsker fred med palæstinenserne, og som især repræsenteres af det nationalreligiøse parti Det Jødiske Hjem med Naftali Bennett i spidsen. Hver gang den israelske regering har løsladt palæstinensiske fanger som en gestus over for palæstinenserne i forhandlingerne, har højrefløjen presset på med trusler om at forlade regeringen.
En taktik, der hver gang har fået Benjamin Netanyahu til at tilfredsstille højrefløjsbaglandet med nye bolig-enheder på Vestbredden. I palæstinensisk optik har disse nye boligprojekter været med til at undergrave fredsforhandlingerne og har samtidig indikeret den israelske regerings sande intentioner.
De sande intentioner har Naftali Bennett og andre ministre sat ord på for nylig. De ønsker, at Israel annekterer det såkaldte område C på Vestbredden, således at op imod 60 procent af den besatte vestbred gøres til en del af Israel. En plan, der for et år siden lød uvirkelig, men som i dag vinder stadig større opbakning i Is-rael.
Forhandlingernes forlis handler også om de to ledere, Israels Netanyahu og palæstinensernes Abbas. Og især deres manglende vilje til at tage statsmandsbeslutninger og være modige. Netanyahu er en politisk overlever. Han stoler ikke på palæstinenserne og vil hellere gå til næste valg med trusler om palæstinensisk intifada og kritik fra det internationale samfund, end han vil lægge navn til en halvdårlig aftale med de palæstinensere, han alligevel ikke stoler på.
Abbas har gennem forhandlingsforløbet været mærket af sin svaghed. Han har konstant vidst, at Hamas og store dele af den yngre palæstinensiske befolkning vil vende sig mod ham, hvis han imødekommer de israelske og amerikanske krav om at opgive flygtningenes ret til at vende tilbage og samtidig accepterer israelsk militære tilstedeværelse i Jordan-dalen. Abbas er også en overlever, der hellere vil sige nej til USA og Israel end at blive husket som den palæstinensiske leder, der satte mange års kamp over styr med en ufavorabel aftale.
Den amerikanske præsident, Barack Obama, og udenrigsminister Kerry er praktiske i deres tilgang til konflikten. De havde håbet på at møde samme ånd hos Abbas og Netanyahu. Men viljen er der ikke i øjeblikket, og indtrykket er, at både Abbas og Netanyahu mener, at freden kan vente.
Derfor har USA trukket sig tilbage, så parterne kan få betænkningstid, vel vidende at betænkningstid i Mellemøsten ofte betyder, at mulighedernes vindue lukkes, og at alternative idéer melder sig på banen. Som for eksempel voldelig opstand eller annektering af områder.