Prøv avisen

Tankevirksomhed i magtens tjeneste

Russia's President Vladimir Putin attends an awarding ceremony in the Kremlin in Moscow, on May 1, 2014. German Chancellor Angela Merkel asked Putin to help free a team of OSCE observers that had been captured in Ukraine, the Kremlin said. AFP PHOTO/ RIA-NOVOSTI/ POOL / ALEXEI NIKOLSKY Foto: ALEXEI NIKOLSKY/ Denmark

En lang række russiske kulturpersoner og åndsarbejdere bakker op om Putins politik i Ukraine. Men også i USA og EU er der tendens til intellektuel følgagtighed, når konfrontationer med andre stater spidser til, siger kritikere

Angst for at miste privilegier kan være en stærk drivkraft. Det er ifølge Anna Sjarogradskaja værd at huske på i disse dage, hvor en lang række af Ruslands mest prominente kulturpersoner gennem et brev på det russiske kulturministeriums hjemmeside udtrykker udelt støtte til landet præsident, Vladimir Putin, og hans håndtering af situationen i Ukraine.

Det kan have konsekvenser ikke at rette ind. Kunstnere får eksempelvis frataget offentlig støtte til projekter og udstillinger. Musikeres koncerter aflyses. En forfremmelse et sted i kulturverden kan stilles i bero. Repressalier af den slags er rutine, forklarer Anna Sjarogradskaja, der er professor i journalistik og direktør for Det Regionale Presseinstitut i Sankt Petersborg.

Et instrument til at sikre, at toneangivende åndsarbejdere udtrykker korrekt politisk sindelag er for eksempel, at de underskriver et brev som det, Ruslands Kulturministe-rium har taget initiativ til. Brevet og navnene på de 511 underskrivere ligger på ministeriets hjemmeside. I teksten lyder det blandt andet:

...vi erklærer vores faste støtte til præsidenten af Den Russiske Føderation i forhold til Ukraine og Krim.

Nogle har held til sno sig uden om, når de får opfordringen. Andre skammer sig over at skrive under. Men blandt underskriverne findes selvfølgelig også chauvinister, der støtter Putin af et rent hjerte, siger Sjarogradskaja.

Hun bruger ord som katastrofe og tragedie for at beskrive det nuværende intellektuelle medløberi i landet.

Der er masser af intellektuelle i Rusland malere, komponister, forfattere og så videre. Men laget af dem, der også beskæftiger sig med kritik af samfundet og tager klart afstand til regeringens menneskefjendske politik, er ved at blive meget tyndt.

LÆS OGSÅ: Mørkets fyrste bag Putin

Sjarogradskaja fremhæver dissidenten og atomfysikeren Andrej Sakharov som en, der nød respekt og beundring i befolkningen for sit engagement mod det sovjetiske styre op gennem 1970erne og 1980erne. At stå ved sin kritik kostede ham dog flere år i husarrest.

Selv hvis man lægger dem sammen, er de hundredvis af kulturpersoner, hvis navne nu står på støtteerklæringen til Putin, ikke i besiddelse af Sakharovs format, siger hun.

Men det er ikke kun i Rusland, at intellektuelle og kunstnere støtter magthaverne. Det er også et kendt fænomen i Vesten, mener Noam Chomsky, professor i lingvistik ved Massachusetts Institute of Technology (Institut for Teknologi) i USA. Han er blandt andet forfatter til essayet The Responsibility of Intellectuals (De intellektuelles ansvar) fra 1967, hvor han betegner den intellektuelle kultur i USA som en, der er underdanig over for magthavere. Teksten er en kritik af, hvordan indflydelsesrige åndsarbejdere var med til at retfærdiggøre den amerikanske invasion i Vietnam og krigsforbrydelserne i landet.

85-årige Noam Chomsky har flere gange været arresteret på grund af sit politiske engagement og er en kendt modstander af krigene i Irak og Afghanistan.

Historisk set har intellektuelles rolle overvejende været at bakke magthavere op. Det går langt tilbage. Det er rigtigt, at der nogle gange findes dissidenter i samfundets udkant. For det meste bliver de behandlet dårligt. Hvor dårligt afhænger af samfundets karakter. De bliver måske hædret andre steder eller århundreder senere, men aldrig på deres egen tid og sted, siger Noam Chomsky.

Den amerikanske medie-kritiker og stifter af Institute for Public Accuracy (Institut for Offentlig Nøjagtighed), Norman Solomon, er enig.

I hvor høj grad massemedier tager visse intellektuelle til sig og sætter bestemte holdninger og perspektiver i omløb hænger generelt sammen med disse personers villighed til at støtte dem i magtfulde positioner, siger han og uddyber:

Der er ingen tvivl om, at det er fordelagtigt at gå med strømmen og tilpasse sig de givne politiske forhold i et land. Jeg synes, at intellektuelle ofte finder sig for godt til rette med samfundets magtforhold. De indordner sig for nemt.

Hvordan den nye kolde krig mellem Rusland og Vesten udvikler sig, ligger også Solomon på sinde.

Jeg kan sagtens forestille mig, at der findes intellektuelle i Rusland, der er mod Putin og hans antidemokra-tiske politik. Samtidig ved de, at Natos ekspansion er farlig for fred og stabilitet i Europa. Derfor foretrækker de trods alt Putin frem for Vesten, nu hvor konflikten om Ukraine spidser til, siger han.

Solomon understreger, at man bør skelne mellem private holdninger og offentlige udtalelser.

Nogle intellektuelle, men også journalister og andre, kan være meget mod regeringens politik, når de er hjemme hos sig selv. Men de er måske bange for at udtrykke deres synspunkter i medierne. Det behøver ikke være, fordi de frygter at blive fyret eller arresteret. Nogle vil bare gerne i avisen, andre er interesserede i forfremmelser og en højere plads i samfundets hierarki. I Vesten spiller den mekanisme ofte ind, når intellektuelle tier stille, siger han.

Ifølge Anna Sjarogradskaja bør intellektuelle tænke mere over, hvordan de indgår i og bidrager til samfundet.

Det er nødvendigt, at de finder tilbage til menneskelige kvaliteter som mod, selvopofrelse og altruisme. Jeg frygter konsekvenserne på længere sig, hvis det ikke sker. Så er der ingen til at gøre opmærksom på regeringens overgreb, ingen til at tale imod, når den bærer sig forkert an over for befolkningen, siger hun.