Prøv avisen

Nato: Vi må overveje permanent styrke i Østeuropa

Prorussiske separatister og ukrainsk militær kæmper mod hinanden i Ukraine, og det får Nato til at reagere.

Det er tid til at overveje, om Nato skal have en fast styrke udstationeret i Østeuropa som følge af de øgede spændinger mellem Rusland og Ukraine, lyder det fra alliancens øverste militære chef.

Nato har allerede soldater, flåde og luftvåben i området, men kun til udgangen af 2014.

- Jeg tror, at det her er noget, som vi er nødt til at overveje, og vi vil tage det op til diskussion gennem medlemslandenes ledere for at se, hvor det fører hen, siger Philip Breedlove, Natos militærchef.

Nato afholder i begyndelsen af september topmøde i Wales. Indtil da vil Nato-chefer samt forsvars- og udenrigsministre drøfte, hvorvidt alliancen har sat det rigtige aftryk i Europa, lyder det fra Breedlove.

- Vi er nødt til at se på vores reaktionsevne, vores beredskab, og hvor vores styrker er placeret for at være i stand til at gøre noget ved det nye paradigme, som vi har set på Krim og nu ved den østlige grænse i Ukraine, siger han.

Spændingerne mellem det ukrainske styre og prorussiske separatister er i den seneste tid taget til. Opgørene eskalerede særligt, efter at den ukrainske Krim-halvø i marts blev annekteret af Rusland efter en folkeafstemning.

Det er de seneste døgn kommet til voldsomme sammenstød mellem prorussiske separatister og ukrainsk militær, og flere har mistet livet.