Krisen har fået den økonomiske kløft mellem syd og nord i EU til at vokse siden det seneste valg til Europa-Parlamentet. De sydlige lande er først nu ved at kunne øjne forbedringer efter adskillige år med nedskæringer og besparelser. De nordlige lande har derimod hele tiden haft hovedet oven vande, omend der ikke har været vækst.
I Sydeuropa mener man, at det er Nordeuropa, især Tyskland, der har sat landene på smalkost og dikteret besparelser på de offentlige budgetter. Desuden mener sydlændingene, at nordeuropæerne er kedelige og tager livet alt for alvorligt.
Befolkningerne i Nordeuropa mener modsat, at det er dem, der betaler for, at EU kan fungere, mens sydlændingene blot nyder livet og fester i stedet for at arbejde.
To forskellige syn, filosofier, former for politik eller måske blot to stereotyper.
Kendsgerningen er dog, at der er så store forskelle i mentalitet, livssyn, arbejdskultur og indretningen af vores samfund i syd og nord, at det næppe er muligt at harmonisere EU på dette område. Det mener i hvert fald Stine Halmind, der er cand.mag. i spansk og har skrevet speciale om spansk arbejdskultur.
”Jeg tror, det i princippet er muligt at udjævne mange praktiske forskelle, så som at omlægge arbejdsdagen. Men jeg tror ikke, det er muligt at ændre et helt folks kultur, forstået som de grundlæggende værdier, der er fundamentet for deres måde at tænke og handle på. Man kan argumentere for, at man på baggrund af studier af for eksempel produktivitet og livskvalitet kunne finde den bedste måde at arbejde og leve på og efterhånden indrette hele Europa efter dét. Men produktivitet og livskvalitet er bare så vidt forskelligt for forskellige mennesker, at det ikke vil give samme resultat at få alle til at handle ens,” siger hun.
Hendes bedste bud på en løsning her og nu er, at mennesker, der arbejder på tværs af kulturer for eksempel, når nord- og sydeuropære samarbejder eller samhandler tilpasser sig hinanden.
”Min personlige konklusion på baggrund af mine studier af forskellige kulturopfattelser er, at det ikke er muligt fuldstændigt at tilpasse sig en anden kultur. Man er altså nødt til at øve sig i åbenhed for at sige det helt simpelt. Men man kan gøre interkulturelt samarbejde meget lettere ved at lære nogle konkrete aspekter af en fremmed kultur at kende. For eksempel, at man som leder ikke kan behandle alle medarbejdere, som man er vant til, eller at man som udstationeret må indordne sig under en ny arbejdsrytme,” siger Stine Halmind, der bor og arbejder i Spanien.
Hun mener, at der er stor forskel på en danskers og en spaniers arbejdskultur.
”Spanske medarbejdere skal guides mere end danske. Danske ledere er vant til at kunne uddelegere større ansvarsområder og vagt definerede opgaver, som medarbejderen selv organiserer og specificerer. Spanske medarbejdere foretrækker mere specifikke opgaver og styring frem for selvstændighed. Deres arbejdsrytme er tilsyneladende langsommere, men til gengæld løser de problemer på nul komma fem, fordi de simpelthen går ned og køber den dims, der mangler, eller ringer til én i deres netværk. Spanierne er bedre i stand til at springe trin over i deres planer, blandt andet fordi chefen har autoritet til at tilsidesætte planen, og fordi spaniere er bedre til at håndtere usikkerhed og ændringer,” forklarer hun.
”Spain is different!” (Spanien er anderledes!) er et slogan, som den spanske turistindustri har brugt i mange år for at tiltrække udenlandske turister. Hvilket er lykkedes ganske godt, idet landet i 2013 satte historisk rekord med 60,6 millioner udenlandske feriegæster. Men Spanien er også anderledes på andre punkter end arbejdskultur. For eksempel holder mange spaniere siesta, mens resten af Europa arbejder.
”At afskaffe siestaen og dermed skabe mere ensartede arbejdstider i Europa vil være en fordel, fordi man undgår, at en spanier sender en hastesag kl.okken 16, som så ikke bliver set før dagen efter. Eller at en nordeuropæer ikke kan komme i kontakt med det spanske kontor mellem klokken 14 og 16.”
”Problemet er, at frokostmåltidet stadig har stor betydning mange steder, og at døgnrytmen er dybt indlejret i spanierne. Familien mødes midt på dagen og spiser, forretningsfolk har tid til at pleje deres relationer og så videre. Det kan selvfølgelig flyttes til efter klokken 17, men det vil være noget af en supertanker at vende. Min personlige erfaring med unge spaniere er, at de går i seng klokken 01.30, selvom de skal møde klokken 9 dagen efter. Og børn er med ude til middag og sammenkomster til efter klokken 23 i hvert fald i weekenden. Det er en gigantisk kulturændring, man ville stå over for som selvfølgelig nok ville ske med tiden, men spørgsmålet er, hvor meget individuel produktivitet og/eller livskvalitet der ville ryge i svinget,” siger Stine Halmind.
Kløften mellem nord og syd er også stor, når det gælder tolerancen over for skattesnyd og korruption. Mens Danmark topper verdensranglisten over lande med mindst korruption, ligger Spanien næsten i bund i Europa.
I øjeblikket er omkring 500 lokalpolitikere indblandet i sager om korruption, der især handler om bestikkelse for udstykning af byggegrunde og opførelse af ferieboliger ved Middelhavet. Men også landets borgerlige regeringsparti, Partido Popular, er i søgelyset for at have modtaget sorte penge fra donorer og virksomheder og udbetalt dem i kuverter til flere af sine fremtrædende medlemmer, inklusive flere ministre. Og selv det spanske kongehus har mistet en del af sin glorie, fordi kongens svigersøn er sigtet for at have snydt offentlige kasser for op imod 50 millioner kroner sammen med en makker.
Folk er præcis så slemme, som lovgivningen og institutionerne tillader. Det dårlige er ikke korruptionen i sig selv men derimod det faktum, at man kan slippe af sted med at være korrupt, som filosoffen og forfatteren Fernando Savater tidligere har udtryk det i et interview med Kristeligt Dagblad:
”Jeg tror egentlig ikke, at danskere er mere hæderlige end spaniere. Det, der gør forskellen, er, at der i Danmark er en strengere kontrol med korruptionen end i Spanien. Her har der altid været en laden stå til-holdning, og folk har nærmest kunnet vælge, om de ville overholde lovene eller lade være. Og det dur ikke,” sagde han.