DE ISRAELSK-PALÆSTINENSISKE forhandlinger, som har været i gang i næsten 20 år, er blevet slået hjem i ludo. Der er mange grunde til, at forhandlingerne er slået fejl, men en af hovedgrundene er, at Israel har flyttet målstængerne.
I tidligere forhandlinger mellem de to sider har Israels vigtigste krav været, at palæstinenserne skulle anerkende Israels ret til at eksistere. Nu kræver den israelske premierminister, Benjamin Netanyahus, regering imidlertid, at palæstinenserne skal anerkende Israel som en jødisk stat.
De to krav er ikke det samme. Såvel Det Palæstinensiske Selvstyre som Den Arabiske Liga har førhen været villige partnere, men har afvist det nye krav.
Jødedommen er som kristendommen og islam en semitisk religion. Deres rødder og traditioner ligner hinanden. Men sekularismen, altså adskillelsen af religionen fra regeringsførelsen, er en bærende søjle i demokratiet og vil altid være det. En demokratisk regering er neutral angående religion og bruger ikke religionen som et middel til at diskriminere mod nogle af sine borgere. En ”jødisk stat Israel” kan ikke være demokratisk lige så lidt som den ”islamiske republik Iran” kan være det.
En ”jødisk stat” står også i modsætning til respekten for menneskerettigheder, hvor lighed mellem alle borgere er en bærende søjle. Der bor omkring 1,7 millioner arabiske/palæstinensiske borgere i Israel, som i forvejen bliver behandlet som andenrangsborgere i den forstand, at de nægtes de samme rettigheder, som jøderne har.
Accepterer man en ”jødisk stat Israel” er det ensbetydende med at anerkende et apartheidregime, sådan som tidligere præsident for USA Jimmy Carter bemærkede det i sin bog ”Palestine: Peace Not Apartheid” (Palæstina: Fred, ikke apartheid). Det er ganske enkelt: Er man ikke jøde, kan man ikke nyde de samme rettigheder som de jødiske indbyggere i Israel. Lovetableret adskillelse og forskelsbehandling langs racelinjer er definitionen på apartheid.
Man kan også se det fra en anden vinkel. Til forskel fra kristendommen og islam er jødedommen en stammereligion: de israelitiske stammers religion. I Det Gamle Testamente lovede Gud israelitterne Det Forjættede Land. At blive jøde vil sige at slutte sig til stammen og nyde samme rettigheder som stammens medlemmer. Det palæstinensiske folk tilhører en anden ”stamme” og kan derfor ikke nyde samme retttigheder.
Alle jøder i verden har ret til at ”vende hjem” til Israel med fulde borgerrettigheder i landet. Men de palæstinensiske indbyggere i samme land, nu besat af staten Israel, har ikke samme rettigheder.
DET LADER TIL AT VÆRE en del af Netanyahus langsigtede strategi at kræve anerkendelse af den ”jødiske stat Israel”. De ultranationalister og ultraortodokse, som er hans allierede i Israel, afviser en palæstinensisk stat og tror, at med tiden og efter nogle få generationer vil kampen for en palæstinensisk stat i blot 22 procent af det historiske Palæstina dø en naturlig død. Grupperne betragter Vestbredden og sågar Gazastriben som en del af Det Forjættede Land, der bør høre under Israel.
Hvis denne holdning bliver Israels officielle politik, levner det ingen plads til en tostatsløsning, hvilket indebærer, at millioner af palæstinensere vil bo i en officiel apartheidstat.
I en appel underskrevet af en række tidligere amerikanske embedsmænd beskæftiget med national sikkerhed, heriblandt Jimmy Carters nationale sikkerhedsrådgiver, Zbigniew Brzezinski, og tidligere forsvarsminister Frank Carlucci, opfordrede man for kort tid siden udenrigsminister John Kerry til at gentage USAs afvisning af Netanyahus ekstreme holdninger. Heriblandt kravet om anerkendelse af Israel som en jødisk stat, medmindre der blev givet eksplicitte garantier for lige rettigheder til alle ikke-jødiske borgere.
De israelske ekstremister kan ikke både blæse og have mel i munden:
De kan ikke både komme uden om en tostatsløsning og samtidig opnå anerkendelse af Israel som en jødisk stat. En sådan anerkendelse ville for enhver stat eller international organisme være ensbetydende med en velsignelse af nøjagtigt samme apartheidstruktur i regeringsførelsen, som verden i sin tid afviste i Sydafrika.
Ingen har sagt det bedre end den tidligere israelske premierminister Ehud Olmert sagde det i et interview den 26. december 2003:
”Over det hele hænger demografiens tunge sky. Den vil falde ned over os allerede om få år og ikke først ved verdens ende. Vi nærmer os et punkt, hvor flere og flere palæstinensere vil sige: Der er ikke plads til to stater mellem Jordan og havet. Vi vil bare godt have stemmeret. Den dag de får stemmeret, mister vi alt. Jeg skælver ved tanken om, at samme frisindede jødiske organisationer, som løftede kampen mod apartheid i Sydafrika, vil føre an i kampen imod os.”