Prøv avisen

Patriark: Kristnes lidelser i Irakskyldes Vesten

Om 10 år vil antallet af kristne i Irak være nede på nogle få tusinder. Det vil ske, forudser Louis Raphal I Sako, patriark i den kaldæiske kirke i Bagdad, hvis ikke der bliver sat ind over for problemet nu. Foto: Scanpix

Kirkeleder mener, at vestlig indblanding er årsagen til, at kristendommen svinder ind i Irak

Om 10 år vil antallet af kristne i Irak være nede på nogle få tusinder. Det vil ske, forudser Louis Raphal I Sako, patriark i den kaldæiske kirke i Bagdad, hvis ikke der bliver sat ind over for problemet nu.

Derfor skrev han forleden en erklæring, hvor han opfordrede ansvarlige til at gribe ind over for problemet med, at landets kristne minoritet lige så stille forsvinder. Han betegner den nuværende kristne kirke som værende i ruiner. Og det er Vestens skyld, mener han:

”1400 år med islam kunne ikke fordrive os fra vores land og vores kirker, mens Vestens politik har spredt og fordelt os over hele kloden.”

Andreas Bandak, adjunkt ved Institut for Tværkulturelle og Regionale studier ved Københavns Universitet, har skrevet ph.d. om sekularitet og religiøsitet i den moderne arabiske verden. Særligt fokus har han haft på kristne i Syrien, hvor han i flere år har lavet feltarbejde. Ad den vej har han stiftet bekendtskab med Iraks kristne, hvorfra mange blev fordrevet til Syrien.

”Erklæringen er udtryk for, at der er en trængt kirkeleder, som vil sætte ind over for, at hans flok svinder ind. Men jeg mener ikke, at det er så simpel en sag, at man bare kan skyde skylden på Vesten. Der er ingen tvivl om, at koalitionens indblanding har haft en enorm betydning for, hvordan billedet er for de kristne nu i Irak, men inden de kom ind, var der i forvejen stort potentiale for utilfredshed og opstande, som vi har set i andre arabiske lande. Det er jo ikke kun i Irak, at der er kommet øget religiøs radikalisering på det seneste, så jeg har svært ved at se, hvorfor det udelukkende skulle være krigen, der har medført det,” siger han.

Det er bredt kendt, at den kristne minoritet i Irak ikke nød godt af Saddam Husseins regimes fald i 2003. På trods af en brutal politik var regimet kendetegnet som sekulært i forhold til religionsfrihed og lighed.

Da regimet faldt, blev de kristne irakeres sikkerhed voldsomt forværret. I de følgende år blev det kristne mindretal fanget i konflikten mellem ekstremistiske sunni- og shiamuslimer. Kirker blev bombet, og flere hundrede kristne blev dræbt. Derfor flygtede de fleste af landets kristne. Så mange, at der ud af de 1,3 millioner, der mentes at være i 2003, kun er en tredjedel tilbage i dag. Og de flygter stadig.

Andreas Bandak påpeger, at der i årene efter voksede en særlig skepsis over for Vesten frem hos kristne i de fleste mellemøstlige lande. Ikke mindst fordi daværende præsident i USA, George W. Bush bevidst eller ubevidst delvist fremstillede invasionen i Irak som en religionskrig ved at kalde missionen et korstog.

”Ordet korstog er for mange, og især for muslimer, en fuldstændig ekstrem metafor. Geoges W. Bushs sprogbrug og andre sager fra Vesten har ikke hjulpet den kristne minoritet i Irak, og det er de kristne i landet klar over,” siger han.

”På den anden side var Irak langtfra et godt land at bo i, før koalitionen kom heller ikke for de kristne. Det glemmer de hurtigt. Der var jo også eksempler på østtyskere, som efter murens fald fandt ud af, at kapitalisme er hårdt, og derfor længtes tilbage efter de mere faste og stabile rammer. For dem blev det et nostalgisk tilbageblik, hvor de samtidig glemte de knapt så gode ting ved den forhenværende tilværelse. Det samme kan i nogen grad være tilfældet her.”

Patriark Louis Raphal I Sako afslutter sin erklæring med et forsøg på at række ud til kristne og muslimske gejstlige i Irak. Han opfordrer til at intensivere kampen for samhørighed og mod vold og eksklusion.