Prøv avisen

Gravid kvinde risikerer dødsstraf i Sudan

Sudanesere med et kors. Arkivfoto. Foto: Sean Sprague/Scanpix.

På et tidspunkt i løbet af i dag skal 27-årige Meriam Yahya Ibrahim, der er gravid i ottende måned med sit andet barn, fortælle den lokale sudanske dommer ved Retten for Offentlig Orden i El Haj Yousif, Khartoum i Sudan, om hun vil frasige sig sin kristne tro eller risikere at blive dømt til døden. Under alle omstændigheder vil hun formentlig blive dømt 100 piskeslag for utroskab.

Retten fandt allerede i søndags Meriam Yahya Ibrahim, der er gift med en kristen mand, skyldig i både utroskab og vanhellighed, men gav hende betænkningstid indtil et nyt retsmøde i dag til at finde ud af, om hun vil vende tilbage til islam. Sagen er den første af sin art i Sudan. Det oplyser flere rettighedsorganisationer, blandt andet Amnesty International og International Christian Concern, en amerikansk organisation, der kæmper mod forfølgelse af kristne over hele verden.

Begge organisationer samt en række vestlige ambassader har protesteret over for den sudanske regering, som de anklager for at bryde de internationale menneskerettigheder, herunder FNs Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder, som Sudan selv har underskrevet.

”Fru Ibrahims dom er den seneste og mest opsigtsvækkende i en række overgreb af den sudanske regering mod religiøse mindretal,” siger den internationale organisation Christian Solidarity Worldwide, der arbejder for religionsfrihed over hele verden, i en kommentar.

Meriam Yahya Ibrahim er uddannet læge fra Khartoum Universitet. For nogle år siden blev hun gift med Daniel Wani, en kristen sydsudaner med amerikansk statsborgerskab, og parret fik siden sønnen Wani, der nu er 20 måneder.

Ægteskabet faldt en slægtning for brystet, og vedkommende meldte den unge kvinde til de sudanske myndigheder. Ifølge sudansk lov er Meriam Yahya Ibrahim muslim, fordi hendes far er muslim, og da det er forbudt for en muslimsk kvinde at gifte sig med en kristen mand, betragtes hendes ægteskab som ugyldigt og forholdet til Daniel Wani som moralsk utilstedeligt. Hun blev derfor anklaget for utroskab i august 2013.

I februar i år, da Meriam Yahya Ibrahim fortalte retten, at hun selv var kristen, fordi hun er opdraget i sin mors kristne tro, blev hun fængslet sammen med sønnen Wani, og anklagen mod hende blev udvidet til også at omfatte anklage om at frafalde islam. En anklage, der kan give dødsstraf i henhold til artikel 126 i den sudanske straffelov. Ifølge Amnesty International har man dog ingen viden om, at der er fundet henrettelser sted siden 1991, da Sudan reviderede sin straffelov.

Ifølge medarbejdere fra det lokale menneskerettighedscenter Justice Center Sudan (Center for Retfærdighed i Sudan) er Meriam Yahya Ibrahim tæt på at konvertere til islam for at undgå de hårde straffe.

”Meriam er meget svag og træt, efterhånden som fødslen nærmer sig. De sudanske myndigheder bliver ved med at presse hende til at hævde sin muslimske tro. Min advokatforbindelse mener, at presset er så stort, at hun muligvis vil erklære sig som muslim,” siger en medarbejder til den amerikanske nyhedsstation Morning Star News, der udelukkende skriver om forfulgte kristne.