Antisemitisme trives globalt

Højrefløjslederen Laurent Louis (i midten med slips) laver den antisemitiske gestus 'la quenelle' forud for en antisemitisk kongres i Anderlecht uden for Bruxelles d. 4. maj.
Højrefløjslederen Laurent Louis (i midten med slips) laver den antisemitiske gestus 'la quenelle' forud for en antisemitisk kongres i Anderlecht uden for Bruxelles d. 4. maj. Foto: Scanpix.

En stor del af verdens befolkning betragter jøder og jødedommen med skepsis og fordomme. Det viser en ny global måling, der fastslår, at en fjerdedel af alle mennesker i verden har antisemitiske holdninger, og at en tredjedel aldrig har hørt om holocaust.

Den New York-baserede jødiske interessegruppe Anti-Defamation League, ADL, står bag målingen, som er baseret på interviews med 53.100 mennesker i 102 lande og territorier, og som betegnes som den mest omfattende globale kortlægning af antisemitisme nogensinde.

Ifølge målingen, der finder sted på baggrund af en strøm af verbale og fysiske angreb på jøder rundt omkring i verden, nærer 26 procent af verdens befolkning eller flere end en milliard mennesker uvilje mod jøder. Dertil kommer, at 66 procent enten er ubekendt med holocaust eller mener, at nazisternes jødeudryddelse er en myte eller en overdrivelse.

Målingen er baseret på 11 spørgsmål, der refererer til udbredte fordomme om jøders magt, rigdom og adfærd. De svarpersoner, der erklærer sig enige i mindst seks fordomme, betragtes af ADL som havende antisemitiske holdninger.

Særligt bekymrende er det, at de mest fremherskende fordomme om jøder i dag er dem, der genererer ”farlig politisk antisemitisme”, siger Barry Curtiss-Lusher, som er bestyrelsesformand for ADL. Blandt disse er eksempelvis, at jøder har for meget magt i erhvervs- og finansverdenen.

”Disse fordomme er næret af konspirationsteorier på internettet, og i nogle lande er det stadig opportunt at bebrejde og gøre jøder til syndebukke for sociale, økonomiske og politiske dårligdomme ved at beskylde dem for at have dobbelte loyaliteter eller endda for at være en fremmed fjende i deres midte,” siger han.

Målingen viser, at region i højere grad end religion former folks holdning til jøder og jødedommen. Antisemitismen trives i Mellemøsten og Nordafrika, der generelt har et stridbart forhold til Israel, mens de mindst jødefjendske verdensborgere bor i Sydøstasien og Nordeuropa.