Prøv avisen

Ambivalent forhold til Danmark præger norsk grundlovsjubilæum

Norske og danske fodboldfans samlet i Nyhavn som optakt til en fodboldlandskamp i 2011. Foto: Claus Bech/Scanpix

I 400 år var Norge underlagt Danmark, og det præger i høj grad stadig den norske identitet. Folkestyrets festdag i dag markerer samtidig norsk dobbeltspil med det land, som de skiftevis omfavner og håner

Da Ivar Aasen voksede op, gennemsyrede dansk kultur, politik og sprog det norske samfund. Selv i årene efter løsrivelsen i 1814, hvor et nyt Norge voksede frem, fyldte den tidligere pagt med Danmark. Samtidig fandtes et stort ønske om at vende til-bage til det genuint norske, og med videbegærlighed i rygsækken begav Ivar Aasen sig i 1840erne ud i det vidtstrakte land for at samle dialekter. Han vandrede fra syd til nord og tilbage igen og blev med sine værker om sproget fader til et helt nyt skriftsprog, nynorsk, der distancerede sig fra bokmål, som var næsten lig det danske skriftsprog.

Ivar Aasen og nynorsk blev symptomatisk for den spirende norske identitet. Bokmål blev set som en bagstræberisk klyngen sig til Danmark, mens nynorsk blev symbol for patrioternes higen efter en frisk, ny norsk identitet. Men de gamle patrioter ville nok vende sig i graven, hvis de hørte, at blandt nutidens skoleelever, som skal vælge mellem bokmål og nynorsk som skriftsprog, vælger 90 procent bokmål, mens de resterende 10 procent vælger nynorsk. Majoriteten af norske børn og unge vokser dermed op med et skriftsprog, der ligner dansk meget.

Det betyder dog ikke nødvendigvis, at forholdet til Danmark er helt gnidningsfrit. Generelt er nordmænd glade for Danmark, men det faktum, at nordmændene måtte vente 400 år med at blive anerkendt som egen nation, gør til tider forholdet anstrengt, mener Rasmus Glenthøj. Han er ph.d. på Institut for Historie ved Syddansk Universitet, hvor han forsker i nordiske relationer og er forfatter til bogen ”Skilsmissen dansk og norsk identitet før og efter 1814”.

”Forholdet til Sverige er meget mere fastlagt, og den store nabo kaldes konsekvent for storebror. Derimod ses Danmark som en bror, man ikke helt kan komme overens med, og mens turistreklamer med sloganet det er godt at være norsk i Danmark går rent hjem, har mange samtidig et lidt ambivalent forhold til Danmark. Tiden underlagt Danmark omtales jo som 400-års natten,” påpeger Rasmus Glenthøj.

Begrebet ”400-års natten” blev brugt af de nordmænd, der var fjendtligt sindede over den danske overmagt. Henrik Ibsen gjorde udtrykket kendt i ”Peer Gynt”, hvor han brugte det til at ironisere over de landsmænd, der havde en kritisk holdning til det dansk-norske rigsfællesskab. Modsat patrioterne var Henrik Ibsen og andre prominente norske kunstnere begejstrede for Danmark, og i årene efter delingen bosatte mange sig i København, hvorfra de udgav deres bøger, digte og teaterstykker.

”Norske meningsdannere havde indtil løsrivelsen i 1814 bestået af to store modstridende lejre, hvor den ene ønskede autonomi for alt i verden, mens den anden lejr centreret omkring den norske kulturelite argumenterede for de goder, der kom ud af at være i forbund med Danmark. Da selvstændigheden blev et faktum, rokkede det ikke ved, at mange fortsat kastede lange blikke mod Danmark. Sådan er det stadig, for historiefortolkningen i Norge går to veje: enten er man meget kritisk over for Danmark, eller også mener man, at danskerne i Norge hjalp med frigørelsen,” fortæller Rasmus Glenthøj.

Det er professor i historie ved Oslo Universitet Odd Arvid Storsveen enig i. Han leder det statsfinansierede forskningsprojekt ”1814-grundloven historisk virkning og social forankring” og peger på, at på godt og ondt har Danmark formet norsk identitet. Først og fremmest var årene omkring 1814 dog præget af eufori over selvstændigheden.

”Grundloven var en frihedserklæring, og mange grupper fik mulighed for at deltage i samfundet modsat tiden i danske hænder. Det betyder, at 1814 bliver set som et skelsættende år. Efter at have ligget i dvale under dansk styre blev vejen banet for norsk demokrati. Et interessant aspekt er, at mange tænker, at forholdet til Danmark udelukkende var præget af konflikt, men der var mange, som var yderst taknemmelige over for den danske prins, der gav Norge frihed,” siger Odd Arvid Storsveen.

Han peger på, at der stadig er tydelige paralleller til datidens ambivalente forhold, som da nordmændene i efteråret diskuterede placeringen af en statue af den danske prins Christian Frederik, som blev det frie Norges første konge. Mens nogle mente, at statuen passede fint foran Stortinget, argumenterede andre for, at den danske statholder på ingen måde fortjente en statue.

Hændelserne omkring 1814 er naturligt nok genstand for megen granskning i Norge, og forskningsbibliotekar ved Nationalbiblioteket i Oslo Ruth Hemstad har undersøgt de udgivne publikationer i årene omkring 1814. Hendes kortlægning viser, at tiden efter 1814 snarere var præget af brudte skandinaviske drømme og traumer end drømme og visioner.

”Tankerne om en skandinavisk union havde floreret i mange år, særligt i Sverige, men Skandinavien blev et tvetydigt begreb efter 1814. Nordmændene ville fokusere på nationsbygning, og der var til dels stor modstand mod skandinavismens grundtanker. Dog er det interessant, at blot årtier efter bruddet talte mange om forbrødring, og der blev igen knyttet tætte bånd til Danmark op gennem 1800-tallet,” siger Ruth Hemstad.

Hun understreger, at når nordmændene i dag går i optog overalt i landet, er det med en generel glæde over grundlovens 200-årsjubilæum, og at ”danskertiden” også omtales som den periode i norsk historie, der gav landet mulighed for at starte fra år 0 med opbygning af egen identitet, kultur, politik og demokrati. Og hvis man som dansker skulle befinde sig i Norge i dag, så understreger alle medvirkende i denne artikel, at man er meget velkommen til grundlovsfejringen.