Syngende nonne er ny stjerne på Italiens pophimmel

Den 25-årige søster Cristina Scuccia har taget Italien med storm og er godt på vej til at vinde talentshow

Iført ordensdragt og fornuftige sko har søster Cristina taget italienerne med storm.
Iført ordensdragt og fornuftige sko har søster Cristina taget italienerne med storm. . Foto: RAI.

Med få uger tilbage af denne sæson af den italienske talentkonkurrence The Voice går snakken i Italien nu om, hvorvidt den absolut mest populære deltager også kan gå hen og vinde.

Søster Cristina Scuccia fra Comiso på Sicilien har sunget en stribe popsange fra Alicia Keys over Cyndi Lauper til Mariah Carey og senest optrådt på scenen sammen med popstjernen Kylie Minogue. Altsammen iført sin sorte ordensdragt og fornuftige sko, som hun hopper og danser rundt i. Det er ikke mindst den smittende livsglæde, der har fået italienerne til at tage nonnen til sig, og hun er lige nu favorit.

Internationalt er hun også et hit. Næsten 50 millioner har set videoklippet med hendes første optræden på internettjenesten YouTube, og hun er blevet omtalt i store internationale medier på kryds og tværs af jordkloden, senest på forsiden af The New York Times.

”Hun er en del af den kirke, der nu tiltrækker store menneskemængder igen og med pave Frans er ved at skabe et mere moderne og mindre strengt billede,” som journalisten Domenico Marocchi formulerede det forleden.

”Jo større det bliver, jo mindre føler jeg mig,” har søster Cristina selv udtalt, og på de sociale medier er der bekymring for, om hun virkelig kan kombinere livet som nonne med en verden af pop.

En nysgerrig presse har været i gang med at grave i hendes fortid og blandt andet talt med en ungdomskæreste, men uden at finde noget graverende. Og hun har opbakning hjemmefra. Flere af de ældre søstre, hun bor og normalt arbejder sammen med i ordenens center i Milano, står i kulissen og hepper og danser med, hver gang hun er på scenen.

Den syngende nonne er en sensation, men andre gejstlige i den katolske kirke optræder også med deres talenter. Fra Assisi har franciskanermunken og tenoren Alessandro Brustenghi i de senere år rejst rundt og begejstret operapublikummet efter at have fået udgivet en cd på selskabet Decca. Og italienerne kender også ”den dansende nonne”, Anna Nobili, der i sin ungdom var gogo-danserinde på diskoteker, men de seneste seks år for sin orden har haft danseskolen Holy Dance lidt uden for Rom.

I Nordirland har tre syngende katolske præster dannet gruppen ”The Priests” efter De Tre Tenorer-modellen, og også i Frankrig har de en gruppe med navnet Les Pretres, som har udgivet en cd.

I Brasilien er præsten Marcelo Rossi et kæmpenavn, der kan få tusinder af mennesker til at synge med, når han går på scenen. Og en anden brasiliansk præst, Joseph Anthony fra Sao Paulo, er bedre kendt under navnet DJ Zeton. Han har skabt begrebet ”cristoteca”, som nu også findes i mange andre lande. Steder, hvor unge kan lytte og danse til techno- og anden ny musik med kristne forbilleder på storskærmen og uden spiritus og narko.

Pladeselskabet Universal, der har rettighederne i forbindelse med The Voice, skal allerede have overvejet at sende søster Cristina på en verdensturné efter en cd-udgivelse. Der spekuleres også i de italienske medier i, at hun skal deltage i den italienske udgave af melodigrandprix, San Remo-festivalen, til næste år.

Andre gejstlige har tidligere deltaget i festivalen. Guiseppe Cionfoli, der tilhørte en kapucinerorden i Bari, var med både i 1982 og 1983, men så gav ordenens ledelse ham besked på, at det var enten eller. Og han valgte at lægge munkedragten og har siden levet som kunstner.

Det ser ikke ud til, at søster Cristina vil få de problemer med den katolske kirke i dag. Ursula-ordenen, som hun er medlem af, har hjulpet hende med at fremme sangkarrieren, og kardinal Gianfranco Ravasi, der er Vatikanets ”kulturminister” og glad for at skrive på Twitter, sendte et citat fra Det Nye Testamente ud 1. Peter 4:10. ”Enhver skal tjene de andre med den nådegave, han har fået”.

Og dét er netop, hvad søster Cristina selv siger om sin sang og optræden:

”Jeg har fået en gave, som jeg deler med jer.”