Olof Palme bruges i den svenske EU-valgkamp

Før første gang siden mordet på den tidligere statsminister bliver hans navn brugt i en valgkamp for de svenske socialdemokrater

Olof Palme og hustruen, Lisbeth Palme, efter rigsdagsvalget i 1985.
Olof Palme og hustruen, Lisbeth Palme, efter rigsdagsvalget i 1985. . Foto: Scanpix.

Umiddelbart er billederne i sig selv ikke opsigtsvækkende. En lastbilchauffør kæmper med at holde øjnene åbne bag rattet. En slidt rengøringsdame slæber udmattet et par affaldssække op ad en stejl trappe. Der bliver klippet imellem de to scener, mens en ridset indspilning af Olof Palme, der taler, bruges som lydkulisse. Han taler om menneskers værd. Pludselig er det en film, som vækker følelser. Det er de svenske socialdemokraters valgfilm til Europa-Parlamentsvalget, og 28 år efter at han blev skudt, spiller Olof Palme igen hovedrollen i det socialdemokratiske budskab.

I Sverige har sårene ellers været dybe efter mordet på den daværende statsminister, og han har ikke tidligere været brugt som et instrument i en valgkampagne.

”Olof Palme er tidligere blevet brugt af socialdemokraterne, men ikke på samme måde. Indtil for nylig er han primært blevet brugt i interne partisammenhænge. Der findes stort set ingen 1. maj-taler eller kongrestaler, som ikke indeholder et Palme-citat,” siger svenske Joakim Kellner, partner og senior-rådgiver i public affairs hos Geelmuyden Kiese, som er en af Skandinaviens største virksomheder inden for strategisk kommunikationsrådgivning.

Socialdemokraternes pressesekretær, Carin Jmtin, pointerer over for den norske avis Aftenposten, at tiden først nu er blevet moden til, at partiet bruger Olof Palme i valgkampssammenhæng.

”Det er først nu, vi kan holde ud at fremhæve og debattere hans politiske gerning,” siger hun.

Olof Palme er blevet et ikon for mange svenskere, og indtil nu har et mantra af respekt, skam og sorg holdt ham for hellig til at blive udnyttet af politiske og kommercielle kræfter.

”Jeg tror, at de svenske socialdemokrater aldrig kommer sig over chokket. Alle svenskere, som er gamle nok, husker præcis, hvor de befandt sig, og hvad de lavede, da de fik beskeden om Palmes død. Sårene er der stadigvæk, og de blev revet op igen ved mordet på Anna Lindh (Sveriges tidligere udenrigsminister, som blev myrdet i 2003, red.). Den unge generation af socialdemokrater savner dog den følelsesmæssige relation til Palme. For den generation er der intet kontroversielt i at bruge ham på den måde. De har ikke noget minde om eller personlige referencer til Olof Palme. For dem er han snarere et ikon på samme måde som Martin Luther King eller John F. Kennedy. Og det er nu om dage den generation, der sætter tonen i debatten og specielt på de sociale medier,” siger Joakim Kellner.

Socialdemokraterne har tilsyneladende brug for Palmes stemme og status for at kunne køre på gode socialdemokratiske værdier på et tidspunkt, hvor partiet kritiseres for mere og mere at ligne det borgerlige regeringsparti Moderaterne. Ved de to seneste rigsdagsvalg har Moderaterne hugget tidligere socialdemokratiske vælgere ved at ændre tonen til en, der minder meget om den socialdemokratiske, og Socialdemokraterne har nu hårdt brug for at belyse de ideologiske forskelle mellem de to hovedalternativer i svensk politik. Her er Olof Palme en figur, som kan bruges til at løfte de gamle dyder frem i lyset igen, mener Joakim Kellner.

”Det, som skete ved valgene i både 2006 og 2010, var, at vælgerne skiftede direkte fra Socialdemokraterne til Moderaterne på en måde, vi ikke tidligere har set i svensk politik. Det, Socialdemokraterne gør nu, er at prøve at vinde vælgerne tilbage ved at hægte sig fast på den venstrevind, som blæser i Sverige lige nu,” siger Joakim Kellner, der tror, at det netop er det, valgfilmen prøver at ride på, eftersom ingen belyser de ideologiske forskelligheder i svensk politik bedre end Olof Palme.

Ifølge Joakim Kellner prøver man gennem filmen at sammenkoble Palme og den nuværende partileder Stefan Lövfen og på den måde øge hans ideologiske troværdighed. Det fremgår også af forskellige interviews med Löfven, at han altid har lænet sig op af Palmes visioner og ideologi. Og skulle man være i tvivl, bliver det åbenlyst, hvis man besøger hans arbejdsgemakker, hvor et indrammet fotografi af en ung Löfven side om side med Olof Palme pryder partilederens vindueskarm som en påmindelse om hans ideologiske bagland.

”Menneskeværd, det er retten til og den praktiske mulighed for at forme fremtiden med andre,” lyder det i den gamle indspilning af Palmes ord i den korte valgfilm, som skal få svenskerne til at stemme på socialdemokraterne ved EU-valget. Palme-citatet er næsten 40 år gammelt og er hentet fra partikongressen i 1975. Men betyder det, at socialdemokraterne har begået en politisk genistreg? Joakim Kellner er ikke sikker.

”Palmes ord er tidløse, men de savner den kraft, som fandtes under Palme-æraen. For 15 år siden havde den provokeret mange på højrefløjen i svensk politik, men nu er det mest en pæn valgfilm. Den kommer sikkert til at inspirere mange i den socialdemokratiske valgkampsorganisation, men den kommer nok ikke ligefrem til at påvirke udgangen af valget.”