Europa har brug for en fælles flygtningepolitik

Europæerne må overkomme frygten for det anderledes, siger Cécile Kyenge, der er tidligere integrationsminister i Italien og nu stiller op ved valget til Europa-Parlamentet

Strømmen af flygtninge til EU belaster især Italien, Spanien, Malta og Grækenland, og det er urimeligt, mener Cécile Kyenge, der slår til lyd for at gøre det muligt for asylsøgere at søge asyl i andre EU-lande end det land, de først ankommer til. På billedet hjælper en maltesisk politibetjent et overlevende barn fra en kæntringsulykke syd for Malta. Matthew Mirabelli/AFP/Scanpix.
Strømmen af flygtninge til EU belaster især Italien, Spanien, Malta og Grækenland, og det er urimeligt, mener Cécile Kyenge, der slår til lyd for at gøre det muligt for asylsøgere at søge asyl i andre EU-lande end det land, de først ankommer til. På billedet hjælper en maltesisk politibetjent et overlevende barn fra en kæntringsulykke syd for Malta. Matthew Mirabelli/AFP/Scanpix.

Hun ved, hvad det vil sige at komme udefra og gøre alt for at få lov til at blive inden for EUs grænser. 49-årige Cécile Kyenge rejste selv som ung fra Zaire (der nu hedder DR Congo) for at få en uddannelse og et bedre liv i Italien. I dag er hun en af de euro-pæiske politikere, der går markant mod strømmen og arbejder for at få lempet asyl- og immigrationspolitikken.

Efter at have arbejdet som privat husassistent for at tjene til studierne, gjorde hun karriere og blev en anerkendt øjenkirurg, samtidig med at hun blev gift og mor til to døtre. I fritiden blev hun aktiv i det italienske centrum-venstre parti PD som fortaler for landets immigranter, men det kom som en overraskelse, da Enrico Letta sidste år gjorde hende til integrationsminister. Den første med sort hudfarve i nationens historie.

En ubehagelig overraskelse for de grupper, der som Lega Nord har gjort det til deres varemærke at forsøge at stoppe immigrationen. I løbet af de 10 måneder, hun sad på posten, blev Cécile Kyenge udsat for racisme af værste skuffe. Hun har prøvet at få smidt bananer efter sig, og et parlamentsmedlem sammenlignede hende med en orangutang. For bare at nævne noget. Dertil dødstrusler og fornærmelser, hvor hun viste sig.

I dag er hun kandidat for PD ved valget til Europa-Parlamentet og vil vælges på sit budskab om, at man skal hjælpe indvandrere og flygtninge med at komme ind i EU. Desuden vil hun have landene til at hjælpe hinanden med at løse de problemer, der nu igen presser sig på, især ved Middelhavet og på steder som øen Lampedusa.

”Vi må have en transnational flygtninge- og immigrationspolitik,” siger hun til Kristeligt Dagblad, der har fået hende i tale på vejen mellem to kampagnestop.

”Et land skal ikke kunne stille sig udenfor eller gøre det anderledes. Det er en fælles opgave, og vi har brug for en politik, der ser på problemstillingen hele vejen rundt. Dels for at tage imod strømmen af asylsøgere, dels for at sætte gang i det bilaterale samarbejde med de lande, som flygtningene kommer fra. Og vi må gribe det an som europæere og dele ansvaret.”

Noget af det første, hun gerne vil have ændret, er den såkaldte Dublin-aftale, der bestemmer, at flygtninge kun kan søge asyl i det første EU-land, de ankommer til.

”Mange af flygtningene vil helst ikke blive i det første land. De kommer fra krige og konflikter og vælger ikke selv, men må tage det første, der er muligt, og det er næsten altid et middelhavsland.”

Det belaster især Italien, Spanien, Malta og Grækenland, og det er urimeligt, mener Kyenge.

”For når en person ankommer for eksempel til Italien, er det til EUs ydre grænse.”

Hun erkender, at det ikke vil være nemt at skaffe for-ståelse og flertal for en ændring, men den er ”nødvendig”, siger hun.

Efter tragedien ved Lampedusa i oktober, da mindst 366 bådflygtninge druknede tæt på land, satte Italien en permanent redningsaktion i gang. ”Mare Nostrum”-aktionen har siden reddet tusinder af liv, senest i tirsdags, da flere hundrede syriske flygtninge blev samlet op. Blandt dem var over 100 børn.

”Det redder ikke kun liv, men har også en anden og helt fundamental værdi, fordi det har været med til at ændre flygtningenes status. Nu bliver de anset for mennesker. Menneskeliv, der er noget værd, og værd at redde. Men det ligger i Italiens hænder, og det bør ligge i unionens,” siger Cécile Kyenge.

Det er en kostbar aktion, og også den italienske regering presser på for at få mere hjælp fra resten af EU til at betale regningen og for at få en bedre fordelingspolitik for dem, der kommer. Står det til Cécile Kyenge, skal EU også hjælpe flygtningene mere på vej. Hun vil have en slags forposter i lande som Libyen, der kan behandle ansøgninger, så flygtninge kan sendes sikkert afsted i stedet for som i dag at være i menneskesmugleres vold. En såkaldt humanitær korridor.

Et modigt synspunkt i disse dage, hvor mange europæiske vælgere siger nej til flere flygtninge og indvandrere.

Så det kan blive svært at få igennem?

”Meget svært,” erkender hun, men forklarer, at de populistiske partiers fremgang efter hendes mening skyldes, at vælgere laver en forkert sammenkobling.

”De giver indvandrerne skylden for de dårlige tider, selvom virkeligheden er en anden.”

Hænger det også sammen med en frygt for islam og for at få for mange muslimer i Europa?

”Jeg tror ikke, at det har så meget med religion at gøre som med at de, der kommer, er anderledes. Det anderledes er blevet en trussel. Men med pave Frans er der nu åbnet for et andet budskab: At den, der er anderledes, kan være en ressource. At det er en mulighed, og at folk ikke behøver at frygte, men kan få gavn af denne rigdom.”

De er selv oprindeligt indvandret til Europa. Hvad tænker De, når nogle vil afvise flygtninge?

”At det er frygt, der gør det, og at man må prøve at vende det til noget positivt. At lukke grænsen er ikke nogen løsning. Vi skal redde folk, og når vi har gjort det, skal vi have en ordentlig integrationspolitik ud fra unionens basisværdier, som er en solidarisk løsning.”

Vil det også kunne hjælpe mod racismen?

”Det kræver, at man lærer om det, der er anderledes og de forskellige kulturer. Det kræver for eksempel undervisning og en kulturel forandring. Der må man bruge alle midler, som kampagner og musik, teater og film. Så man viser forskelligheden og har en daglig anerkendelse af forandringen i samfundet”.

Tror De på Europa som en multikulturel union, hvor alle lever fredeligt med hinanden?

”Det er jo drømmen og ja, det gør jeg. Der er minoriteter, der råber op, men det store tavse flertal vil kunne forstå og se et andet billede. Et multikulturelt Europa, hvor mangfoldighed står i centrum.”