Udtalelsen om ”Mickey Mouse-parlamentet” har klæbet til den tidligere britiske premierminister Margaret Thatcher i mere end tre årtier. Også selvom Thatcher aldrig sagde de berømte ord om, at Europa-Parlamentet er et Mickey Mouse-parlament, men blot blev fejlciteret efter et interview med den britiske nyhedsstation BBC i 1989.
Hvis den britiske ”jernlady” endelig ville have sammenlignet med noget fra tegneseriernes verden, havde Asterix måske også været et mere velegnet valg. Som den franske figur har Europa-Parlamentet vist sig som en kløgtig kriger, der altid er med på en udfordring og som regel ender med vinde sine slag.
Siden de første direkte parlamentsvalg blev gennemført i 1979, har Parlamentet gradvist fået udvidet sine beføjelser. Ikke mindst Lissabon-traktaten, som trådte i kraft i 2009, har givet Europa-Parlamentet et kæmpe politisk løft, som bringer Parlamentet i øjenhøjde med EU-Kommissionen og undertiden hestehoveder foran de nationale regeringer. Og i den kommende valgperiode vil Parlamentet få endnu flere lovgivningsområder ind under sig.
”Parlamentets indflydelse er eksploderet. Det er gradvist blevet et rigtigt parlament. Det er en meget interessant udvikling,” siger Jens Peter Bonde, tidligere medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU og Junibevægelsen.
Jens Peter Bonde sad i Parlamentet i næsten 30 år, fra det første direkte valg i 1979 til 2008. Han er den dansker, der indtil nu har siddet længst tid i Europa-Parlamentet og vil være den oplagte vinderkandidat i enhver quiz om EU-systemet. Men selv han er overrasket over den hastige udvikling, der er sket i den seneste periode.
Han peger blandt andet på de utallige trepartsmøder, som nu holdes mellem EU-Kommisionen, Europa-Parlamentet og de relevante fagminstre fra medlemslandenes regeringer, kaldet Ministerrådet. Møder, hvor lovforslag og politiske holdninger afstemmes, stort set upåagtet af offentligheden.
”Sidste år var der over 1000 trepartsmøder. 1000. Det er et enormt antal. Og det siger noget om, hvordan Parlamentet har formået at bide sig fast i bordkanten og få mere indflydelse. Det har sloges for mere indflydelse, og det har fået det. Et vidende medlem af Parlamentet har i dag mere indflydelse på EUs lovgivning end en dansk fagminister,” siger den nu 66-årige journalist og forfatter.
Jens Peter Bonde peger på, at der er en verden til forskel på det Europa-Parlament, han blev medlem af i 1979, og Parlamentet, som det fungerer i dag.
”Da jeg kom i Parlamentet, var det som en fjern planet for danskerne. Folk anede ingenting. Efterhånden blev der skrevet lidt mere, men det handlede mest om medlemmernes svindelnumre og frås. Uvidenheden om Parlamentets arbejde har altid været et problem, men det er et større problem nu, at danskerne ved så lidt, fordi parlamentet betyder meget mere.”
Derfor mener Jens Peter Bonde også, at valget på søndag er ”utrolig vigtigt”.
”Det er den eneste sted, vi som borgere kan få indflydelse på EUs lovgivning,” siger han.
Hans praktiske erfaring er, at parlamentsmedlemmerne har adgang til et direkte lovgivningssamarbejde med EU-Kommissionen, som gør det muligt for de dygtige og energiske af dem at påvirke lovgivningen i langt højere grad end danske ministre, der flyver ud og ind af Bruxelles.
”Parlamentet har slet ikke de vælgere, det fortjener. Der burde være lige så høj valgdeltagelse til Europa-Parlamentsvalget som til folketingsvalgene. Det er Parlamentet, der afgør den europæiske lovgivning. Ikke Folketinget,” siger Jens Peter Bonde.
Christine Nissen er ph.d.-studerende ved Dansk Institut for Internationale Studier med speciale i EU-institutionerne og europæisering af nationale strukturer. Hun betegner det som ”vanvittig vigtigt”, hvem der bliver valgt til Europa-Parlamentet. Præcis som i Folketinget gør det en forskel, om det politiske flertal er rødt, blåt, grønt eller grumset. I den kommende femårige periode vil det især få betydning, om Parlamentet som hidtil vil være domineret af et borgerligt-konservativt flertal, der lægger vægten på at spare sig ud af krisen, eller om der kan skabes en ”rødt” flertal for snarere at forsøge at investere sig ud af problemerne.
”Det vil bestemt gøre en forskel, hvem der bliver valgt. I dag er det Europa-Parlamentet, der bestemmer hvilken EU-politik, der skal føres,” siger Christine Nissen.
Et markant eksempel på parlamentets øgede indflydelse er udnævnelsen af den nye formand for EU-Kommissionen. Når afløseren for den konservative portugisiske politiker José Manuel Barroso, der har været formand siden 2004, skal findes, er det ikke længere blot de enkelte landes stats- og regeringschefer (Det Europæiske Råd), der stikker hovederne sammen over en god middag i Bruxelles og bliver enige om en person.
Fra dette valg skal udnævnelsen ske i samarbejde med Europa-Parlamentet, og på ægte ”Asterix-vis” har Parlamentet tænkt at kæmpe til det sidste for at få den afgørende indflydelse. De to største grupper i Parlamentet, den borgerligt-konservative og den socialdemokratiske, har hver deres spidskandidat. Henholdsvis tidligere premierminister i Luxembourg Jean-Claude Juncker og nuværende formand for Europa-Parlamentet, den tyske socialdemokrat Martin Schulz. EUs svar på Løkke versus Thorning.
”De to kandidater har nogle meget forskellige visioner om, hvordan EU skal udvikle sig, og hvordan Europa bedst kommer ud af krisen. Det understreger meget godt, hvorfor det har betydning, hvem man stemmer på til parlamentsvalget,” siger Christine Nissen.
Paradoksalt nok har det dog ikke gjort indtryk på vælgerne, at de aldrig har haft større mulighed for at få indflydelse på EU gennem deres repræsentanter i Parlamentet. Selvom Danmark stadig ligger over den gennemsnitlige valgdeltagelse i EU på 43 procent (2009), er det kun cirka 50 procent af danskerne, der stemmer ved Europa-Parlamentsvalgene, langt færre end de cirka 80 procent ved folketingsvalgene.
”Vi har ikke erkendt, at det er Parlamentet, der er den vigtigste ramme om den europæiske politiske diskussion i dag. Hvis folk forstod, hvilken magt der ligger hos Parlamentet, ville nogle af dem, der i dag stemmer på de EU-skeptiske partier, måske foretrække at veksle deres skepsis til indflydelse. Mange er jo ikke utilfredse med EU som sådan. De er utilfredse med den politik, der bliver ført, og den har Parlamentet faktisk mulighed for at ændre,” siger Christine Nissen.
Det er 15 år siden, at Bertel Haarder, tidligere minister, første næstformand i Folketingets Præsidium og medlem af Europa-Parlamentet for Venstre fra 1994 til 2001, sidst førte valgkamp til Europa-Parlamentet. Og han husker det med gru.
”Valgkampene var rædselsfulde dengang. De drejede sig altid kun om to ting: Var man for eller imod EU og var rejsereglerne rimelige. De handlede aldrig om EUs politik,” siger han.
Han glæder sig over, at debatten forud for valget i morgen langt om længe har handlet om europæisk politik.
”Jeg synes, at vi har været meget bedre til at føre en sund og tiltrængt diskussion om, hvilken retning EU skal tage,” siger Bertel Haarder, som selv er blevet mødt med en stor interesse for emner, der har med EU at gøre. Velfærdsturisme for eksempel.
Han fremhæver, hvor vigtigt det er at skelne mellem, om det er EU som helhed, man eventuelt er modstander af. Eller om man er modstander af den politik, EU fører.
”Det gælder om at skælde ud på det flertal, der træffer beslutninger, man er uenig i. I stedet for at skælde ud på hele EU. Vi skælder jo heller ikke ud på hele Folketinget, hvis vi er uenige i nogle beslutninger. Vi nøjes med at være sure på de partier, der står bag. Derfor skal vi også interessere os noget mere for de alliancer, der bliver lavet i Europa-Parlamentet,” siger Bertel Haarder.
Han håber, at den mere nuancerede debat om europæisk politik vil afspejle sig i valgdeltagelsen.
”Mit gæt er, at der herhjemme vil være en lille stigning i valgdeltagelsen. Hvis det holder stik, vil det være meget glædeligt. Det vil være et signal om, at vi er kommet videre i vores opfattelse af Parlamentet og dets muligheder,” siger han.
En af de danske spidskandidater til parlamentsvalget i morgen er SFeren Margrete Auken, som efter 10 år i Europa-Parlamentet stiller op til en periode mere. Hun hæfter sig ved, at der herhjemme stadig er en tendens til at se et EU, som først og fremmest skal påvirkes gennem regeringen og Folketinget. Selv i den offentlige administration er det ikke rigtig gået op for folk, at de i mange tilfælde ville nå længere ved at arbejde sammen med Europa-Parlamentet.
”Det overraskede mig under det danske EU-formandskab, hvor lidt Udenrigministeriet trak på Parlamentet. Det er ikke rigtig gået ind, hvor dramatisk et skifte der har været i Parlamentets indflydelse. Mange danskere overser, at Parlamentet er medlovgiver på det meste,” siger hun.
Margrete Auken peger på, hvordan den fysiske nærhed og det lokale netværk til andre parlamentarikere samt de ansatte i EU-Kommissionen gør det lettere at få indflydelse.
Selvom der er 751 medlemmer i Europa-Parlamentet fra dette valg, mange flere end de 179 medlemmer af det danske Folketing, betyder det ikke, at indflydelsen er tilsvarende mindre for det enkelte medlem. Europa-parlamentarikerne arbejder primært gennem et af de 20 stående udvalg, hun eller han er medlem af. Det er her, man får ordførerskaber og kan præge lovforslagene fra EU-Kommissionen.
”Man kan som lille dansker i EU-systemet få mere indflydelse end i Folketinget. Hvis man virkelig vil være med, kan man få utrolig meget igennem,” siger Margrete Auken.
Uden dermed sagt, at Parlamentets mange hundrede medlemmer blot nikker ja til hinandens forslag. Som i Folketinget brydes meningerne, og bølgerne kan gå højt,
”Vi er tit rygende uenige i Parlamentet, og det giver altså basis for nogle gode drøftelser. Europa-Parlamentets felt er de tværgående europæiske spørgsmål, men vi fungerer jo på mange måder som Folketinget. Vores opland er bare større,” siger Margrete Auken.