Pavens ligeligt fordelte anerkendelser i Mellemøsten

Med sit besøg i Jordan, Det Palæstinensiske Selvstyre og Israel har paven både sendt signaler om forståelse til parterne i den israelsk-palæstinensiske konflikt og taget politiske skridt, som hans to forgængere ikke turde drømme om

Under pave Frans besøg i Mellemøsten deltog han blandt andet i en reception sammen med den israelske præsident, Shimon Peres, i Jerusalem, hvor et børnekor sang.
Under pave Frans besøg i Mellemøsten deltog han blandt andet i en reception sammen med den israelske præsident, Shimon Peres, i Jerusalem, hvor et børnekor sang. . Foto: Tsafrir Abayov/AFP/Scanpix.

En forventet apolitisk rejse endte med at blive storpolitik på alle måder.

Under sit tre dage lange besøg i Jordan, Det Palæstinensiske Selvstyre og Israel, der sluttede i mandags, var pave Frans ikke bare mere direkte og tydelig i sine handlinger over for parterne i den israelsk-palæstinensiske konflikt. Han blandede religion og politik og gav parterne god grund til at føle sig anerkendt af den katolske kirke. Og det på en måde, som ingen pave har formået at gøre tidligere.

Om det var planlagt eller ej, vides ikke, men i et tilsyneladende spontant øjeblik afsluttede pave Frans sin rejse med en usædvanlig invitation til Israels præsident Shimon Peres og den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas. Paven ønsker at se dem i Vatikanet om to uger til en tværreligiøs messe.

Begge parter har takket ja til det umiddelbart religiøse møde, vel vidende at Vatikanets overhoved også tænker politik, når han inviterer dem begge i en tid, hvor forhandlinger, der har varet næsten et år, netop er brudt sammen.

Før pavens besøg havde Vatikanets talsmænd forsikret medier og de involverede parter i konflikten om, at besøget ikke ville have nogen politisk karakter. Det modsatte skete. Allerede fra begyndelsen, hvor paven valgte at komme til palæstinensiske Betlehem direkte fra Jordan, sendte han et tydeligt signal om, at han uden at sige det ordret anser Det Palæstinensiske Selvstyre for at være en lige så selvstændig enhed som Israel.

Pavens insisteren på at stoppe ved den israelsk opførte sikkerhedsmur mellem Jerusalem og Betlehem var en anerkendelse af den palæstinensiske frustration og en meget direkte hentydning til Israel om, at mur, besættelse og forskelsbehandling ikke skaber fred.

Havde besøget stoppet der, ville Israel have været rasende. Men et besøg ved zionismens grundlægger, Theodor Herzls, grav i Jerusalem var en lige så vigtig hændelse for israelerne som bønnen ved sikkerhedsmuren var for palæstinenserne.

For mere end 100 år siden forsøgte Theodor Herzl at vinde den daværende paves støtte til oprettelsen af en jødisk stat. Herzl blev afvist og måtte høre paven sige, at der aldrig ville komme til at være jødisk herredømme i Jerusalem. Den daværende pave tog fejl, og det anerkender pave Frans i dag.

For Israels vedkommende var pavens besøg ved mindestenene for israelske terror-ofre også et skulderklap af forståelse og sympati over for staten Israel.

Taget på sengen af en anderledes pave er parterne først nu ved at fordøje signalerne.

Palæstinenserne beskylder Israel for at bygge nye enheder i bosættelserne, fordi premierminister Benjamin Netanyahus regering er sur over pavens bøn ved sikkerhedsmuren. Samtidig roser israelske politikere paven for at vise en hidtil uhørt forståelse for den jødiske stats meget centrale omdrejningspunkter, som Israels kamp mod terror og zionismens stadige betydning for det moderne Israel.