Prøv avisen

Kusiner begår selvmord efter gruppevoldtægt i Indien

En gruppe på fem mænd havde angiveligt voldtaget to unge piger, der onsdag morgen blev fundet døde.

To teenagepiger er blevet fundet hængt i et træ i en nordindisk landsby, efter at fem mænd angivelig havde voldtaget dem, siger politiet torsdag.

Et ligsyn indikerer, at de to piger, der ifølge AFP er kusiner på henholdsvis 14 og 15 år, havde hængt sig selv, efter at de var blevet angrebet i en landsby i delstaten Uttar Pradesh.

- Rapporten indikerer, at pigerne begik selvmord. Men vi vil tage alle aspekter til overvejelse, inden vi konkluderer noget, siger politichef Atul Saxena.

En hovedmistænkt, der går under navnet Pappu, blev anholdt, efter at pigernes familier havde fortalt politiet, at de fem mænd havde gruppevoldtaget og dræbt pigerne.

- Et hold på 50 betjente er på jagt efter de anklagede, siger politichefen.

Saxena kan ikke bekræfte pigernes alder, men siger, at de er i "deres sene teenageår".

Efter hændelsen har ofrenes familier og andre landsbyboere demonstreret.

De beskylder politiet for at tøve, efter at pigernes lig blev fundet tidligt onsdag.

Overfaldet er det seneste i en lang række sager, der understreger Indiens problem med at nedbringe antallet af voldtægter. Sidste år skærpede landet ellers sin lovgivning for sexoverfald.

I april blev tre mænd i Mumbai idømt dødsstraf for to tilfælde af gruppevoldtægt.

Det var første gang siden skærpelsen af lovgivningen, at der faldt dødsdom i en sag om gentagne tilfælde af gruppevoldtægt.

Overfaldene skete i juli og august sidste år på en fabriksgrund i Mumbai. I et af tilfældene gik det ud over en kvindelig fotograf, og hendes sag blev internationalt kendt.

De tre dødsdømte er henholdsvis 19, 21 og 28 år.