Prøv avisen

De globale vindere kontra de lokale tabere

Fremgangen for det franske Front National og partileder Marine Le Pen sker især i områder af landet, hvor indbyggerne er tabere i globaliseringen. Et billede, der går igen i andre europæiske lande, mener eksperter. Foto: Christian Hartmann/Reuters/Scanpix

Front Nationals succes i Frankrig illustrerer en generel tendens i Europa, hvor skillelinjen ikke længere går mellem socialklasser, men i lige så høj grad mellem vindere og tabere i globaliseringen

Front Nationals store sejre ved Europa-Parlamentsvalget og tidligere også ved de franske lokalvalg for nylig har bekræftet en tendens, som valgforskere i hele Europa har konstateret inden for de seneste år: Det er udkantsområderne og de økonomisk hensygnende regioner, der stemmer på det yderste højre. Der, hvor globaliseringen ikke trækker den økonomiske vækst, men snarere har svækket den lokale industri. Og hvor befolkningens indtægter afhænger mere af lokale håndværkere og forbrugere end af internationale markeder.

”Front National har især succes i de områder, hvor indbyggerne er tabere i globaliseringen, og meget lidt i storbyerne, der vinder på den stigende internationalisering af økonomien,” siger Laurent Chalard, fransk geograf og valgforsker, som blandt andet har arbejdet med sammenhængen mellem vælger-adfærd og økonomi.

Marine Le Pens tropper, der vandt 12 borgmesterposter ved kommunalvalget den 29. marts, har indtaget mindre byer som Hénin-Beaumont i det gamle mineområde i Nordfrankrig og det stadig mere økonomisk hensygnende Béziers ved Middelhavskysten. Begge byer er prægede af høj arbejdsløshed og faldende økonomisk aktivitet, helt modsat de store byer som Paris, Lyon og Lille, hvor den økonomiske vækst, universiteterne og de store, internationale virksomheder er koncentrerede. Og hvor vælgerne nærmere stemmer til venstre.

”Inden for de seneste 15 år har vi oplevet en tendens til, at de franske udkantsområder bliver hægtet af globaliseringen og den økonomiske vækst. Det samme gør deres indbyggere, der oplever social marginalisering, arbejdsløshed og social udstødelse. Og netop i disse områder ser vi en særlig modvilje mod globaliseringen, som disse befolkninger opfatter som årsagen til deres problemer. Det gælder lavtuddannede, der bliver arbejdsløse, fordi deres arbejdspladser er flyttet til udlandet. Men det gælder også den lavere middelklasse, som er bange for at ryge ned ad den sociale rangstige. Og alle oplever indvandrerne som en trussel, blandt andet fordi de konkurrerer om de samme lavtlønnede jobs,” siger Laurent Chalard.

Christoph Arndt er adjunkt ved institut for statskundskab ved Aarhus Universitet og har forsket i sammenhængen mellem vælgeradfærd og globalisering. Og han konstaterer også, at globaliseringen i nogen grad udvisker den gamle, klassiske skillelinje mellem arbejdstagere og arbejdsgivere som afgørende for politisk ståsted.

”Vindere og tabere i globaliseringen, herunder også i den europæiske integrationsproces, kan være både lønmodtagere og arbejdsgivere i for eksempel mindre virksomheder, der ikke længere er beskyttede af nationale grænser, men udsættes for international konkurrence. De gamle klasseskel er stadig synlige, fordi lavtuddannede er mere udsatte end højtuddannede, men vandene deles alligevel på en ny måde,” siger Christoph Arndt.

”Vinderne arbejder groft sagt i internationale virksomheder. De er højtuddannede, de har de spidskompetencer, der er efterspørgsel efter, og de kan begå sig internationalt både sprogligt og kulturelt. Og de føler sig som europæere eller internationale borgere i lige så høj grad, som de føler sig danske. De vil kræve mere åbne markeder, mindre statsregulering og måske mindre velfærd. Og de kan sådan set godt leve med indvandring.

Helt modsat forholder det sig med den ufaglærte arbejder, der udsættes for konkurrence fra andre ufaglærte, som for eksempel østarbejdere. Det er den berømte Blå Bjarne, den faglærte arbejder som siden 2001 har stemt på Venstre eller Dansk Folkeparti i stedet for Socialdemokraterne. Og som kræver beskyttelse mod konkurrence fra udlandet. De vil for eksempel protestere mod udlicitering til udlandet , som er en følge af den europæiske integration,” siger Christoph Arndt.

Denne nye politiske skillelinje er blandt andet blevet grundigt belyst af Hans Peter Kriesi, professor i sammenlignende politik ved Det Europæiske Universitetsinstitut i det italienske Firenze. Globaliseringen skaber nye koalitioner på tværs af sociale skel, påpeger han i bogen ”West European Politics in the Age of Globalization” (Vesteuropæisk politik i globaliseringens tidsalder):

”Åbningen af grænserne og afnationalisering fører til nye koalitioner på tværs af klasseskellene, afhængigt af den enkeltes muligheder for at klare sig i og drage fordel af globaliseringen,” skriver han.

Og det skaber igen en værdikløft:

”Personer med færre individuelle muligheder for at klare sig er mere afhængige af det nationale fællesskab. De vil opfatte svækkelse af det nationale fællesskab som et tab, hvor øget økonomisk konkurrence går hånd i hånd med øget kulturel konkurrence. Og de har derfor også et andet syn på tab af national suverænitet end de, der er vindere i globaliseringen, og som vil opfatte mere universalistiske normer og overnationale institutioner som en gevinst,” skriver Hans Peter Kriesi.

Professor Marc Swingedouw fra center for sociologisk forskning ved Det Katolske Universitet i Leuven i Belgien taler om en kløft mellem ”demarkation og integration”. Demarkation dækker over ønsker om at opretholde grænser mellem nationer og afgrænse og beskytte den nationale identitet, mens integration er ønsket om at integrere kulturel diversitet på det nationale plan og integrere nationen i et internationalt fællesskab.

Det kan også formuleres som henholdsvis åbne og lukkede samfund, mener han. Tilhængerne af åbne samfund er mere villige til økonomisk og kulturel integration, både internt i det enkelte land og i forhold til omverdenen. Tilhængerne af lukkede samfund ønsker beskyttelse mod både kulturel og økonomisk konkurrence.

”I virkeligheden handler det om en gammel værdikamp om, hvordan vi organiserer moderniteten. Lige siden 1960erne har højere uddannelsesniveau gået hånd i hånd med voksende individualisering og sekularisering, hvor de traditionelle, kollektive fællesskaber omkring fagforeninger, kirken og politiske partier er blevet mere og mere opløst. Globaliseringen skærper modsætningen mellem liberale krav om frie, individuelle valg og mere autoritære krav om at håndhæve fælles normer,” mener den belgiske forsker.

Skellet vokser mellem ”den lille mand”, uanset om han er ufaglært arbejder eller leder af en mindre virksomhed, og den globale elite, der rejser verden rundt på første klasse og føler sig mere hjemme i New York og Singapore end i lokalsamfundet derhjemme. Nogle partier har derfor, med Hans Peter Kriesis ord, udviklet en retorik, der henvender sig til globaliseringens tabere.

”En retorik, der kritiserer eliten, er fælles for en række partier i Europa,” siger Christoph Arndt fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.

”Det er det, vi ser med Front National i Frankrig og lignende partier i andre lande, som også lover at beskytte mod konkurrencen udefra. Det er i færd med at ændre partiernes ideologiske fordeling mellem dem, der mobiliserer tilhængerne af globalisering, EU og et liberalt syn på indvandring, og andre, der mobiliserer de vælgere, der ønsker en national forankring, herunder i forhold til velfærdsydelser . Det er allerede tilfældet i Danmark,” mener Christoph Arndt.

Og det er det samme mønster, vi ser ude i Europa.

”Det overordnede mønster er det samme i hele Europa, men det udmøntes lidt forskelligt i de enkelte lande afhængigt at nationale forhold. De gamle, traditionelle partier, der plejede at samle bredt efter økonomiske klasseskel, har sværere ved at tilpasse sig, fordi deres traditionelle vælgere kan tilhøre både taber- og vindergruppen. Højrepopulistiske partier har derimod været gode til at formulere strategier for dem, der modsætter sig globaliseringen,” siger Marc Swingedouw.

Men også disse partier kan have svært ved at få det til at løbe rundt, påpeger Laurent Chalard.

”Det nylige kommunalvalg i Frankrig har vist, at Front National ikke har den samme argumentation i forhold til alle vælgergrupper. I det gamle mineområde i Nordfrankrig talte partiets spidskandidat om sociale sikkerhedsnet for dem, der er hægtet af den økonomiske vækst. Helt modsat i Sydfrankrig, hvor vælgerne er mere velstående. Her lovede kandidaterne at sænke skatterne.

Men alle populistiske partier deler kravet om mere lukkede samfund, der beskyttes mod verden udenfor,” påpeger Marc Swingedouw.

”Spørgsmålet er, om det er realistisk, eller om globaliseringen er her for at blive.”