For første gang siden sin selvstændighed i 1947 har Indien stemt et højrefløjsparti til magten med et overvældende flertal i parlamentets underhus. Ingen havde forventet så rungende en succes, end ikke i hindunationalisternes rækker i partiet Bharatiya Janata. Der var ingen tegn i sol og måne på det; de politiske eksperter så det ikke komme. Der var bred enighed om, at Bharatiya Janata ville blive det største parti, men at det ville få brug for at alliere sig med mindre partier for at kunne danne regering. Denne formodning viste sig at være skudt helt forbi.
Arkitekten bag denne sejr er Narendra Modi, som hermed bliver den første premierminister født efter uafhængigheden, den første fra en laverestående kaste, den første med en fattig barndom og ungdom og den første med anden baggrund end New Delhis indavlede politiske elite. Ingen anden leder end han er i den seneste halve snes år blevet udsat for så skånselsløs kritik fra landets venstreorienterede, liberale og sekulære meningsdannere. De har beskyldt ham for at hade mindretallene, især muslimerne, de har hånet hans autoritære virkemåde og modsagt hans påstande om at have gjort delstaten Gujarat, som han har hersket over siden 2001, til et forbillede for udvikling.
Modi har imidlertid vendt alle sine handicaps til fordele under sin valgkamp. Med sine stærke oratoriske evner fik han hul igennem til stemmernes forbitrelse og frustration. Ingen formåede så godt som han at lodde dybden i deres længsel efter forandring. Han vidste, at folk havde fået nok af de seneste 10 års samlingsregering anført af Kongres-partiet. I det årti er den økonomiske vækst faldet, inflationen har været kraftig, der har været færre jobs, enorm korruption, uhyrligheder mod kvinder, terrorangreb, utilstrækkelig offentlig administration og videre i samme dur.
Hans valgkampsstrategi var genial. For det første rettede han alle sine angreb mod samme mål: Gandhi-familien, der behandler det 129 år gamle Kongresparti som sit personlige eje. I den ene tale efter den anden kritiserede hans partiformanden, Sonia Gandhi, og næstformanden, hendes søn Raul, for alt, hvad der er gået galt i landet. Han fik dem tilbage på hælene ved at køre valgkampen, som var der tale om et præsidentvalg. Kongrespartiets egen valgkamp syntes svag, retningsløs og løs i fugerne. Modis påstand om, at Indien må af med Gandhi-dynastiet og Kongrespartiet for at realisere sit fulde potentiale, fremstod så meget desto mere troværdig.
Strategiens andet element var at fremstille sig selv som en stærk og beslutsom leder i stand til at rense råddenskaben ud af systemet. På samme vis som i hans delstat Gujarat ville han sikre Indien hurtig udvikling og kernesund ledelse. Han undgik stort set kontroversiel retorik. Hans fortælling stod i skarp og forfriskende kontrast til de andre partier, der slog på at mobilisere vælgerne langs kasteskel, lokalstolthed og løfter om støtte og frynsegoder.
Modi lovede vælgerne en kombination af markedsvenlig vækst, muskuløs nationalisme med rødder i hindutraditionerne samt et militært stærkt Indien. Det turde stå klart qua valgresultatet, i hvor høj grad denne kombination viste sig at være en trylleeleksir især for landets unge, ambitiøse og teknologistærke generation. Kongrespartiet har lidt det værste nederlag i hele sin historie. Partier, som satsede på stemmer fra de lave kaster og fra muslimer, er blevet knust. Og partier kontrolleret af familier ude i delstaterne er blevet slået ned.
Modis tiltrækningskraft har rakt hen over Indiens traditionelle skel. I et eneste hug har Modis Bharatiya Janata udvidet sit samfundsgrundlag og lige så vigtigt etableret sin tilstedeværelse i stort set alle delstater i landet. Bharatiya Janata kan nu med rette håbe på at fylde tomrummet efter sammenbruddet af de åbenlyst sekulære og populistiske partier. Dette jordskredsvalg indvarsler et jordskælv i indisk politik.
Men her er hindringen: Modi har skruet folks forventninger så højt i vejret, at han umuligt kan leve op til dem i den nærmeste fremtid selv ikke med styrket brug af sin formidable energi, karakterstyrke og fremdrift. Det ville kræve en guddommelig indgriben at opnå: lavere priser på mad og brændstoffer, 10 millioner nye jobs om året, virkningsfuld bekæmpelse af den offentlige korruption, effektive offentlige ydelser og betvingelse af terroren og kriminaliteten.
Men Modi mener så også helt bestemt, at Gud er på hans side og vil vedblive med at være det i den næste snes år.
Lige nu er Indien oppe at køre over løfterne. Det forklarer, hvorfor aktiemarkederne er helt oppe at ringe, hvorfor verdens ledere haster med at lykønske ham, hvorfor fremmede investorer atter besvarer opkald fra store indiske virksomheder, og hvorfor Modis modstandere ikke længere ved, hvad de skal gøre.
Euforien blandt nogle og frygten blandt andre vil dog dæmpe sig lidt, når Modi går i gang med det hårde arbejde med at lede det store, forskelligartede og kaotiske land, som er så desperat optaget af at komme med til højbords. For indeværende kan man bare hylde Indiens livskraftige demokrati endnu en gang og lykønske det indiske folk med at have kastet de slyngler, svindlere og middelmådige personager på porten, som har sørget for, at det gik så galt.