Prøv avisen

IMF godkender endnu en udbetaling til Grækenland

Den Internationale Valutafond er tilfreds med den græske regerings indsats for at rette op på økonomien.

Grækenland vil snart modtage 4,6 milliarder dollar fra den lånepakke på 173 milliarder euro, som Den Internationale Valutafond (IMF) og EU stillede til rådighed i foråret 2013.

Bestyrelsen i IMF godkendte fredag udbetalingen efter en længere tids gennemgang af den græske regerings bestræbelser på at rette op på statens finanser. Det er den første udbetaling fra IMF siden juli 2013, da Grækenland modtog 2,3 milliarder dollar.

Indtil nu har Grækenland modtaget 15,8 milliarder dollar fra IMF. Indsatsen skal hjælpe regeringen i Athen med i løbet af fire år at få Grækenland ud af sin gældskrise og give landet mulighed for at vende tilbage til de internationale lånemarkeder. IMF regner med at sende yderligere tre udbetalinger til Grækenland i år.

Valutafonden roser regeringen i Athen for at være kommet langt i reparationen af økonomien.

Men genopretningen er langt fra færdiggjort. Landets samlede gæld svarer fortsat til cirka 175 procent af dets bruttonationalprodukt. Og det er uholdbart ifølge økonomer. IMF mener, at Grækenland inden 2022 skal have bragt gælden ned til omkring 110 procent af BNP.