Et både utænkeligt og forudsigeligt genvalg

Syriens præsident Bashar al-Assad kan se frem til endnu syv år på posten. Han er styrket på krigsfronten, og ingen kan eller vil vælte ham

Syriske vælgere viser deres støtte til præsident Bashar al-Assad her til morgen d. 3. juni. Inden valget ser præsidenten urørlig ud, selvom et genvalg på mange måder er utænkeligt, skriver Allan Sørensen.
Syriske vælgere viser deres støtte til præsident Bashar al-Assad her til morgen d. 3. juni. Inden valget ser præsidenten urørlig ud, selvom et genvalg på mange måder er utænkeligt, skriver Allan Sørensen. Foto: Omar Sanadiki.

Assads genvalg. Et utænkeligt scenarie for bare to år siden. Men når denne uge er overstået, er det med mindre den syriske præsident myrdes et faktum. Uvisheden om udfaldet i den syriske borgerkrig er i løbet af de seneste måneder skiftet i Bashar al-Assads favør. Hans militær har nedkæmpet oppositionens stillinger i en række nøglebyer, hvilket betyder, at Assad går ind til dagens præsidentvalg med mere kontrol over situationen og med den opfattelse, at ingen kan eller vil tvinge ham af præsidentposten.

Oppositionen er ikke stærk nok til at gøre det, og USA, EU og Den Arabiske Liga er for tøvende til at tage beslutninger om direkte involvering i krigen. Det er ellers det eneste, der for alvor ville bringe Assads styre, som støttes aktivt af Rusland og Iran, i fare. Selvom USA i øjeblikket taler om at intensivere støtten til de ikke-islamistiske oprørere, er Assad af den opfattelse, at USA ikke vil blande sig direkte i krigen.

Assad ved, at han ikke vil være i stand til at vinde og afslutte krigen i løbet af kort tid. Derfor er hans taktik at skrue op for kampen mod de dele af oppositionen, der støttes og trænes af vestlige lande, samtidig med at han ikke slår alt for hårdt ned på oppositionens islamister. Han ved, at islamisterne selv er i færd med at bekæmpe de ikke-islamistiske dele af oppositionen, og så længe de gør det, kæmper de indirekte Assads egen kamp. Han ved også, at de vestlige lande vil have vanskeligt ved at skifte støtten til islamisterne på grund af ideologiske forskelle, og derfor vil Assad stå endnu mere fordelagtigt, hvis den ikke-islamistiske opposition svækkes betydeligt. Ræsonnementet er, at skulle kampene ende med at være mellem islamisterne og Assads eget styre, vil det internationale pres på Assad næsten dø ud, idet ingen vil tvinge Assad af posten, hvis de ved, at al-Qaeda er det eneste alternativ.

Mere end 160.000 er døde, og omkring 10 millioner syrere er tvunget fra hus og hjem i løbet af de seneste tre år. Oppositionen, der i seneste måneder blandt andet er blevet presset ud af byen Homs, forsøger i øjeblikket udelukkende at holde fast på de områder, man allerede har erobret. På den måde er situationen mere end tre år efter krigens start og kort tid før Assads genvalg stadig uafgjort. Assad har fordelen med sin aktive støtte fra Hizbollah, Iran og Rusland, men oppositionen mod ham vil alligevel fortsætte. En status, der antyder, at krigen i Syrien i modsætning til prognoserne for halvandet og to år siden kan blive meget lang. Oppositionens eneste reelle chance for en drastisk ændring vil være en likvidering af Assad. Men selv i det tilfælde vil Rusland, Iran og Hizbollah kæmpe for at bevare styret, da alle tre internationale aktører har lige så meget at tabe som styret selv.