Prøv avisen

De glemte

Den syriske flygtning Fadia, der har to børn, tror ikke, at situation i Syrien bliver bedre. ”Vi håber at få lov at rejse til Tyskland,” siger hun. Foto: Bengt Sigvardsson

Over en million syriske flygtninge forsøger at kæmpe sig igennem hverdagen i nabolandet Libanon

Vandet går.

Det er første gang, Dalal skal føde. Veerne er stærke, og hun er bange.

Dalal Murad er flygtet til Libanon fra Jobar i Syrien med sin mor og lillesøster. Hendes mand har været meldt savnet i et halvt år. Måske er han død. Måske taget til fange. Hun ved det ikke.

Lige nu står hun foran et hospital i Beirut og plager om at få lov til at føde. Få en seng at ligge i. Få hjælp til at dulme smerterne. Forgæves. Dalal er endnu ikke registreret som flygtning i Libanon, og med det massive pres, over en million syriske flygtninge i forvejen skaber på Libanons hospitalsvæsen, får hun blankt nej ved porten til det første hospital. Desværre, siger de.

Mor og lillesøster forsøger at hjælpe. De får fat i palæstinensiske Amal, der arbejder for en lille nødhjælpsorganisation i Shatila-flygtningelejren. Hun får fat i organisationen Læger uden Grænser, der henviser Dalal til Asab-hospitalet. Det går stærkt, og sønnen Sohab kommer til verden ved kejsersnit.

To uger senere ligger Dalal i en seng i Dahya-kvarteret i det sydlige Beirut.

Hun ønsker ikke at se eller tale med nogen. Der har været komplikationer efter fødslen.

Sohab, hendes førstefødte, er død på hospitalet.

En ny kamp afløser den vanskelige graviditet og dramaet under fødslen. Dalal vil have sin søn begravet, men hospitalet, der har brugt dyr medicin, vil kun udlevere liget, hvis familien betaler 4000 dollar (næsten 22.000 kroner) for dækning af udgifter. Den slags beløb kommer Murad-familien ikke i nær-heden af, og et absurd tovtrækkeri begynder, mens frustrationen vokser.

Det er Dalals mor og lille-søster, der sørger for det praktiske. Dalal er afkræftet og i sorg. De går på hospitalet dagligt for at overtale ledelsen. Uden for på pladsen fortæller de om Dalals tanker. Hun veksler mellem at bebrejde sig selv og og være vred på myndighederne. De libanesiske myndigheder, som ikke hjælper hende. De internationale organisationer, hvoraf de fleste heller ikke hjælper. Men også bagmændene bag de kemiske angreb i hjembyen, Jobar, ved Damaskus i juli og august 2013. Hele familien Murad har en fornemmelse af, at de kemiske angreb kan være årsagen til komplikationerne efter fødslen. De ved det ikke, men det er, hvad de tror lige nu.

Dalas mor og lillesøster får Læger uden Grænser til at donere 1000 dollar (cirka 5500 kroner). Flere FN-organer siger nej til at hjælpe med penge, fordi Dalal ikke er registreret som flygtning. Problemerne med de registrerede flygtninge er i forvejen mere end nok for FN-apparatet, og ingen ønsker at tage ansvar for de ikke-registrerede. De knap 5500 kroner fra Læger uden Grænser er ikke nok til at få Sohabs lig ud af hospitalet til en værdig begravelse. Så de venter stadig.

På et lille kontor i Shatila-flygtningelejren står palæstinensiske Amal. Dalals bindeled til hjælpeorganisationen Basmeh & Zeitooneh, der i øjeblikket har 13 projekter blandt syriske flygtninge i Libanon.

”Hvorfor interesserer Dalals historie dig?”, spørger hun.

”Der findes tusinder af den slags historier. Dalal er bare en dråbe i et hav af ulykkelige skæbner. Hun er et tal i tre års krigsstatistik,” fortsætter hun, inden hun hører svaret.

Amal har ret. Libanon er ved at drukne i syrisk elendighed. Hovedstaden Beirut, facadebyen med de mange barer, smarte sportsvogne og den plastikopererede elite, huser nogle af Syrien-krigens største traumer. Det samme gør Tyrkiet og Jordan. Sammen har de tre lande officielt taget mod flere end to millioner syriske flygtninge. Det uofficielle tal er måske dobbelt så højt.

Unge syriske kvinder sælges af deres familier og vies til rigmænd fra Golfen. En forretning, der har udviklet sig drastisk i løbet af de seneste tre år, og et fænomen, der indtil for ganske nylig endda havde sin egen side på Facebook. Klager fra menneskerettighedsorganisationer har nu fået siden lukket. Men fænomenet fortsætter, og syriske kvinder kan stadig købes til kortere eller længere forhold.

Børn knokler sig gennem hverdagen for at tjene penge til nødstedte familier, og voldelige sammenstød mellem flygtninge og myndigheder i nogle af byens kvarterer er en del af hverdagen i øjeblikket. Typisk på steder, hvor flygtningestrømmen har ændret stedets karakter religiøst eller etnisk, som i Burj Hammoud, hvor antallet af syriske kurdere nu overstiger den lokale befolkning. Burj Hammoud har været ramme om skuddramaer og dødsfald inden for de seneste uger.

Hver eneste syrisk flygtning i Beirut har en historie at fortælle.

Som skopudseren Ahmed på 15 år, der går rundt på Hamra-gaden for at tjene penge til den familie, han selv hentede i den sydsyriske by Deraa, efter at han oprindeligt var flygtet til Libanon. En ung helt, der forsøger at holde sammen på sin nærmeste familie i en næsten umulig situation.

”Jeg kom hertil alene for et år siden. Alle de andre flygtede til Jordan, fordi Deraa ligger tæt på den jordanske grænse. Men jeg ville til Libanon. Landet er rigere, og her er mere arbejde. Jeg savnede min familie. Så jeg smuglede mig selv tilbage til Syrien og overtalte dem til at komme med,” siger Ahmed.

Nu lever familien af hans drengede smil og evne til at skaffe kunder. Lige nu skinner solen, og caféerne på gaden er fyldt med potentielle kunder. På regnvejrsdage og når det bare er koldt, går tiden med at skændes med og træde på de andre i skopudser-hierarkiet.

Farhat-gaden i Shatila-lejren i det sydlige Beirut er ikke meget af en gade. Elmaster på kryds og tværs med ledninger i farlig højde. For lidt plads til to biler, men stadig tosporet. Plakater af Hamas-bevægelsens afdøde ledere, hævet over halvstore drenge, der løber rundt. Nogle af dem med rigtige håndvåben.

Her ligger Basmeh & Zeitoonehs kontorer. En libanesisk velgørenhedsorganisation, grundlagt af syriske flygtninge. Lige som mange af de syriske flygtninge er Basmeh & Zeitooneh dårligt i stand til at overleve. Siden efteråret 2013, da den amerikanske trussel om at angribe Syrien på grund af de kemiske angreb forsvandt, er det, som om interessen for de syriske flygtninge er styrtdykket.

Fadi Hallisso, en 36-årig syrer fra Aleppo og medstifter af organisationen, mener, at hovedårsagen til den manglende interesse, og dermed også donorpenge, er, at den syriske konflikt indeholder for mange aspekter.

”Konflikten er for kompliceret for mange europæere,” siger han og remser nogle tal op, der viser, at FNs flygtningehøjkommissariat, UNHCR, har skåret sine projekter i Beirut ned med 30 procent, og at de ansatte i Basmeh & Zeitooneh ikke aner, om organisationen vil være i stand til at eksistere om seks måneder.

”Mange tøver med at give tilskud, fordi de ser to onder i konflikten. Islamisterne på den ene side og Assads regime på den anden. Hvem skal de så give pengene til?”, spørger Fadi og sukker højlydt over den forenklede udlægning af situationen.

”Jeg er ubeskrivelig træt af at høre den version. Hvad med de syrere, der er flygtet? Hvad med dem, der har mistet hus og hjem? Hvad med dem, der ikke kan få lægehjælp, og som ikke tilhører nogen politisk organisation. Skal de bare glemmes?”, siger han.

I Basmeh & Zeitooneh handler de fleste projekter om at aktivere de syriske flygtninge. Forvandle dem fra at være en byrde til at blive en kapacitet. Ikke nogen let opgave, når den libanesiske regering er vanskelig at samarbejde med, eller når der ikke gives tilladelse til at oprette lejre for de flygtende syrere. Eller når de store organisationer, som har de fleste penge, er for bureaukratiske og tunge at samarbejde med for de små og ofte dygtige organisationer med den lige så ofte finere fornemmelse for, hvad der skal til for at hjælpe. Især på længere sigt, og ikke kun når risskålen er fyldt op, eller når tæpperne er afleveret.

Fadi trækker på smilebåndet ved spørgsmålet om denne uges præsidentvalg i Syrien. Det er overflødigt at nævne, at han opfatter det som en farce. Endnu syv år til regimets præsident, Bashar al-Assad. Men det værste for hans vedkommende er, at en reel løsning på konflikten ikke er til at få øje på.

”Ingen af os ønsker at tænke på, at denne situation kan fortsætte i årevis. Ingen kan kapere den tanke. Derfor fortsætter vi med at arbejde for flygtningenes værdighed og for at give dem et håb,” siger han.