Kongens abdikation gør monarkiet mere populært

at Kong Juan Carlos vil abdicere gør, at Spanierne i højere grad bakker op om monarkiet end før. Men republikanerne vil have folkeafstemning

Siden kong Juan Carlos meddelelse om, at han vil abdicere, har der været talrige demonstrationer. Her i Bilbao, hvor kravet har været afskaffelse af monarkiet og indførelse af en republik.
Siden kong Juan Carlos meddelelse om, at han vil abdicere, har der været talrige demonstrationer. Her i Bilbao, hvor kravet har været afskaffelse af monarkiet og indførelse af en republik. . Foto: Rafa Rivas/AFP/Scanpix.

Kongehuset og fodbold-VM. Det er de to emner, der diskuteres og debatteres mest ivrigt i Spanien lige nu og i de kommende dage. Mens fodbolden binder nationen sammen, er der delte meninger om kongedømmet.

Republikanerne mener, at Kong Juan Carlos afgang skal bruges til at spørge spanierne, om de ønsker monarkiet afskaffet. De kongetro tror på, at kronprins Felipe er så godt forberedt, at han vil gøre det meget bedre end sin far.

Abdikationen ser ud til at have givet monarkisterne en fremgang. Ifølge den seneste meningsmåling for nogle dage siden i dagbladet El Mundo er 56 procent nu tilhængere af kongedømmet.

Det er syv procentpoint mere end i januar i år. Målingen fra Sigma Dos-instituttet viser samtidig, at tilhængerne ville vinde med 20 procentpoint over modstanderne, hvis det kom til en folkeafstemning.

Men det kan ikke afskrække republikanerne.

”Vi ønsker ikke et monarki, som er besluttet af en diktator. Leve Den Tredje Republik!” skrev det nyvalgte EU-parlamentsmedlem Marina Albiol fra venstrefløjskoalitionen IU på sin Twitter-konto.

”Det er en institution, der stinker af fortid og korruption. Det er på tide, at folket bliver spurgt,” udtalte Pablo Iglesias, leder af partiet Podemos, der fik otte procent af stemmerne og fem medlemmer af EU-parlamentet, til nyhedsbureauet Europa Press.

Lidia Falcn ONeill, professor i statsret og doktor i filosofi, mener ikke, der er noget alternativ til republikken.

”Spanierne må en gang for alle skille sig af med den svøbe af et monarki, der har regeret i årtier mod folkets vilje, som har suget af de offentlige kasser og været støttet af skiftende fascistiske regimer,” som hun udtrykker det i en kommentar på netavisen publico.es.

Spaniens borgerlige regeringschef ,Mariano Rajoy, har udtalt, at ”forfatningen ikke tillader en folkeafstemning”, og at ”de, der ønsker en sådan afholdt, bare kan stille forslag om at ændre forfatningen”.

Men republikanerne har tilsyneladende ikke tænkt sig at forspilde chancen. I hvert fald vil de samle stemmer ind på internettet, ligesom der er planer om at stille stemmeurner af pap op på pladser i de større spanske byer. Bliver initiativet ikke ”skudt ned” af myndighederne, er det meningen, at folk skal kunne stemme frem til overdragelsen af tronen fra Juan Carlos til kronprins Felipe på næste torsdag.

”At gøre et stort nummer ud af, at der på toppen af et demokratisk styre sidder en konge som repræsentativ figur, kan kun skyldes de dæmoner, som den radikale venstrefløj plages af. Vi kan se, hvor tilfredse deres forbilleder fra de nordiske socialdemokratier er for at have en lignende figur som statsoverhoved,” skriver en læser, der kalder sig ”darwiniano” på netavisen pblico.es.

Ifølge kommentatoren Manuel Vicent burde monarkisterne benytte sig af chancen:

”En folkeafstemning om monarki eller republik er en gave, som den kommende kong Felipe VI burde give sig selv, fordi han med meget stor sandsynlighed ville vinde en sådan,” skriver han i sin klumme i dagbladet El Pas.

I samme dagblad mener en læser, at kronprins Felipe er det bedste af alle onder, fordi han i det mindste har modtaget en uddannelse lige fra barnsben.

”Omend jeg altid har følt mig som republikaner, gyser jeg ved tanken om, at en af vores politikere skulle blive præsident for en republik. Så foretrækker jeg en veluddannet kronprins i hvert fald indtil vi får mere kompetente politikere,” skriver læseren Eduard Baras i El Pas.

Kongens abdiktion har været det mest populære emne på de sociale medier i mange dage. Og genstand for humoristiske kommentarer og montager.

For eksempel har en Facebook-bruger sat et billede op af en flok dansende elefanter, der ”fejrer”, at den konge, der for et par år siden tog på elefantjagt i Botswana en eklatant fejltagelse, der kom til at koste ham popularitet nu er gået af.