Prøv avisen

Social uro og vold truer fodbold-VM i Brasilien

Brasilianernes opbakning til værtskabet er styrtdykket, i takt med at omkostningerne og problemerne har hobet sig op. Billedet viser en demonstration i Copacabana over de høje omkostninger ved årets VM: Foto: Scanpix

I dag begynder VM i fodbold, men flere frygter, at det ender med kaos og uroligheder i det sydamerikanske land. Regeringen håber på det bedste, men forbereder sig på det værste

Dødsulykker, demonstrationer, strejker, tvangsforflytninger og store forsinkelser. Optakten til VM i fodbold, der begynder i dag i Brasilien, har været et langt mareridt for regeringen. Og nu er tiden løbet ud for arrangørerne.

I aften klokken 22 dansk tid vil verdens øjne hvile på Brasilien, når værtsnationen tager imod Kroatien i åbningskampen. Den finder sted i Brasiliens største by, Sao Paulo, der i dagene op til har været lammet af strejker i transportsektoren. Samtidig er forventningerne til åbningskampen druknet i talrige protestaktioner. Men det er kun begyndelsen, mener forfatter og historiker ved Sao Paulo Universitet Thiago Eduardo.

”Protesterne vil blive langt større nu. Mange befolkningsgrupper har ikke fået del i det enorme økonomiske opsving, der har præget Brasilien de seneste 10 år. De føler sig forbigået og vil presse regeringen til det yderste under VM for at opnå bedre vilkår,” siger han.

Brasilianernes opbakning til værtskabet er styrtdykket, i takt med at omkostningerne og problemerne har hobet sig op. I begyndelsen af 2013 viste en meningsmåling, at hele 70 procent af brasilianerne støttede værtskabet. Opbakningen er nu faldet til 44 procent. For mange brasilianere er VM blevet så politisk, at det overskygger deres pas-sion for fodbold.

En af kritikerne er 26-årige Leandro Pereira, der studerer sociologi ved Anhembi Morumbi Universitet i Sao Paulo. Han er normalt stor fan af fodbold og det brasilianske landshold. Men at Brasilien skal være vært, ændrer alt.

”Jeg håber, Brasilien taber og hurtigt ryger ud, så folk ikke glemmer det politiske. Det her er vores liv og hverdag, der står på spil,” siger han.

Som mange andre brasilianere så han hellere, at regeringen brugte pengene fra VM på at leve op til løfterne om bedre uddannelse og offentlig sundhed. Derfor gør han og mange af hans medstuderende sig klar til at tilslutte sig de planlagte demonstrationer de kommende dage.

Regeringen forsøger til det sidste at vende stemningen. I en tv-transmitteret tale i tirsdags tryglede præsident Dilma Rousseff befolkningen om at tøjle frustrationerne.

”VM vil blive et afgørende kapitel i brasiliansk historie. På godt eller ondt. Jeg beder jer om at udvise den gæstfrihed og varme, som altid har kendetegnet det brasilianske folk. Brasilien har brug for et godt VM og et godt omdømme, hvis vi skal styrke landets økonomi og udvikling.”

Truslen mod et succesfuldt VM kommer dog ikke kun fra de folkelige protester. Den kommer i særlig grad også fra Brasiliens kriminelle miljø, mener Thiago Eduardo. Det ekstremt voldelige kriminelle netværk PCC og flere andre af landets berygtede narkobander har nemlig annonceret, at de vil begå terror og drab på civile under VM. Banderne ønsker at tage hævn over regeringens hårdhændede indsats mod bandekriminaliteten.

”Banderne tæller mange tusinde medlemmer. Og selvom regeringen har uddannet en særlig indsatsstyrke op til VM, bliver det en vanskelig opgave for politiet at beskytte de mange tilrejsende turister,” siger Thiago Eduardo.

En af de grupper, der er særligt udsat, er de homoseksuelle turister. Brasilien er nemlig det land i verden, hvor der bliver begået flest overgreb og drab på homoseksuelle. På flere sociale medier trues homoseksuelle med vold, hvis de sætter deres ben i Brasilien under VM.