VM er vigtigt for bosniernes identitetsfølelse

Der hviler et tungt politisk pres på Bosniens landshold for at skabe VM-resultater, der kan skabe sammenhold i det splittede land

Bosniske fans på lægterne før en kamp mod Mexico tidligere i denne måned. Kampen tjente som opvarmning til VM i fobold. Det er første gang, at Bosnien er med ved VM.
Bosniske fans på lægterne før en kamp mod Mexico tidligere i denne måned. Kampen tjente som opvarmning til VM i fobold. Det er første gang, at Bosnien er med ved VM. . Foto: Jim Young/Reuters/Scanpix.

Da Bosnien-Hercegovina i oktober i fjor kvalificerede sig til sit første VM nogensinde, blev det af en bosnisk kommentator betegnet som ”det vigtigste, der er sket i Bosnien siden Dayton-fredsaftalen”. Endelig succes for et land, der 19 år efter fredsaftalen i høj grad stadig er præget af krigen 1992-1995.

Der hviler med andre ord et tungt ansvar på de bosniske fodboldspilleres skuldre, når de med deres præstationer skal udviske 19 års trædemølleagtig gang på stedet, hvor den økonomiske udvikling er gået i dvale sammen med forsoningen mellem Bosniens tre store stridende grupper de 49 procent bosniakker, til tider benævnt som bosniske muslimer, de bosniske serbere (31 procent) og de bosniske kroater (17 procent).

Og da landsholdet i nat dansk tid gik på banen mod Argentina under VM i Brasilien, var det samtidig indledningen på en tid, hvor befolkningen har mulighed for at glemme, at en fjerdedel af landets indbyggere lige nu er berørt af voldsomme oversvømmelser uden udsigt til hurtig erstatning for ødelagte hjem og ejendom, at fattigdomsprotesterne i februar ikke har ført til nogen forbedring, at korruptionen ligger som en dyne over alting, at en stor del af de fordrevne under krigen stadig ikke kan vende hjem og at næsten halvdelen af landets borgere helst så Bosnien opløst.

Bosniens politiske og økonomiske realiteter afspejler sig i landsholdet. De fleste spillere er født eller opvokset uden for Bosnien, fordi deres forældre enten er gæstearbejdere eller krigsflygtninge. Desuden udgør bosniakker 20 ud af 23 spillere i landsholdstruppen, mens der kun er to bosniske serbere og en enkelt bosnisk kroat. I en nation så splittet som Bosnien er der selvfølgelig tre hjælpetrænere en for hver af de tre dominerende etniske grupper. Det fortæller tre yngre, herboende bosniere, som Kristeligt Dagblad har talt med. Alle tre taler bosnisk og følger dagligt udviklingen i nyhedsstrømmen fra Balkan.

”De fleste serbere og kroater er ikke interesseret i bosnisk sport, eller i Bosnien i det hele taget. De fleste talentfulde unge af serbisk og kroatisk herkomst vælger at spille for henholdsvis Serbien og Kroatien. De accepterer kun at stille op for Bosniens landshold, hvis de ikke slår til i nabostaterne. Derfor er der ofte flere spillere på kroatiske og serbiske landshold i fodbold, håndbold og basketball, der stammer fra Bosnien, end der er bosniske serbere og kroater på de bosniske landshold,” fortæller Benjamin Dajic.

Han kom hertil i 1992 som 16-årig, er cand.mag. i historie og samfundsfag og skriver til en række bosniske tidsskrifter og magasiner i Skandinavien.

Da det bosniske landshold, kaldet ”Dragerne”, i oktober vendte tilbage til Sarajevo efter den afgørende udesejr mod Litauen, troppede 100.000 mennesker svarende til hver syvende indbygger i Sarajevo op for at hylde fodboldheltene. Nationalfølelsen fik et voldsomt løft. Men det var fortrinsvis blandt bosniakker.

De knap fire millioner bosniere lever i en stat, der bruger 60 procent af nationens bruttonationalprodukt på at holde statsapparatet i gang. Dermed er der kun 40 procent tilbage til pensioner, sundhedssektor, uddannelse, infrastruktur og hvad en stat ellers bruger sine penge på.

Det absurd høje forbrug skyldes blandt andet, at hver af de tre store etniske grupper skal have sin egen mini-stat med egne institutioner.

Ifølge Benjamin Dajic har der i Bosnien længe ulmet et håb om, at ”Dragerne” kunne vende rundt på billedet af en opsplittet nation. Eller i det mindste antænde nogle gnister, som med tiden ville starte en foreningsproces. Men:

”Det er tvivlsomt, om flere fodboldsejre vil påvirke noget rent politisk. Hele Bosniens politiske system er gearet til at splitte folk. Dog kan det på sigt muligvis skabe lidt mere tiltro mellem mennesker, at de har noget at fejre og glæde sig over i fællesskab. Men det er næsten urimeligt at forvente, at et fodboldhold skal hele de sår, som egentlig burde heles af befolkningen. Der har været nye politiske toner efter landsholdets succes, men de er snarere kommet fra Beograd, hvor premierministeren har lydt mere positiv over for en samlet bosnisk stat,” lyder det fra Ismar Dedovic.

Han kom til Danmark som flygtningebarn i 1993 og arbejder nu som ekstern lektor på Balkanstudier ved Københavns Universitet.

Trods de begejstrede nationale kommentarer og lønlige håb om forsoning blandt bosnierne er Harun Muharemovic enig i det synspunkt. Han er født i Danmark af bosniske forældre og er studerende og politisk næstformand i organisationen Bosnisk Ungdoms Forbund:

”Umiddelbart tror jeg ikke, at VM-deltagelsen vil få stor betydning for det nationale sammenhold a la det, Sydafrikas rugbylandshold formåede efter apartheids afskaffelse. Hvis Bosnien ryger ud efter gruppespillet, er der ikke meget nationalt sammenhold at komme efter. Hvis landsholdet derimod går videre, kunne det meget vel skabe et øget nationalt sammenhold. Et godt VM vil være en rigtig god international reklame for Bosnien.”

Dermed hviler der et tungt politisk ansvar på de bosniske spilleres skuldre. Succes på banen i Brasilien vil gavne nationen og skabe det nationale sammenhold, som hverken bosniske politikere eller pres fra omverdenen har været i stand til.

Det skal altså ske i en region som Balkan, hvor fodbold ofte bruges til at slå på forskelle frem for ligheder. Her går hooligans og ultranationalister hånd i hånd om at skabe en hadefuld atmosfære for modstanderholdet især når det drejer sig om gamle ”etniske fjender”.

I marts spillede Bosniens og Serbiens juniorlandshold en såkaldt venskabskamp i byen Modrica i den bosnisk-serbiske del af Bosnien, det såkaldte Republika Srpska.

Kampen måtte afbrydes efter en times spil, fordi de serbiske tilskuere råbte slagord som ”Dræb tyrkerne” (”tyrk” er en nedladende betegnelse for bosniakker, til minde om osmanner-tiden) og ”Kniv, tråd, Srebrenica” en hån mod de 8000 bosniakker, der blev myrdet af den bosnisk-serbiske hær i Srebrenica i sommeren 1995. Også den bosnisk-serbiske hærchef, Ratko Mladic, blev hyldet af tilskuerne.

I den atmosfære af had og hån nægtede det bosniske fodboldforbund at spille videre.