Stor debat om irsk massegrav med børnelig

Sagen om 800 børnelig i et katolsk børnehjem har delt vandene, efter at det er kommet frem, at de første fremstillinger af historien indeholdt en række fejl og unøjagtigheder

Den irske forfatter John Pascal Rogers, som selv blev født på hjemmet for de ugifte mødre i Tuam, foran mindesmærket for de børn, der blev begravet på stedet.
Den irske forfatter John Pascal Rogers, som selv blev født på hjemmet for de ugifte mødre i Tuam, foran mindesmærket for de børn, der blev begravet på stedet. . Foto: Paul Faith/AFP/Scanpix.

Den fik hurtigt ben at gå på, historien om hvordan op mod 800 børnelig mellem 1925 og 1961 endte i en massegrav ved et børnehjem drevet af katolske nonner i Tuam i det vestlige Irland. Også i Kristeligt Dagblad, der skrev om den formodede grav den 6. juni i år.

Sagen har siden delt vandene i Irland såvel som i det internationale katolske miljø. Især efter at det er kommet frem, at de første fremstillinger af historien indeholdt en række fejl og unøjagtigheder. Blandt andet er det ikke dokumenteret, at der rent faktisk eksisterer en massegrav på børnehjemmets grund.

Mens mange dog stadig hæfter sig ved, at forlydenderne om vanrøgt af børn, der er i nonners varetægt, blot passer alt for godt ind i billedet af datidens irske katolske kirke, peger andre på, at omverdenen er blændet af sine egne fordomme og løber ukritisk efter det første og bedste rygte om en blakket katolsk institution.

”Irlands mørke fortid kom under mikroskopet igen, og alle ønskede at se med,” skriver den irske journalist Jason Walsh i det amerikanske magasin New Republic.

Bill Donohue, præsident for Den Katolske Liga for Religiøse og Civile Rettigheder, der er USA's største katolske interesseorganisation, kalder oplysningerne fra Tuam for ”hysteriet om Irlands massegrav” i et 17-sider langt notat, som er sendt ud med ligaens nyhedsbrev.

Ifølge Bill Donohue er der tale om et ”fupnummer”, som først og fremmest er drevet af Martin Sixsmith, forfatteren til den meget omtalte film ”Philomena” (der handler om en ung, irsk kvinde, der føder uden for ægteskab i et kloster, hvor nonnerne tager hendes barn fra hende), og Catherine Corless, den lokalhistoriker i Tuam, der har undersøgt de mange dødsfald på det lokale børnehjem.

”Denne verdens Sixsmiths er ikke spor fortørnede over de massedrab og masseafbrændinger af ufødte børn, der foregår lige foran vores øjne i dag. Nej, de har mere travlt med at fabrikere historier om nonner, der seksuelt misbruger unge kvinder, stjæler deres børn og smider dem i en septiktank. Det siger noget om nutidens omfang af anti-katolicisme, at sådan noget vrøvl ikke blot bliver accepteret, men også hilst velkomment som en bekræftelse på, hvordan den katolske kirke kan bestikkes,” skriver Donohue.

At hele historien skulle være det rene fup og opspind tør den irske regering imidlertid ikke forlade sig på. Den har bebudet en undersøgelse af forholdene på en række tidligere katolske børnehjem, da det har vist sig, at der ikke blot i Tuam, men også på andre tilsvarende institutioner døde langt flere børn end i samfundet som helhed.

”Hvis denne sag ikke bliver håndteret ordentligt, vil Irlands sjæl på mange måder forblive i en ukendt grav i lighed med så mange mødres babyer,” sagde den irske premierminister Enda Kenny ifølge den irske avis Irish Examiner, da han for nogle uger siden annoncerede beslutningen om en undersøgelse.

Enda Kenny sagde, at den behandling børn og mødre fik på de katolske institutioner i mange tilfælde var ”vederstyggelig”.

Irlands katolske biskopper bifalder beslutningen om en undersøgelse. Ærkebiskoppen i Dublin, Diarmuid Martin, var blandt de første til at opfordre til en kulegravning,

”Den eneste måde, vi kan komme gennem denne særlige periode af vores historie, er, når sandheden kommer frem,” sagde han ifølge avisen Irish Independent.

Den katolske præst og professor emeritus i moralteologi ved Maynooth-universitetet i Irland, Vincent Twomey, minder om, at den katolske kirke i mange år var den eneste stabile institution i en nyoprettet irske republik med en enorm fattigdom:

”Det er nødvendigt at undersøge fortiden, men kun at være på udkig efter forbrydere, der skal hænges, er en pøbelmentalitet. Jeg vil bare gerne kende sandheden. Det er mit eneste ønske sandheden,” siger han til the New Republic.