Forleden var jeg inviteret til et Pet-seminar om ”Jihadister og Foreign Fighters i Syrien”. Grundet de seneste ugers fremmarch fra Isil, der er en forkortelse for Islamisk Stat i Irak og Levanten, blev Irak naturligt også inkluderet, da også Irak kan tiltrække unge krigere.
Pet har i øjeblikket særligt fokus på den såkaldte danske forebyggelsesmodel, og noget af det helt centrale for dén er det faktum, at den overhovedet eksisterer. Den er specifikt designet til at forebygge terror og ekstremisme. Der sidder fuldtidsmedarbejdere, som udelukkende beskæftiger sig med indholdet af modellen. Og sidst, men ikke mindst, så har den vist sig som et godt initiativ som følge af Muhammed-krisen i 2006. I nogen grad i hvert fald. For jeg er af den overbevisning, at de mest radikaliserede og militante unge de helt hardcore desværre ikke bliver stoppet af dette forebyggende arbejde.
Modellen er bygget op omkring et samarbejde mellem Pet og Socialministeriet. Radikaliseringen er en proces. Den unges første skridt hen imod voldelig ekstremisme de forholdsvist uskyldige, men alligevel foruroligende tegn er under Socialministeriets ansvar. Jo mere tydelige, tegnene bliver, jo mere bliver Pet og politiet generelt involveret.
På Pet-seminariet pegede de involverede selv på, at myndighedsområdet fungerer rigtig godt, hvorimod der er plads til forbedring på civilsamfundsområdet. Det er jeg meget enig i. For der er bestemt en forebyggende effekt ved at italesætte udsatte unge og miljøer via relevante personer tilknyttet myndighederne. Det er set i for eksempel Aarhus, hvor det er dialogen, der er i fokus. Det skal den danske forebyggelsesmodel bestemt have ros for at være dygtig til, og det har uden tvivl reddet nogen unge mennesker på et tidligt stadie, så det ikke udviklede sig til egentlig ekstremisme. Det vil dog være naivt at tro, at myndighederne alene kan løfte den nutidige og fremtidige udfordring. Her skal civilsamfundet inddrages i langt højere grad, for som oftest lytter en ung mere til sine naturlige omgivelser end en officiel autoritet.
Forældre bliver faktisk i dag inddraget i forebyggelsesarbejdet, men ikke i tilstrækkelig høj grad. Jeg mener, det er undervurderet, hvilken enorm betydning moderen til mange af de unge, der bevæger sig i en ekstremistisk retning, har. Moderen skal i højere grad involveres i forebyggelsesarbejdet, for hun kan vitterligt sørge for, at de unge måske ikke opgiver deres tanker, men i hvert fald undlader at handle på dem som for eksempel ved at rejse til Syrien og kæmpe.
Selvom jeg generelt synes, at den danske forebyggelsesmodel er et godt initiativ, så er den desværre ikke i stand til at møde den største udfordring, nemlig de unge, der er så langt ude, at der på ingen måde kan tales fornuft til dem. Dem, der stolt udsender billeder på sociale medier med en Kalashnikov i hænderne hvor den væbnede kamp i et område flere tusinde kilometer væk fra deres hjem bliver en del af deres identitet, som de gerne vil prale med. Dem bliver vi nødt til at være i stand til at retsforfølge.
Jeg mener, der er hjemmel i terrorlovgivningen til at retsforfølge personer, der rejser ud til for eksempel Syrien for at udøve sin militante ekstremisme og derefter vender hjem. Politiet har ikke rejst nogle sager endnu. Det vi har brug for er præcedens i retssystemet, altså domme. Forstå mig ret, der er ingen, der ønsker at bruge lovens stærke arm, hvis samtale alene kunne forhindre disse personer i at drage i kamp i udlandet, men vi må bare være realistiske og sige, at det ikke kan lade sig gøre for en stor andel. Jeg mener, at den store ulempe ved den danske forebyggelsesmodel er, at den udelukkende foregår frivilligt det er som sagt godt i forbindelse med rigtig mange, men der skal hårdere metoder i brug overfor de mest hardcore. Hvis ikke vi retsforfølger de hjemvendte, som pendler frem og tilbage mellem Syrien/Irak og Danmark, så ender vi med endnu flere sager som tragedien på det jødiske museum i Bruxelles. Det skal vi gøre alt for at stoppe, for som denne sag viste, så udøves terroren typisk i andre lande end den hjemrejstes egen.
Jeg har tidligere omtalt den fremtidige trussel, og lad mig blot understrege endnu engang, at truslen desværre er voksende i denne tid. I hele verden. Vi må forstå, at hvis Isil får magt, som de har agt, så bliver den 11. september en mindre begivenhed i forhold til, hvad der kommer til at ske. Selvom de i skrivende stund primært fokuserer på at oprette et kalifat (en islamisk stat) i grænselandet mellem Syrien og Irak, så er der ingen tvivl om, at Isils skræmmende ideologiske mål rækker globalt. Indblanding er derfor ikke mere et spørgsmål om demokrati eller nationsindblanding, men vores egen sikkerhed.
Hele konflikten mellem sunni- og shiamuslimer i Syrien og Irak kan meget vel rykke til Vesten i fremtiden også. Hvis unge kan overbevise sig selv om, at de skal tage til Irak eller Syrien for at kæmpe imod modparten, så kan de bestemt også overbevise sig selv om, at den kamp skal foregå andre steder inklusive Danmark. Det skal vi være helt enormt opmærksomme på i fremtiden i denne kontekst, fordi de hjemvendte jihadister vil have tilegnet sig i langt mere voldelig adfærd, end de tidligere havde.
Det vil være katastrofalt, hvis Isil får slået rod og eventuelt opretter deres kalifat, for det vil fungere som en magnet i regionen. Det vil avle mere militant ekstremisme og terror, både i regionen, men også i Vesten, da flere potentielle terrorister vil udklækkes under Isils ledelse. Det er jo det, vi ser i stigende grad; at unge tager til regionen af forskellige årsager, men ender med at gå i en voldelig retning efter påvirkning fra Isil. Lederen, Abu Bakr al-Baghdad, er skruppelløs og uden for pædagogisk rækkevidde, og i fremtiden vil han ikke tøve et sekund med at sende disse unge tilbage til deres ”egne” lande med en terrorinstruks i lommen. Dét er den fremtidige trussel, som vi også i Danmark må se i øjnene.