Voksende vrede over Israels jagt på gidseltagere

Volden kan eskalere, hvis Israels omfattende operation for at finde tre gidsler fortsætter gennem ramadanen, advarer palæstinensere

Tre israelske teenagere på henholdsvis 16, 16 og 19 år blev kidnappet, mens de tomlede sig rundt i Hebron-provinsen. Hamas menes at stå bag. Her ses en demonstration for deres udlevering i Tel Aviv.
Tre israelske teenagere på henholdsvis 16, 16 og 19 år blev kidnappet, mens de tomlede sig rundt i Hebron-provinsen. Hamas menes at stå bag. Her ses en demonstration for deres udlevering i Tel Aviv. . Foto: David Buimovitsch.

Der er nu gået over to uger, siden tre unge, israelske bosættere blev bortført, mens de stod og tomlede på Vestbredden. På trods af en intens israelsk eftersøgning er der stadig intet spor af de tre gidsler, hvoraf to er 16 år, mens det tredje gidsel er 19 år.

Eftersøgningen har udviklet sig til Israels største militære operation på Vestbredden i årevis, og meldingen fra hæren er, at aktionen fortsætter med samme intensitet dag og nat den næste tid.

Dermed kommer den massive militære tilstedeværelse på Vestbredden til at støde sammen med muslimernes hellige fastemåned, ramadanen, der begyndte i weekend-en.

Det får palæstinensiske myndigheder til at frygte, at ramadanen kan være den gnist, der får hele situationen til at blusse op i voldelige konfrontationer.

”Jeg håber virkelig, at denne operation vil stoppe øjeblikkeligt. Hele Hebron er hårdt plaget af den. Vi taler om et område med 700.000 mennesker,” siger Daoud Zaatari, borgmester i Hebron, der er centrum for den region, som Israels eftersøgning er særligt fokuseret om.

Borgmesteren forklarer, at militærets restriktioner går ud over borgerne i Hebrons muligheder for at fejre ramadanen. Det giver en betydelig risiko for, at det kan føre til flere sammenstød mellem palæstinensere og Israels hær, siger han:

”Folk mødes til sociale arrangementer efter solnedgang under ramadanen og tager i moskeen for at bede. Men i dag er gaderne spærret af, og soldater forhindrer, at folk kan bevæge sig frit rundt. Det vil blive opfattet som en stærk provokation under ramadanen.”

I de første dage af operationen har der ellers været overraskende få konfrontationer mellem soldater og protesterende palæstinensere set i forhold aktionens omfang, hvor der er dobbelt så mange israelske soldater på Vestbredden end normalt. Men det billede er ved at ændre sig. Der lyder stadig flere meldinger om kampe mellem sten- og molotovcocktailkastende unge palæstinensere og israelske soldater.

Fem palæstinensere er indtil videre blevet skudt og dræbt af soldater. I alt har soldater ransaget op mod 1500 bygninger og anholdt over 400 palæstinensere. Og ifølge hæren fortsætter operationen med samme styrke ind i den muslimske fastemåned:

”Ramadanen er selvfølgelig en faktor, vi skal tage højde for. Men det er vi vant til og ved, hvilke forbehold vi skal tage. Vores mission fortsætter med samme styrke,” siger Peter Lerner, talsperson for Israels hær.

Samtidig er konflikten også ved at eskalere i Gaza. I løbet af de seneste uger er der blevet skudt godt 30 raketter ind over grænsen til Israel, mens Israel samtidig har gennemført en række luftangreb i Gaza. Alene natten til søndag beskød det israelske luftvåben 12 forskellige mål i Gaza.

Israel er overbevist om, at det er Hamas, der står bag kidnapningerne, og militæraktionen handler derfor ikke kun om at finde de tre gidsler, men i lige så høj grad om at bekæmpe Hamas. Lederne af Hamas har dog nægtet, at de er ansvarlige.

I slutningen af den forløbne uge offentliggjorde den israelske efterretningstjeneste navne og billeder af de to Hamas-personer, som den er overbevist om står bag gidseltagningen. Begge har været forsvundet fra efterretningstjenestens radar siden bortførelsen.

Hele gidselsituationen lægger sig dermed som en skygge over det i forvejen konfliktfyldte forhold mellem Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre.

Tidligere på måneden indgik palæstinenserne under kraftige israelske protester en samlingsregering mellem Fatah og Hamas, der af Vesten bliver betragtet som en terrororganisation.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har krævet, at den palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas, på baggrund af gidselsagen dropper samarbejdet med Hamas.

Abbas har fordømt gidseltagningen, men har også rejst en klar kritik af Israels militære modsvar.