Isil boltrer sig på de sociale medier

Isil er blevet kaldt for verdens største bruger af sociale medier

Den islamistiske oprørsgruppe Isil fører en intens reklamekampagne på de sociale medier. Her er det et stillbillede fra en film, som de har lagt ud på internettet.
Den islamistiske oprørsgruppe Isil fører en intens reklamekampagne på de sociale medier. Her er det et stillbillede fra en film, som de har lagt ud på internettet. Foto: Reuters TV.

Det er muligt, at den islamistiske oprørsgruppe Isil drømmer sig årtier tilbage, når det gælder genoprettelsen af det islamiske kalifat, som blev opløst i 1924 af det moderne Tyrkiets grundlægger, Kemal Atatürk, efter Det Osmanniske Riges sammenbrud. Men der er intet fortidigt over Isils måde at kommunikere med omverdenen på. Her bruger man den nyeste teknologi.

Isil er på Twitter, på Instagram og YouTube. Gruppen har skabt en android-app og solgt den på nettet i en periode, før Google fik forbudt den. Da den udråbte sit islamiske kalifat, blev erklæringen optaget på en mp3-lydfil og spredt gennem de sociale medier. Og timingen var optimal. Det skete i søndags, på den første dag i muslimernes hellige måned, ramadanen.

Isil er blevet kaldt verdens største bruger af de sociale medier, og det bør ikke undre nogen, mener Jamie Bartlett, der er direktør for Centret for Analyse af Sociale Medier ved tænketanken Demos i Storbritannien. I et blogindlæg på den britiske avis The Telegraphs hjemmeside minder han om, at Isils medlemmer helt overvejende er unge mænd i 20'erne, hvoraf mange er vokset op i Vesten med internettet og de sociale medier som en naturlig sag.

Dertil kommer, at stort set alle radikale grupper, også islamister, er hurtige til at tilegne sig ny teknologi. De ved, at det er med til at skaffe tilhængere og få deres bevægelser til at overleve. Stifteren af al-Qaeda, Osama bin Laden, var for eksempel uhyre bevidst om værdien af at være synlig i medierne dengang primært ved at optage videoer og sende dem til diverse tv-stationer.