EUROPAS fremadskridende sekularisering bevidnes af, at flere lande forbereder indførelse af aktiv dødshjælp, som alle-rede er tilladt i Belgien, Holland og Schweiz. I Storbritannien er et lovforslag undervejs, og det samme er tilfældet i det katolske Frankrig.
Nu er der det specielle ved den katolske kirkes stilling i Frankrig, at den led et voldsomt knæk ved revolutionen i 1789, der var ideologisk imprægneret med de allermest antikirkelige oplysningsidéer. Den franske stats institutioner overholder i dag streng verdslig neutralitet, og oplysningens sekulære idealer er fortsat dominerende blandt landets intellektuelle.
Det demonstreres klart i en kommentar i avisen Le Monde af Emmanuel Hirsch, professer i medicinsk etik ved Université Paris Sud. Han skriver i anledning af en celeber sag i Frankrig, hvor en læge stod anklaget for at have ydet dødshjælp til syv dødssyge patienter. Sidste uge blev han frikendt af retten i den sydfranske by Pau. Statsadvokatens anklage lød på giftmord, for lægen havde givet de syv dødelige injektioner. I retten fik lægen støtte fra pårørende til de dødshjulpne. Sagen har vakt enorm opmærksomhed, og den socialistiske præsident, Franois Hollande, forberedte i forvejen et lovforslag, der skal afløse en gældende lov af 2005 og fremover tillade lindring af lidelse gennem indgreb, der indebærer forkortelse af livet.
Emmanuel Hirsch hilser initiativet velkommen og glæder sig over frikendelsen i Pau. Ganske vist handlede lægen i strid med god lægeskik, som den er defineret i dag, men dommen tager forskud på sigtet med lovreformen, nemlig at give større spillerum for læge og pårørende i konkrete tilfælde. Der tænkes ikke mindst på såkaldt ”terminal bedøvelse”, altså en så stor dosering af morfin, at den umiddelbart bliver livs-afsluttende. Det er således pludseligheden, der er fokus på, eftersom det i forvejen er almindeligt, også herhjemme, med en livsafkortende optrapning af morfindosis i de sidste uger af terminal sygdom.
Hirsch er ikke tilhænger af den voldsomme schweiziske model. Han håber på en liberalisering af den franske lovgivning, som ”går imod enhver form for systematik med en enhedsmodel for området, når man i stedet bør skelne og vurdere fra gang til gang og træffe ansvarlige beslutninger i fællesskab”. Når det gælder de ofte smertefulde realiteter ved en dødelig sygdom, kan man ikke bare have faste procedurer:
”Der er brug for uendelig megen respekt, klogskab, bekymring og skelneevne.”
MODSTANDERE AF DØDSHJÆLP som sådan er styret af forældet tankegods, antyder Hirsch. Samfundet bør modigt og klart holde blikket rettet mod disse spørgsmål, som angår alle, og ikke lade debatten drive over i det tvetydige gennem overvejelser som egentlig er ”ideologiske, for ikke at sige partiske”. Man skal holde ”principper og mål fri af ekstreme positioner, der fremfører besværgende eller uanstændige holdninger”. Det er selvsagt kirkens argumenter mod dødshjælp, der sigtes til. Sådan taler den selvbevidste oplysning: Tankegange, der ligger uden for dens grænser, må være ekstreme, en dunst af gammel overtro.
Hirsch intonerer dog selv en human-religiøs højsang, der ophøjer dødshjælpen til abstrakt, etisk pligt: Vi skal her være ansvarlige og solidariske, ”som man bør være i henhold til vores pligter over for menneskeheden, påkaldende demokratiets allerhøjeste værdier”. Kristendommens plads kan indtages af demokratiet.
Det strafbare ved dødshjælp bør afvikles efter ”en model, som er inspireret af modernitetens ånd”, hedder det. Så bliver det ikke finere, for det er jo selve tidsånden.
På fransk bruges ordet eutanasi for dødshjælp, men det bør erstattes af et pænere, foreslår tidligere minister Bernard Kouchner. Det giver jo associationer til nazismen, som uden hæmninger bedrev sin eutanasi på talrige grupper; ikke medicinsk begrundet, men i henhold til deres særlige, perverse etik. I et debatprogram på tv-kanalen France Inter udtalte Kouchner: ”Lad os aldrig oftere anvende ordet eutanasi. Der er 'nazi' i det, hvad der ikke er særlig rart. Man får straks det indtryk, at det er noget aggressivt, man vil påtvinge folk.”
Han tilføjede: ”Man må bruge ord, som er blide. Livets afslutning bør være noget, man deler med sine nære. Det er et vidnedsbyrd om kærlighed snarere end brutalitet.”
Loven af 2005, som nu skal skrottes, kaldes Leonetti-loven efter det gaullistiske parlamentsmedlem Jean Leonetti, som formulerede den. Han ytrede i samme program bekymring over Socialistpartiets planlagte liberalisering og er ikke sikker på, at det hele bliver så blidt.
”Vil man give læger retten til at give døden til syge, der ikke har bedt om den?”, spurgte Leonetti.