Civile i Gaza flygter fra nye luftangreb

165 har mistet livet siden i tirsdags, og over 1000 er såret

Palæstinensere inspicerer ruinerne efter et luftangreb på en bygning i Khan Younis i Gaza-striben.
Palæstinensere inspicerer ruinerne efter et luftangreb på en bygning i Khan Younis i Gaza-striben. . Foto: Yasser Quidh/Xinhua/Scanpix.

På æsler, i fuldt læssede hestevogne og i biler, flygter tusindvis af indbyggere i Gazastriben fra deres hjem af frygt for luftangreb og nye kampe mellem israelsk militær og Hamas.

Israel har gennem flyverblade opfordret indbyggerne i det nordlige Gaza til at forlade deres hjem. Advarslen gælder særligt området ved byen Beit Lahiya, hvor Israel vil fokusere sine angreb, forlyder det.

Over weekenden eskalerede konflikten mellem Israel og palæstinensere, efter to blodige døgn.

Militante grupper i Gaza sendte missiler mod den internationale lufthavn i Tel Aviv, mens Israels militær tidligt i går gennemførte en lynaktion i det nordlige Gaza.

Flyvebladene har sendt en skræk gennem befolkningen i Gaza.

”De, der ikke overholder instruktionerne, sætter deres egne og deres familiers liv på spil. Pas på,” lød budskabet.

Spørgsmålet er dog, hvor de 1,4 millioner indbyggere i Gaza skal flygte hen?

Da området er på størrelse med limfjordsøen Mors hvor der bor omkring 21.000 er det svært at flygte, lyder det fra seniorforsker Lars Erslev Andersen, Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS.

”De kan ikke tage nogle steder hen. De får at vide, at de skal tage væk og tage til nogle andre områder, men det er jo svært, for hvordan kan man forlade hus og hjem, og hvor skal man tage hen,” siger han og understreger, at de ikke kan komme ud af Gazastriben.

Foreløbig har omkring 4000 flygtninge fra byen Beit Lahiya søgt tilflugt i otte FN-skoler i Gaza By.

Israel har allerede mobiliseret mere end 30.000 soldater. Hidtil har israelerne dog foretrukket luftangreb.

Ifølge de palæstinensiske myndigheder har mindst 165 mistet livet siden i tirsdags. Over 1000 personer er såret. Trods flere opfordringer om våbenhvile fra det internationale samfund, sagde Israels premierminister Benjamin Netanyahu i går, at der ikke er en afslutning i sigte.

”Vi ved ikke, hvornår denne operation vil ende.”