Den amerikanske Israel-politik har spillet moralsk fallit

USA's stærke Israel-lobby er skyld i, at USA's støtte til Israel fremstår hjerteløs og hyklerisk i det meste af verden, skriver Stephen M. Walt, professor i international politik ved Harvard Universitet

Støtten fra USA til Israel fortsætter, selvom de fleste amerikanske ledere er med på, at Israel har indledt den seneste runde i voldsspiralen, skriver Harvard-professor Stephen M. Walt.
Støtten fra USA til Israel fortsætter, selvom de fleste amerikanske ledere er med på, at Israel har indledt den seneste runde i voldsspiralen, skriver Harvard-professor Stephen M. Walt. . Foto: John Orvis.

DET OFFICIELLE NAVN for Israels seneste angreb på Gaza er ”Operation Beskyttelsesmargen”. Det ville være mere passende at kalde angrebet for ”Operation Deja-vu”.

Som så mange gange før benytter Israel sig af våben finansieret af amerikanske skatteydere til at bombardere de indespærrede og forarmede palæstinensere i Gaza, hvor dødstallet nu er nået op over 800. Som sædvanligt står den amerikanske regering side om side med Israel, skønt de fleste af USA's ledere er med på, at Israel har indledt den seneste runde i volds-spiralen, at Israel ikke udviser selvbeherskelse, og at de israelske handlinger får Washingtons støtte til at fremstå hjerteløs og hyklerisk over for det meste af verden.

Denne orwellske situation bærer tydeligt vidnesbyrd om den politiske indflydelse, som fortsat udøves af AIPAC og andre strammere i Israel-lobbyen. Der er simpelthen ikke nogen anden meningsfuld forklaring på den amerikanske kongres' vattede optræden og på Obama-regeringens hule hykleri. End ikke Kongressens mest ”progressive” medlemmer skiller sig ud og da slet ikke de statsrepræsentanter, som bryster sig af at gå op i menneskerettighederne.

Den umiddelbare årsag til de seneste ensidige blodsudgydelser var bortførelsen af og mordet på tre israelske teenagere på den besatte Vestbred omgående efterfulgt af en flok israeleres bortførelse og morderiske afbrænding af en palæstinensisk teenager.

Ifølge J.J. Goldbergs beretning i den jødiske avis Forward gav den israelske premierminister Benjamin Netanyahus regering Hamas skylden for kidnapningen af de tre israelere uden at have bevis for det og foregav i flere uger, at de bortførte blaffere stadig var i live, skønt der allerede var fundet tegn på, at ofrene var døde. Bedraget blev begået for at piske en anti-arabisk stemning op og gøre det nemmere at retfærdiggøre straffende operationer på Vestbredden og i Gaza.

Og hvorfor besluttede Netanyahu at hærge Gaza nok engang? Som Nathan Trall fra The International Crisis Group (institut, der forsker i internationale konflikter, red.) påpeger, er det virkelige motiv hverken hævn eller et ønske om at beskytte Israel fra Hamas' raketild, som har været stort set ikke-eksisterende i de seneste par år og under alle omstændigheder er temmelig ineffektivt.

Netanyahus egentlige sigte var at underminere den nylige aftale mellem Hamas og Fatah om en fælles regering. På baggrund af Netanyahus personlige engagement i at beholde Vestbredden og skabe et stor-Israel er det sidste, han ønsker, et samlet palæstinensisk lederskab, som kunne tænkes at presse ham til at tage tostatsløsningen alvorligt. Ergo stræbte han efter at isolere og skade Hamas betragteligt og drive en kile ind imellem de to palæstinensiske fraktioner.

BAG ALLE DISSE MANØVRER tårner Israels nu snart et halvt hundrede år lange besættelse af Palæstina sig op. Som om det ikke var nok med den etniske udrensning af hundredtusindvis af palæstinensere i 1948 og 1967, og som om det ikke rakte med at eje 82 procent af stridens æble, mellemkrigstidens britisk kontrollerede mandatområde Palæstina, har hver eneste israelske regering siden 1967 bygget eller udvidet bosættelser på Vestbredden og i Østjerusalem og med rigelige midler statsstøttet de flere end 600.000 jøder, som er flyttet dertil i strid med den fjerde Genvekonvention.

For 14 dage siden bekræftede Netanyahu, hvad mange længe har næret mistanke om: Israels regeringsleder er helt og holdent mod en tostatsløsning og vil aldrig aldrig nogensinde lade det ske, mens han er ved roret. Og eftersom Netanyahu formentlig er det mest moderate medlem af sin egen regering, og Israels politiske system marcherer ufortrødent mod højre, er tostatsløsningen en død fisk.

Værst af alt er, at de hundredvis af døde palæstinensere og det lille antal døde israelere så godt som intet vil ændre. Hamas opløser ikke sig selv. Når den sidste kamprunde er forbi, vil de 4,4 millioner palæstinensere, som lever og bor på Vestbredden og i Gaza, stadig være Israels de facto-fanger og stadig blive nægtet grundlæggende menneskerettigheder. Men rejse gør de ikke mest af alt fordi Palæstina er deres hjemland, men også fordi de ikke har nogen steder at tage hen, især da ikke med al balladen i andre dele af Mellemøsten.

I sidste ende vil endnu en våbenhvile blive forhandlet på plads. De døde vil blive begravet, de sårede vil læges, de ødelagte tunneler blive genopbygget og Hamas fylde sine lagre med missiler og raketter på ny. Så er scenen sat for endnu en kamprunde, og Israel vil have flyttet sig endnu længere ned ad vejen mod at blive en fuldtonet apartheidstat.

Amerikanske politikere vil samtidig blive ved med at slutte op om et brutalt militærfremstød, hvis primære formål ikke er at forsvare Israel, men snarere at beskytte landets langvarige bestræbelser på at kolonisere Vestbredden. Forbløffende nok bliver de ved med at yde deres uforbeholdne støtte til Israel, til trods for at alle amerikanske præsidenter lige siden Lyndon Johnson har modsat sig Israels bosættelsesprojekt, og de seneste tre Clinton, Bush og Obama alle har lagt sig i selen for samme tostatsløsning, som Israels politik nu har umuliggjort.

Men hver gang kampene går i gang, kræver Israel-lobbyen, at Washington marcherer i takt med Tel Aviv uagtet om Israel selv startede kampene. Kongressen iler uvægerligt med at vedtage nye resolutioner, der bifalder alt, hvad Israel finder på. Skønt det mestendels er palæstinensere, der dør, haster repræsentanter for Det Hvide Hus med at erklære, at Israel skam har ”ret til at forsvare sig selv”, og Obama selv vil ikke gå videre end til at udtrykke ”bekymring” over, hvad der sker.

Naturligvis har israelerne ret til at forsvare sig selv, men palæstinenserne har ikke blot samme ret de har også ret til at modsætte sig besættelsen. Med andre ord har Israel ikke ret til permanent at undertvinge sine palæstinensiske undersåtter. Men prøv lige at finde nogen i Kongressen, som vil erkende denne simple kendsgerning.

FORKLARINGEN PÅ USA'S magtesløse politik og moralske fallit er Israel-lobbyens politiske indflydelse. Barack Obama ved meget vel, at hvis han stiller sig på Gaza-palæstinensernes side eller på nogen måde kritiserer Israels handlinger, risikerer han en stormflod af kritik fra lobbyen, og hans chancer for at få Kongressens godkendelse af en aftale med Iran ville forsvinde i det blå.

På samme måde ved hvert eneste medlem af Kongressen og Senatet selv progressive folk som senator Elizabeth Warren at det intelligente træk i politik er at stemme for de resolutioner, som skal forestille at være ”pro-Israel”. De er sig bevidst, at selv det mindste udtryk for uafhængig tænkning om disse emner kan gøre dem sårbare over for en velfinansieret modstander, næste gang de stiller op til genvalg.

Godt nok stikker Israel-lobbyens indflydelse ikke så dybt som førhen. Den offentlige diskurs om Israel, den amerikanske Israel-politik og lobbyen selv har ændret sig markant i de senere år, og et stigende antal journalister, bloggere og meningsdannere er parate til at udtrykke sig oprigtigt om, hvad der foregår i Mellemøsten.

Skønt de fleste amerikanere åbent støtter Israels eksistens ligesom jeg også selv gør det er deres sympati for et Israel, der agerer mere som Goliat end som David, ved at vige. Skeptikernes rækker tæller et stadig større antal yngre amerikanske jøder, som i Israels handlinger ikke ser meget at beundre og derimod masser at føle modvilje imod, og som er langt mindre hengivne over for Israel end tidligere generationer. Fredsgrupper som J Street og Jewish Voice for Peace afspejler denne tendens og viser, at der langtfra er nogen fælles opinion blandt de amerikanske jøder.

Men Israel-lobbyen er stadig i stand til at sikre cirka tre milliarder dollars i bistand fra USA til Israel hvert år, den kan stadig hindre amerikanske præsidenter i at lægge et mærkbart pres på Israel, og den kan stadig formå USA til at nedlægge veto, hver eneste gang en resolution med kritik af Israels handlinger kommer på tale i FN's Sikkerhedsråd.

Denne situation forklarer, hvorfor Obama-regeringen overhovedet ingen fremskridt gjorde hen imod ”to stater til to folk”: Hvis Israel får generøs amerikansk støtte, uanset hvad landet gør, hvorfor skulle de israelske ledere så tage hensyn til Washingtons henstillinger? Præsident Obama og udenrigsminister John Kerry kan alene appellere til Netanyahus sunde fornuft, og vi har allerede set, hvordan det spænder af.

Denne situation er en tragedie for alle involverede ikke mindst for Israel selv. Et stor-Israel kan ikke være andet end en apartheid-stat, og en ekskluderende etnisk nationalisme af denne type kan man ikke slippe af sted med i det 21. århundrede. Israels arabiske undersåtter vil på et tidspunkt kræve lige rettigheder, og som Israels tidligere premierminister Ehud Olmert advarerede om i 2007, vil det være ”staten Israels endeligt”.

En skønne dag vil historikerne se tilbage og spørge, hvordan USA's Mellemøsten-politik kunne være så ineffektiv og så meget i modstrid med landets erklærede værdier for slet ikke at nævne USA's strategiske interesser. Svaret ligger i vort politiske systems grundlæggende natur, som tillader velorganiserede og velfinansierede interessegrupper at udøve betragtelig magt i kongressen og i Det Hvide Hus.