”Muhammed, Muhammed, Muhammed!” hepper de. Omkring 10 børn står rundt om en lille madras i forhaven til et hus i Jabalya i det nordlige Gaza og opmuntrer drengen på madrassen.
Muhammed er 10 år og handicappet. Han har brug for enten krykker eller gang-stativ for at kunne gå. Før krigen havde han begge dele, men da en raket ramte familiens hus, tog den krykker og stativ med. Foruden hans mor, bror, onkel og to kusiner. De blev alle dræbt.
Bagefter flyttede Muhammed med sin tante til huset her i Jabalya. Mange andre boede der i forvejen, og flere er senere kommet til. 70 mennesker er de nu oppe på i huset. Alle interne flygtninge fra det nordlige Gaza.
Omkring en halv million mennesker ud af den samlede befolkning på 1,8 millioner mennesker i Gaza deler deres skæbne. Nogle blev advaret i forvejen om, at deres hus ville blive angrebet. Andre måtte flygte midt under bombardementerne.
Under tidligere humanitære våbenhviler er folk taget tilbage i håb om at finde hus eller i det mindste ejendele i god behold. Men for mange er det blevet ved håbet. Over 10.000 huse er nu ødelagt ifølge det palæstinensiske socialministerium.
Drengene bliver ved med at gentage Muhammeds navn i kor, og det virker. Den 10-årige smiler forsigtigt. Mens heppekoret er i gang, kommer en af de 70 bofæller, en ældre mand i en lang kjortel, ind i forhaven med nogle blå plastikposer på armen. Der er mad i den ene. Sæbe, tandbørster og andre hverdagsnødvendigheder i den anden.
Han har hentet poserne på det lokale center for uddeling af nødhjælp. Det sted, der står for uddelingen af mad og hygiejnepakker til de 40.000 fordrevne fra Bet Hanoun og Bet Lahya til Jabalya.
Det er socialministeriet, der står for den overordnede koordinering af uddelingerne. Folkekirkens Nødhjælp har givet penge til, at poserne kan blive fyldt, som mange andre internationale nødhjælpsorganisationer gør det andre steder i Gaza.
En pose skal kunne række til en familie på syv i tre til fire dage, fortæller lederen på uddelingscentret, Said al Ustaz. Derefter må de 70 nye naboer søge nye organisationer, der prøver at hjælpe Gazas befolkning.
Nu er der våbenhvile, og den slags har der været flere af de seneste uger. Nogen skulle vare et par timer, nogle et døgn, nogle et par dage. Den seneste forleden, der var givet en levetid på tre timer, holdt kun to timer, så slog den første raket ned i skolen få kilometer fra, hvor Muhammed sidder på madrassen. Skolen var drevet af FN for at huse nyligt hjemløse. De såkaldte UNWRA-skoler har kapacitet til lidt under 300.000 mennesker i alt.
”Selvom der er våbenhvile, er der altid krig i Gaza,” siger Said al Ustaz.
Men ligesom alt andet er kapacitet også relativt i Gaza. 6500 mennesker bor der lige nu på den anden UNWRA-skole i Jabalya. Den, der endnu er sluppet for raketter. 6500 mennesker fordelt i 54 klasseværelser.
I et af værelserne, et kvadratisk rum bygget af betonvægge og uden glas i vinduerne, er en familie ved at koge suppe på et gasblus. I hjørnet ligger endnu en Muhammed, også på 10 år. For ikke så lang tid siden optrådte han på tv-kanalen Al Jazeera. Ikke som krigsoffer, men som danser. Hip hop-danser. En karriere, der lige nu er på stand-by. Da en raket ramte familiens hus, blev Muhammed ramt i benet.
Uden for porten til uddelingscentret er stemningen intens. Alle har brug for mad, men centrets ressourcer er begrænsede.
”Min familie er spredt overalt. De er i god behold, men mine naboer er døde,” fortæller en mand i køen.
Said al Ustaz er frustreret over misforholdet mellem behovet for mad og de forsyninger, der er til rådighed.
”Situationen bliver værre og værre hver dag. Vi kan umuligt følge med og dække alles behov,” siger han.
Det vurderes, det vil tage omkring fem år og cirka 33 milliarder kroner at bygge Gaza op igen efter krigens ødelæggelser.