Prøv avisen
Kiosken

Moderne kristne skal i eksil

Troen på videnskaben har hurtigt vokset sig umådelig stærk i USA, påpeger kirkehistorikeren Carl Trueman. Derfor vil amerikanske kristne opleve en nedskrivning til at være "kulturerelt irrelevante," mener han. Foto: Nicolai Howalt

Kirkehistoriker forudser trange tider for kirkerne og forklarer, hvorfor de reformerte vil klare modgangen bedst

NU VENTER ET LIV i eksil på Vestens kristne. De vil fremover blive regnet for i bedste fald særlinge af den dominerende kultur, lyder den dystre profeti fra kirkehistorikeren Carl R. Trueman i et essay i det katolske magasin First Things. Selv er han calvinsk, engelsk af fødsel, universitetsprofessor i USA og forfatter til en række bøger.

Troen på videnskaben har hurtigt vokset sig umådeligt stærk i USA, påpeger han, og i dens øjne er al tro på det overnaturlige aldeles latterlig. Derfor vil amerikanske kristne nu på rekordtid opleve en nedskrivning til at være ”kulturelt irrelevante”; en position, som deres europæiske trosbrødre kunne vænne sig til gennem en lang proces. Marginaliseringen fremskyndes desuden ved at bestemte temaer, som homoseksuelt ægteskab, har antaget stærk betydning i den sekulære debat. Udviser man her modvilje mod at bøje sig for verdslige nøglekrav, rammes man nu af ligefrem hadefuld fordømmelse.

Eksilet vil især blive svært for de evangelikale kirkesamfund i USA metodister, baptister og pinsefolk påpeger Trueman, for de har så længe været stolte over deres rolle ved nationens stiftelse og deres århundredlange status som det amerikanske samfunds moralske rygrad.

De dyrker desuden en ”kraftens og triumfens æstetik”, ofte med rock-gudstjenester i arena-agtige kæmpekirker. Fremtidig ydmyghed bliver fortvivlende vanskelig.

Katolikkerne har længere frist:

”Rom har på en eller anden måde formået at bevare et niveau af social troværdighed i Amerika, selvom man bevarer holdninger, som den bredere, sekulære verden anser for uacceptable, hvis protestanter stod for dem.”

I takt med at skepsis over for homoseksuelt ægteskab efterhånden snart vil blive sat på linje med racisme, vil dog også den katolske kirke ”blive jaget ud til udkanten”, forudser Trueman. Han sammenfatter parolen:

”Kapituler til tidsånden eller træd ud i den kulturelle og sociale udgrænsnings ødeland.”

Trueman mener, hans egen reformerte kirke vil klare sig bedst under eksilet. Hans grunde kan i store træk også gælde for dens nære slægtning, den luthersk-evangeliske kirke.

Den reformerte kirke er født og hærdet under vanskelige betingelser og besidder den intellektuelle styrke til at kunne forsvare troen i en fjendtlig omgivelse, skriver Trueman. Den har også evnen til at skelne mellem det, som kan overlades til samfundet, og den uopgivelige kerne. Den har bevaret fokus på de store sandheder, som oldkirken definerede, og har hertil føjet den protestantiske doktrin om frelse ved troen alene. Søndag på søndag skal dette forkyndes, enkelt og klart, siger Trueman. Trods rygter om det modsatte savner de reformerte ikke liturgisk fællesskab. Deres gudstjeneste tegner buen: faldet, døden, tilgivelsen, opstandelsen det nytestamentlige mønster, som støber robust identitet i fjendtligtsindede omgivelser. Har man om søndagen erfaret, at man er en tilgivet synder, er man rustet til at være udsat for fjendtlig liturgi og forkyndelse fra mandag til lørdag, bemærker Trueman. I tillid til forjættelserne er man fri:

”Luther forstår kristelig frihed som baseret på vores klare viden om vores identitet i Kristus.”

Sådan klædt på blev protestanter i stand til at klare forfølgelserne i 1500-tallets Europa, forklarer Trueman sine amerikanske læsere.

Men reformerte tror jo på prædestination, hvad mange regner for en syg tanke? Den stammer dog fra vores alle sammens Augustin, påpeger Trueman og angår især den grundlæggende tillid til, at alt står i Guds hånd. For den eksilerede vil der ”ligge opmuntring i visheden om, at historien er under Guds kontrol. Hvor svag kirken end kan forekomme, hvor mange tilbageslag den end oplever, så er historiens ende allerede bestemt af Kristus”.

Med sin betoning af menneskets fald er den reformerte kirke tillige realistisk og overraskes ikke af moderne menneskers irritable afvisning af at opfatte sig selv som skabning:

”Vores moralske overbevisninger udfordrer den moderne verdens mest fundamentale tro, nemlig, at individet er alle tings autonome målestok og ikke ansvarlig over for nogen.”

Da Trueman kom til USA i 1996, hørte han en præst i sin prædiken erklære, at ”det er tragisk, at kun hver anden her i byen er i kirke denne formiddag”. Sad hver anden i kirken i dag, ville det virke, som havde en vækkelse fundet sted så forandret er USA blevet på bare 18 år. Hvordan kan vi da overleve?

”Svaret er: som Paulus i det 1. århundrede,” lyder det fortrøstningsfuldt fra den ellers så pessimistiske kirkehisto-riker, og det indebærer utrættelig og uforskrækket forkyndelse fremover trods alle konjunkturer.