Hamas og Israel hvæsser knivene

Hjernen bag Hamas-gruppens taktik udtænker nye idéer til krigsførelse

Under den seneste krig i Gaza har både Israel og Hamas afsløret, hvad de kan. Nu skal der tænkes nyt. Foto fra Gaza, den 15. august 2014.
Under den seneste krig i Gaza har både Israel og Hamas afsløret, hvad de kan. Nu skal der tænkes nyt. Foto fra Gaza, den 15. august 2014. Foto: Heidi Levine.

De militære planlæggere i Mellemøsten skal på arbejde igen.

Under den seneste krig i Gaza har både Israel og Hamas afsløret, hvad de kan. Nu skal der tænkes nyt.

For kun få iagttagere eller indbyggere i regionen tror, at de fire ugers krig, der foreløbig er standset af våbenhvilen, var sidste opgør mellem Israel og Hamas.

Det vil gå galt igen.

Som det gjorde i november 2012. Da likviderede Israel en Hamas-leder, og så gik det løs. Israel bombede de fleste steder, hvorfra Hamas affyrede raketter mod Israel, og israelske soldater rykkede ind i Gaza.

Så gik Israel pludselig med til en våbenhvile.

Ronen Bergman, militæranalytiker på den israelske avis Yediot Aharonot, skriver i et indlæg i New York Times, at Israel gik med til våbenhvile, fordi der ikke var mere ammunition til forsvarssystemet Jernkuplen, der nedskyder raketter.

Var det problem ikke opstået, kunne israelerne måske have fået has på nogle af de tunneler, der i den seneste konflikt har givet Israel så store problemer.

Begge parter har ifølge Bergman lært af 2012. Israel har sikret sig, at der er missiler nok til forsvarssystemet, mens Hamas har foretaget en gennemgribende ændring af sine styrker og sin taktik.

Først og fremmest øgede Hamas tiltag mod Israels elektroniske overvågning, hvilket ifølge Bergman betød, at Israel i den seneste konflikt vidste mindre om størrelse og teknik på Hamas-raketterne, hvor de var, og hvor langt de kunne flyve. Desuden blev lokale militærledere udskiftet med folk, der var trænet i Libanon eller Iran. Arbejdet med at bygge tunneler, der kunne nå israelsk territorium, blev øget. Der kom nye taktikker til nærkamp.

Under den seneste konflikt har Israel mistet 64 soldater og tre civile.

Det er for Israel et meget stort tabstal, selvom Israel ifølge Hamas har dræbt langt flere palæstinensere, næsten 2000.

Israel skal nu i gang med at forberede sig på næste runde, skriver Bergman, og lektien er, at israelerne ikke kan nøjes med elektronisk overvågning. De må igen forsøge at få gode spioner i Gaza. Desuden må efterretningstjenesten Mossad gøre mere for at ramme Hamas i udlandet og lukke af for våbenleverancer.

Forsvarsministeriet skal i gang med at udvikle teknologi til en elektronisk mur, der kan lokalisere Hamas-tunneler ved grænsen til Israel.

Den mand, der tænker militært for Hamas, hedder Mohammed Deif. Han har siden 1994 været leder af den væbnede gren af Hamas i Gaza. Kun få kender hans udseende.

Ifølge Reuters har Deif, der er i 50'erne, overlevet flere israelske attentater. Sådan ser han også ud.

Nogle kilder siger, at han mangler et øje og sidder i kørestol.

Han er dygtig til at skjule sig.

Reuters skriver, at det er ham, der har udtænkt konceptet med tunnelerne og taktikken med raketterne.

Selvom Israel bombede løs i Gaza, kunne Hamas alligevel sende raketter mod Israel.

Hans strategi og planer er nu kendt af Israel, og han skal også tænke nyt.

Og det skal han gøre, mens han hele skal passe på.

For kun en uge siden truede Israel ifølge Reuters med at ville likvidere ham.