Prøv avisen

IS spreder grusomheder med sofistikeret propaganda

Terrorbevægelsen IS har henrettet den amerikanske journalist James Foley som hævn for USA's luftangreb i Irak mod bevægelsen. Nu truer bevægelsen med at henrette et andet amerikansk gidsel, Steven Joel Sotloff, hvis de amerikanske angreb fortsætter. - Foto: Reuters/Scanpix

For få år siden var sociale medier en bærende del af det folkelige oprør i det arabiske forår. I dag er de samme medier blevet et af de islamiske jihadisters vigtigste værktøjer i kampen for kalifatet i Mellemøsten

Da terrorbevægelsen Islamisk Stat, IS, tidligere kendt som Isil, i juni erobrede store dele af Nineve-provinsen i det nordlige Irak, mødte de overraskende lidt modstand fra de irakiske soldater.

I mange tilfælde havde soldaterne smidt både uniform og våben og var flygtet allerede ved rygtet om, at de islamiske krigere var på vej.

Skræmmeeffekten er en del af en helt bevidst strategi fra IS' side i kampen for at ind-føre et islamistisk kalifat i Mellemøsten. Ved hjælp af et systematisk propaganda-arbejde har bevægelsen brugt sociale internetmedier som YouTube, Twitter og Facebook som en slags virtuelle krigstromme, der har spredt historier om deres brutalitet og banet vejen for erobringstogtet.

”IS har virkelig forstået, hvilken magt og betydning der ligger i et effektivt pro-pagandaarbejde,” siger Eli Karmon, terrorforsker ved Det Tværfaglige Institut i Herzlia i Israel.

Han forklarer, at propagandaen ikke blot er rettet mod slagmarken i Mellemøsten, men i høj grad også mod Vesten. Det så man med stor tydelighed tidligere på ugen, hvor IS fik spredt en video med halshugningen af en amerikansk journalist og sat dagsordenen i de vestlige medier.

”Det er egentlig ikke nyt, at islamiske terrorbevægelser er bevidste om effekten af at være til stede på internettet med omfattende propaganda. Vi har set noget tilsvarende med blandt andre al-Qaeda. Men IS tager det skridtet videre og har brugt mange ressourcer på professionelle mediestrategier især på sociale medier,” siger Eli Karmon.

IS' propagandaapparat på de sociale medier er sat sirligt i system. Hver provins, IS regerer over, som for eksempel Nineve, har egne konti på Twitter og Facebook, hvor der bliver sendt nyheder ud om de respektive områder. Ud over de officielle konti findes der i hundredvis af private, der er med til at sprede jihadisternes budskaber.

Grunden til, at IS bruger så mange ressourcer på at orkestrere deres tilstedeværelse på de sociale medier, er, at de derved får mulighed for at nå ud til et utroligt stort publikum. Det forklarer Thomas Elkjer Nissen, der er militæranalytiker i Forsvarsakademiet med særlig fokus på sociale mediers funktion i konflikter:

”Hvis du lægger noget ud på en hjemmeside på internettet, er det langtfra sikkert, at der er nogen, der opdager det. Men på de sociale medier kan du få folk til at abonnere på dine nyheder. Og hvis du gør det rigtigt, kan du få dine historier til at vandre rundt og blive spredt i et meget stort omfang og komme ud til personer, du ellers aldrig vil kunne nå.”

Thomas Elkjer Nissen siger, at de meget voldelige og grafiske videoer, IS spreder, som for eksempel halshugningen af den amerikanske journalist, er en del af metoden til at skabe den store opmærksomhed. Når først en historie er blevet stor på de sociale medier, begynder de traditionelle, etablerede medier også at vise interesse. Og dermed bliver IS' propaganda pludselig en del af dagsordenen i hele verdenspressen.

”IS er meget professionelle i deres metoder til at udnytte hele den selvforstærkende effekt, der ligger i de sociale medier,” siger Thomas Elkjer Nissen.

Ifølge den amerikanske journalist og ekspert i ekstremisters brug af sociale medier J.M. Berger gør IS brug af værktøjer, der får dem til at virke større online, end de i virkeligheden er. De er især blevet gode til at gennemskue og udnytte de tekniske mekanismer, der er med til at styre, hvad der bliver talt om på de sociale medier.

”IS har helt klart reel opbakning online, men ikke i det omfang man umiddelbart får indtryk af. Grunden til, at de virker så store online, er en nøje udtænkt kampagne, som sætter selv amerikanske sociale medieguruer til vægs,” skriver han i det amerikanske magasin The Atlantic.

En af de store bekymringer i Vesten er, i hvor høj grad jihadisternes tilstedeværelse på de sociale medier kan være med til at hverve nye folk til deres kampe.

Thomas Elkjer Nissen siger, at det er meget vanskeligt at vide noget konkret om effekten af propagandaen, når det handler om rekruttering:

”Men vi ved, at næsten alle, der er blevet hvervet i Vesten, på en eller anden måde har været i berøring med online-propaganda gennem de sociale medier, som terrororganisationerne styrer.”

Nu er Twitter, Facebook og YouTube begyndt systematisk at lukke for de kontoer, der åbenlyst er en del af IS' arbejde. Men det er en meget vanskelig kamp, siger Thomas Elkjer Nissen. Problemet er, at sociale netværk er så dynamiske, at de hele tiden popper op igen og finder nye fora at udfolde sig i.

”Det er en decideret informationskrig, der kører,” siger han.

Situationen er også med til at udstille det dilemma, som Twitter og Facebook står i.

”De havde begge meget travlt under det arabiske forår med at slå sig op på, at de var store støtter af den folkelige opstand, og at de var med til at facilitere den. Nu står de pludselig i den situation, hvor de kæmper med at få lukket for dem, der er at betegne som oprørsbevægelser i Mellemøsten,” siger Thomas Elkjer Nissen.